Planet Pulp

Lars von Trier startede sin Europatrilogi med Forbrydelsens element tilbage i 1984, kun ét år efter han blev uddannet på Den Danske Filmskole. Denne blev fulgt op af lowbudget science-fiction-gyseren Epidemic (1987), hvor Trier afprøvede forskellige tekniske greb, der senere skulle munde ud i nogle af de regler, han brugte i Dogme95. Der gik endnu fire år, før Trier vendte tilbage og lavede trilogiens sidste kapitel kaldet Europa (1991) – I USA blev filmen udgivet som Zentropa for ikke at blive forvekslet med filmen Europa Europa (1990).

Man mærker tydeligt, at det har været det visuelle, der har været prioriteret højest i Europa, til trods for at historien dog fanger sit publikum i en trance og holder dem fast.

Velkommen til Frankfurt

Europa åbner med sort/hvide-billeder af nogle gamle togskinner, der kører over skærmen til lyden af Max von Sydows stemme, der fungerer som både fortæller og hypnotisør. Da Sydow langsomt tæller til ti, ankommer vi til Frankfurt kort tid efter Anden Verdenskrig.

Her møder vi den unge amerikaner med tysk afstamning Leopold Kessler (Jean-Marc Barr), der er rejst til det sønderbombede Tyskland for at ”gøre noget godt for det tyske folk”. Men han må starte i det små, og har derfor fået et job igennem sin Onkel Kessler (Ernst-Hugo Järegård) som sovevognskonduktør i det tyske togselskab Zentropa.

En aften på en af sine vagter møder han den hemmelighedsfulde Katharina Hartmann (Barbara Sukowa), der er datter af Zentropas ejer. De bliver hurtigt forelsket, og den unge Kessler bliver introduceret for hele familien Hartmann, der udover Katharina tæller Hr. Hartmann selv (Jørgen Reenberg) og sønnen Lawrence (Udo Kier). Det hele går ganske glimrende for den unge Kessler, der forsøger at holde sig så neutral overfor både tyskerne og den amerikanske besættelsesmagt som muligt – men Katharina har planer for Leopold.

Han bliver ufrivilligt blandet ind i en nazistisk terrororganisation, kaldet Varulve, som vil benytte sig af hans stilling som konduktør til at bekæmpe den amerikanske besættelsesmagt. Det hele kulminerer, da Leopold er tvunget til at sprænge et tog i luften, fordi Varulvene har taget Katharina til fange. Om Leopold får sprunget toget og reddet sin Katharina skal jeg ikke afsløre her, men kan blot sige at slutningen er ualmindelig smukt visualiseret af Trier og samtidig en perfekt og personlig slutning på Europatrilogien.

Elementer går igen

Manuskriptet er igen skrevet af Trier og Niels Vørsel, der også skrev manuskript til Triers to tidligere film Forbrydelsens element og Epidemic og senere også Riget og Riget II (1994 og 1997). De to forfattere har helt klart skrevet noget, der var mere opsigtsvækkende, men det gør ikke Europa til en ringere oplevelse. For nu behøver en film ikke nødvendigvis at være så kryptisk skrevet, at man skal sidde med et større opslagsværk for at forstå hvert enkelt symbol og metafor. En simpel og spændende historie kan være nok.

Og historien om den unge Leopold og hans møde med det krigshærgede Tyskland samt den nazistiske terrororganisation er dragende og til tider nærmest hypnotisk, uden at det dog bliver en gentagelse af Forbrydelsens element.

For Europa minder om Forbrydelsens element, da hovedkaraktererne i begge film er under hypnose og bliver guidet rundt af en stemme, der fortæller dem, hvor de er, og hvad de skal gøre. Sådan en fortællerstemme kan til tider virke ret generende, men Trier får det hele til at passe sammen, så man selv føler sig hypnotiseret og dermed bliver du som tilskuer en del af filmen.

Hypnose er tydeligvis en ting, der har fascineret Trier igennem lang tid, og man finder fænomenet i næsten alle hans film. Det er f.eks. et gennemgående element i Europatrilogien, og bruges senere både i Riget (1994) og Antichrist (2009).

Glimrende skuespil

De fleste skuespillerpræstationer er glimrende – især Ernst-Hugo Järegård er fremragende som den sure Onkel Kessler, der ikke er bange for at give sin nevø en skideballe. I flere små biroller ses nogle af Triers gamle kendinge. Den mest åbenlyse er Udo Kier, men der er også folk som Michael Simpson og Baard Owe i mindre roller.

Det har tydeligvis ikke været helt nemt at arbejde som skuespiller på denne film, for flere af indstillingerne er filmet uafhængigt af hinanden. Det vil sige, at forgrund, mellemgrund og baggrund nogle steder er filmet hver for sig og først i postproduktionen klippet sammen til én enkelt indstilling.

Det har betydet, at skuespillerne i nogle af indstillingerne ikke har haft nogen at spille overfor, da deres medspillere befinder sig i et andet ”lag”, og derfor først kan ses, når de to filmstrimler bliver kopieret sammen. I nogle af scenerne lægger man meget mærke til dette greb, men jo længere man kommer ind i filmen og bliver opslugt af dens univers, jo mindre bemærker man forskellen på de scener, der er optaget i kulisser og de scener, der er klippet sammen bagefter.

Man mærker tydeligt, at det har været det visuelle, der igen har været i højsædet hos Lars von Trier, og man undrer sig ikke over, at processen har krævet, at man har storyboardet hver eneste indstilling ned til den mindste detalje – et arbejde der krævede flere hundrede individuelle tegninger. Stilen mindre meget om noget, man så i film fra 30’erne og op igennem 50’erne, hvilket passer perfekt i den tidsperiode, hvor Europa udspiller sig.

I enkelte scener er nogle elementer i farver for at skille sig ud fra de ellers sort/hvide billeder. Det gælder blandt andet en scene, hvor Leopold hiver i en rød nødbremse samt scenen, hvor Max Hartmann begår selvmord i badet. En stærk teknik, der rusker op i vores underbevidsthed og følelser – en teknik Spielberg også har bemærket styrken af: Hvem husker ikke den lille jødiske pige i den røde kjole i Schindler’s List (1993)?

Trier til folket

Jeg har i mine anmeldelser af Forbrydelsens element og Epidemic nævnt, at det er op til den enkelte at danne sig en mening om Triers film, da der er stor forskel på, hvad folk mener om dem, og om de finder dem interessante eller ej. Men med Europa kan jeg næsten med sikkerhed sige, at der er noget for de fleste. Det er en god historie i et flot univers, og der er stadig en del at reflektere over, når rulleteksterne kører over skærmen til sidst.

Noget af det der kan skræmme publikum væk fra Lars von Trier og hans film er den måde, han ofte fremlægger dem på. I ekstramaterialet til Europa forklarer den unge Trier sågar, at filmen er filmet som et mesterværk fra starten, og derfor er det. På denne måde formår Trier selvfølgelig at få skabt en del omtale, som han gjorde til filmfestivalen i Cannes i 2009, da han udråbte sig selv til verdens bedste instruktør. Måske kan denne form for provokation også føre til, at mange ikke opsøger hans film, da de finder ham for kæphøj og storsnudet.

Man skal dog ikke lade sig provokere af manden. Glem hans udtalelser og giv et par af hans film en chance og først derefter kan du vurdere, om hans film er kunst eller blot en omgang Kejserens nye klæder, hvor alle lovpriser hans navn, fordi han tør hvor andre tier.

Efter at have set Triers Europatrilogi er jeg blevet gladere for hans arbejde, og har siden fået mod på at opsøge flere af hans værker som f.eks. Riget og Riget II, Idioterne (1998), Dogville (2003) og senest Antichrist (2009). Jeg har fundet flere af hans film ganske spændende og ligefrem smukke, men regner ikke mig selv som en dedikeret Trier-fan.

Har man fået mod på at se hans film, eller mangler man dem i sin samling, så er hele Europatrilogien udgivet i et lækkert bokssæt, der indeholder Forbrydelsens element, Epidemic og Europa samt en ekstra skive med en masse ekstramateriale. Boksen er set helt ned til 100 kroner, så hvis man har en hund, der ligger og brænder i lommen og hvis man er bare lidt interesseret i dansk film, bør man straks kaste dem efter denne boks.

Anmeldt i nr. 56 | 13/06/2010

Stikord: Naziskurke, Trilogi