Planet Pulp

Musikken til science fiction-gyseren Event Horizon blev komponeret af den alt for tidligt afdøde filmkomponist Michael Kamen i samarbejde med electronica-duoen Orbital. Faktisk består hovedparten af den regulære filmmusik af Michael Kamens (primært) symfoniske score, mens Orbitals bidrag mest gør sig gældende på albumudgivelsen, der da også på albummets cover kaldes “Music from & inspired by the film”.

Alsidig komponist

Michael Kamen (1948-2003) var en alsidig komponist, der ud over sit arbejde i filmbranchen også samarbejdede med mange bands og kunstnere gennem sin lange karriere – Kamens samarbejdspartnere talte bl.a. Pink Floyd, Bryan Adams, Metallica, David Bowie og Eric Clapton. Blandt filmfans vil han dog være mest kendt som komponisten af scores til film som Lethal Weapon-serien (1987-1998), Die Hard 1-3 (1988-1995), Robin Hood – Prince of Thieves (1991) og X-Men (2000) for blot at nævne nogle få.

Musikken fra Event Horizon er et fint udtryk for Kamens samarbejde med musikere uden for filmverdenen, her Orbital, og det er der kommet et meget specielt album ud af. I filmen høres Orbitals elektroniske musik mest prominent under filmens fortekster, og den stil, de der lægger for dagen er repræsentativ for deres bidrag til albummet, selv om musikken under forteksterne er klippet til ukendelighed i forhold til, hvordan det fremtræder på albummet.

Special sammenblanding

Men albummet er også særligt ved, at de to stilarter – symfonisk score og elektronisk musik – ikke udelukkende ligger adskilt fra hinanden, men også blandes sammen. Det kunne man umiddelbart tro ville blive noget rod, og det er der utvivlsomt også mange, der mener, det er, men jeg holder faktisk på, at det er denne sammenblanding, der gør Event Horizon-albummet til noget specielt. Ofte veksler de to musiktyper dog mellem hinanden uden sammenblanding, men pga. den måde albummet er produceret på, er det ikke muligt at springe de elektroniske dele over (se nedenfor).

Kamens score er faktisk rigtig godt, omend det ikke er noget stort originalt værk. Det er bombastisk de rigtige steder, snigende de rigtige steder, og der kommer de obligatoriske udbrud fra orkestret på de steder, hvor filmens handling kræver musikalsk chokbehandling. Stedvist minder musikken en anelse om Elliot Goldenthals Alien 3-score (1992), men kun stedvist – man kan tydeligt høre, at det er Kamen, man har med at gøre.

Orbitals bidrag er imidlertid meget specielle, og det er pga. af disse dele at albummet fremstår som noget særegent. Og Orbitals musik er efter min mening bestemt ikke stemningsdræbende, nærmest tværtimod.

Effektivt samarbejde

Normalt er jeg egentlig ikke den store fan af alt for megen sammenblanding af symfonisk og elektronisk – i mange tilfælde står de to musiktyper for meget i kontrast til hinanden, og nogle gange virker de elektroniske eller synthesizede effekter simpelthen bare som en uheldig distraktion fra den symfoniske musik og bidrager ikke med noget. Det problem synes jeg Michael Kamen og Orbital har undgået.

Ikke fordi Orbitals musik på nogen måde er subtil – tværtimod brager det løs når det dukker op, men det er deri tricket ligger. De to musiktyper er klart adskilt – selv i tilfælde, hvor de arbejder sammen, og man får aldrig indtrykket af, at komponisterne har forsøgt at “snyde” lytterne til at acceptere det elektroniske som en integreret del af det symfoniske. Forskelligheden accepteres og udnyttes til det bedste.

Kamens bidrag til scoret høres i alle numrene, og det samme gør sig gældende for Orbitals – nogle gange sammen med Kamens symfoniske score og nogle gange alene. Kamens score høres bedst i begyndelsen af nummer 2 og 3 (“The Main Access Corridor” & “Engineering”), hvor det optager begyndelsen af hvert nummer inden det smelter sammen med og viger for Orbitals musik. Men også når man tror, at det er ren Kamen kan man ved nærmere lytning høre, at der er tilføjet subtile lydeffekter, hvilket sagtens kan være Orbitals input, og når Orbital overtager helt er der ingen tvivl overhovedet.

Både når orkestret og de elektroniske dele er smeltet sammen og når Orbital er i total kontrol er effekten god. Det skaber en følelse af noget “fremmed” og unaturligt i musikken, samtidig med at det tilføjer scoret en passende “teknologisk” og “future”-agtig tone. Orbitals musik har flere gode idéer. De bidrager både med et rytmisk motiv, der giver mindelser om lyden af en sav og nogle effekter, der minder lidt om nogle stærkt forvrængede stemmer og som anvendes som “instrument”. Begge disse idéer høres fuldt udviklede i både “The Forward Decks” (nr. 1) og “The Main Access Corridor” (nr. 2).

Få men lange numre

Skal man fremføre en anke, så er det, at albummet, trods en samlet spilletid på ca. 44 minutter, kun består af fire numre. På albumcoveret er numrene ved undertitler inddelt i flere dele, men da man ikke kan springe mellem disse dele på sin CD-afspiller, er det svært at isolere Kamens rent symfoniske cues fra Orbitals bidrag.

Det kunne måske have gjort albummet mere salgbart at dele de tre meget lange numre på hhv. ca. 14, 12 og 13 minutter op, så man kunne skippe de mest elektroniske dele. Selv om jeg som nævnt intet har imod Orbitals bidrag, er der sikkert mange der mener det modsatte, og her vil den måde albummet er produceret på, kunne afskrække nogle fra at anskaffe sig det.

Event Horizon er ikke et album alle filmmusik-entusiaster vil bryde sig om. Hvis du er Kamen-fan eller hvis du kunne lide scoret i filmen, så se om du ikke kan komme til at lytte til albummet i butikken før du køber det. Det er ikke et score, man skal anskaffe sig som impulskøb.

Nummerliste:
1. The Forward Decks (14:01)
a. Lewis & Clark
b. Neptune
c. Clare
d. First Containment
e. Core
f. Metal
g. Second Containment
h. Air Lock

2. The Main Access Corridor (12:04)
a. Singularity
b. Ducts
c. Turbulence
d. Medical
e. Gravity Drive

3. Engineering (13:24)
a. Tomb
b. Blood
c. Countdown
d. Outer Door
e. Bio Scan

4. The Event Horizon (4:57)
a. Weir
b. Event Horizon

Total spilletid: 44:27

Anmeldt i nr. 2 | 13/12/2005