Planet Pulp

Mens Donatien Alphonse François, bedre kendt som Marquis de Sade, havde sin frihed i 1790’erne, skrev han i 1795 bogen La philosophie dans le boudoir (Filosofi i sovekammeret). Bogen er skrevet som en dialog mellem de fire hovedpersoner, hvoraf Eugénie er den primære; en femten år gammel pige, opdraget til at være et dydsmønster og derfor naturligvis både jomfru, velopdragen og lydig. Disse dyder vil de øvrige hovedpersoner pille af Eugénie, og at det lykkes over al forventning er næsten unødvendigt at sige.

Moralen vendt på hovedet

Jesus Francos film Eugenie, med manuskript af producenten Harry Alan Towers (under pseudonymet Peter Welbeck), er inspireret af de Sades bog, men er ikke en decideret filmatisering. Dels er handlingen flyttet til filmens samtid, dels er Eugenie i filmen et offer og ikke, som i bogen, til sidst vundet over på hedonisternes side. Dette er en ændring af de Sades morale, som minder om den, vi også så i Francos Marquis de Sade: Justine (1969), der også havde manus af Towers, og hvis slutning fuldkomment underminerer hele de Sades anti-Rousseaus’ke projekt.

I filmen er Eugenie (spillet af svenske Marie Liljedahl) datter af en forretningsmand og en dydig pige. Hun er imidlertid blevet udset som offer af en gruppe hedonister under ledelse af den skumle Dolmance (Christopher Lee i en meget lille birolle). En af gruppens medlemmer, Madame de St. Ange (Maria Rohm), har etableret et venskab med Eugenie og får overtalt hendes forældre til, at Eugenie må komme og tilbringe weekenden på den ø, hvor hun bor sammen med sin stedbror Mirvel.

Her er det planen, at Eugenie skal seksuelt udnyttes og i sidste ende slås ihjel, men desværre for Madame de St. Ange viser det sig, at Dolmance har lagt andre planer. Selv om Eugenie bl.a. bedøves og voldtages af den ynkelige Mirvel og udsættes for sadistisk afstraffelse af Dolmances gruppe, er det ikke hende, der ender død. Dolmance har ændret en smule på manuskriptet, så det i stedet er Madame de St. Ange, der ender død (i øvrigt sammen med brormand), mens Eugenie efterlades som syndebuk på øen.

Moralen her må være, at man skal passe på, hvilke slags mennesker, man indlader sig med! Og den ligger temmelig langt fra de Sades libertinske budskab, der i øvrigt senere er blevet tolket som en politisk allegori.

Rendyrket sexploitation

Med andre ord har Harry Alan Towers taget markisens bog, vendt den totalt på hovedet og skabt en film, hvis form står fuldstændig i modsætning til dens særdeles konservative morale. Lidt i stil med den ekstremt konservative seksualmoral, der faktisk udtrykkes i langt de fleste slasherfilm og indtil flere af de senere års såkaldte torture porn-gysere med Hostel (2005) som det vel nok bedste eksempel på, at sex er noget farligt, farligt noget.

Med andre ord kan man godt tillade sig at sige, at det gør anvendelsen af de Sade som forlæg til et rent PR-stunt og dermed Eugenie til en rendyrket sexploitationfilm. Og det er der sådan set intet i vejen for – det betyder bare, at man lige så lidt som Marquis de Sade: Justine skal anse Eugenie som en trofast adaptering af kildematerialet.

Spørgsmålet bliver så, hvordan Eugenie klarer sig som (s)exploitationfilm? Ikke så ringe endda er svaret, men det er ikke så meget på grund af den yderst sparsomme handling eller de deciderede exploitationscener. Sidstnævnte er ellers en del mere saftige end i f.eks. Marquis de Sade: Justine, hvor nøgenheden og hele det erotiske anstrøg faktisk var håndteret udpræget sobert. Det er de bestemt ikke i Eugenie. Her er nøgenheden en del mere eksplicit, og stemningen er langt mere ond og dermed fint i overensstemmelse med filmens karakter af exploitation.

Det der i virkeligheden gør Eugenie seværdig er den syrede stemning, Francos billeder ofte skaber, blandt andet i anvendelsen af den samme udsyrede lyssætning, der stedvist blev brugt i Justine. Særligt rød bliver brugt meget i Eugenie, bedst i en nærmest David Lynch’sk scene, hvor Eugenie ligger bedøvet på sengen og Mirval i en lang sekvens står og åbner og lukker gardinet. Åbner og lukker gardinet. Åbner og lukker gardinet. Mere af den slags havde gjort Eugenie til en endnu mere interessant – men unægteligt også betydeligt mærkeligere – film.

Man må til gengæld også trækkes med nogle af Francos mere besynderlige stilvalg – f.eks. gentagne uskarpe indstillinger, og vel at mærke ikke kun på steder, hvor uskarpheden anvendes til at camouflere full frontal nudity (sådan som han bl.a. anvendte denne metode i Der heiße Tod fra 1969). Nej her får vi f.eks. pludseligt uskarpe indstillinger, når kameraet ellers blot viser os udsigten ud over vandet fra den store villa, hvor Madame St. Ange bor. Alternativet er naturligvis, at uskarpheden i disse indstillinger skyldes en fuld kameraoperatør, men det virker mærkeligt om disse fejl så ikke skulle være fanget i tide til at man kunne lave nogle nye skud.

Svært ved at holde gryden i kog

Problemet for Franco ligger i Towers’ manuskript, der har lidt svært ved at holde gryden i kog. I Justine gik det, fordi filmen fungerede fint som en række løst sammenstrengede tableauer, men i Eugenie har Towers tydeligvis haft lidt svært ved at finde på ting, de tre hovedpersoner kunne foretage sig, indtil Dolmance og resten af hedonisterne indfinder sig. Det giver sig udslag i en del mere eller mindre motiveret nøgenhed (hovedsageligt mindre), og i en exploitationfilm er det jo aldrig dårligt. Og når det i høj grad handler om Marie Liljedahl er det slet ikke så ringe endda.

Men det skaber en film med en haltende dynamik, der kun glimtvist liver op. Derfor er man også glad for, at filmen har en spilletid på kun cirka 80 minutter, for meget mere kunne Towers’ spinkle manus ikke holde til.

Og netop derfor ærgrer man sig måske også lidt ekstra over, at Towers ikke forholdt sig tro over for de Sades morale, for det havde skabt en helt anden film, der med Franco bag kameraet sagtens kunne have været en særdeles slagkraftig cocktail. Hvis det afsluttende orgie havde endt med Eugenies endelige moralske ødelæggelse og at hun havde sluttet sig til Dolmance og hans venner, havde den i øvrigt frie fortolkning af forlægget været langt mere acceptabel. Desværre slutter filmen mere med en klynken end med et brag, og det betyder, at Eugenie måske nok er en stedvist underholdende og ganske sleazy exploitationfilm, men også at den er langt mindre interessant end den kunne have været.

Eugenie er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 56 | 13/06/2010