Bind tre i Marvels serie af prismæssigt overkommelige opsamlinger af X-Men-hæfter opsamler Uncanny X-Men #145-161 (maj 1981-september 1982) samt X-Men Annual #5-6 (oktober 1981, november 1982) og Avengers Annual #10 (august 1981).
Inklusionen af Avengers Annual #10 skyldes ikke bare, at X-Men optræder i historien, men også at historien introducerer nogle vigtige begivenheder og plottråde, der følges op på i de efterfølgende X-Men-hæfter.
Bl.a. er det i Avengers Annual #10, at Rogue introduceres, og hæftet fortæller også baggrunden for, hvorfor den tidligere Ms. Marvel, Carol Danvers, herfra og frem til X-Men #171 er løseligt associeret med X-Men.
Meget lig sine to forgængere
Derudover er Essential X-Men Vol. 3 meget lig sine to forgængere – en blanding af fortløbende historier, der løber over flere hæfter, og enkeltstående historier, der afsluttes i samme hæfte.
Dog er det tydeligt, at forfatteren, Chris Claremont, på dette tidspunkt hældte mest mod de fortløbende historier, ligesom der konstant er en fornemmelse af sammenhæng fra det ene hæfte til det næste. Sidstnævnte er dog ingenlunde noget nyt; det prægede serien lige fra genstarten i 1975.
Der er da heller ingen tvivl om, at det de fortløbende historier, der er af højest kvalitet. Blandt de relativt få one-offs finder vi bl.a. #159 (juli 1982), hvor Storm kommer i kløerne på Dracula, i øvrigt en plottråd, der først finder sin reelle afslutning i X-Men Annual #6 (november 1982).
Godt nok er Dracula en Marvel-karakter, der endda havde sin egen serie fra 1971-79, og som har gæsteoptrådt i adskillige andre Marvel-titler, men dette til trods føles det bare helt skævt at blande Dracula og X-Men sammen. De to hæfter med Dracula er uden tvivl bindets svageste.
Alien-lignende rumvæsner
De første tre numre af Essential X-Men Vol. 3, #145-147 (maj -juli 1981) er en fortløbende historie, hvor X-Men første gang krydser klinger med De Fantastiske Fires nemesis Doctor Doom. Som en biperson møder vi én af X-Mens tidligere modstandere, lejemorderen Arcade, hvis “forlystelsespark” Murder World også spiller en rolle.
Hellfireklubben vender tilbage som X-Mens modstandere i #151-152 (november-december 1981), men den længste kontinuerlige historie involverer nogle helt nye skurke. I #154 (februar 1982) bliver X-Men involveret i forsøget på at stoppe et kup mod kejserinde Lilandra, som vi første gang mødte i #97 (februar 1977).
Lilandra er ikke bare kejserinde af det galaktiske Shi’ar-imperium; hun er også – efter de tidligere begivenheder – professor Xaviers store kærlighed. Men nu er der for alvor ugler i mosen: Lilandras skurkagtige søster, Deathbird, har rottet sig sammen med de Alien-lignende rumvæsner The Brood for at afsætte Lilandra og tage magten for sig selv.
Desværre er The Brood en større mundfuld, og det er faktisk dem, der viser sig at være X-Mens største fjende over de næste tre numre, foruden en god stribe hæfter, der opsamles i Essential X-Men Vol. 4.
Ikke den store personudvikling
Det grundlæggende hold af X-Men er det samme, vi mødte i det foregående opsamlingsbind. X-Men ledes fortsat af professor Xavier. Den daglige teamleader er Ororo Munro (Storm), efter at Scott Summers (Cyclops) forlod gruppen i #138 som følge af Jean Greys død.
Resten af gruppen består af Piotr Rasputin (Colossus), Kurt Wagner (Nightcrawler), Logan (Wolverine) og Kitty Pryde (Sprite), og der er gæsteoptrædener af både Bobby Drake (Iceman) og Warren Worthington (The Angel).
De to sidstnævnte, to af de oprindelige medlemmer af X-Men, er dog kun med i et par hæfter; The Angel ønsker ikke at være en del af holdet, når Wolverine er der og Bobby Drake hives kun ind i et nødstilfælde.
Ret hurtigt vender Scott Summers dog tilbage til teamet; han er fast mand igen fra X-Men Annual #5 og optræder således i de fleste af de hæfter, der opsamles i Essential X-Men Vol. 3.
Der sker ikke den voldsomme udvikling med personerne. Dog har Kitty Pryde nu vænnet sig til Kurt Wagner, som hun indledningsvist var bange for, og da Corsair, aka Christopher Summers, vender tilbage til Jorden i #154 (februar 1982) finder Scott Summers ud af, at Corsair er hans far.
Dette medfører en del sjæleransagelse hos Cyclops, hvis selvopfattelse som forældreløs nu bliver slået i stumper og stykker.
Magneto-retcon
Den største forandring blandt X-Men-universets personer sker dog med Magneto. Det er således i #150 (oktober 1981), at Magnetos baggrund som Holocaust-overlever første gang introduceres. Det er også her, Magnetos motiv for at ville overtage verdensherredømmet – for at beskytte mutanter mod et nyt Holocaust – præsenteres.
Der kommer yderligere kød på Magneto i #161 (september 1982), hvor en stor del af hæftet består af et flashback. Mens Professor Xavier ligger i koma som følge af begivenhederne i #157 (maj 1982) udfoldes en historie fra “for 20 år siden”, hvor han første gang mødte Magneto – der her kalder sig Magnus – på en klinik for Holocaust-overlevere i Israel.
Her fungerer Magnus som én af lægerne, men i løbet af historien afslører han sig som mutant og giver yderligere baggrund for sin holdning om, at det er op til mutanterne at beskytte sig selv mod en menneskehed, der er dem fjendtligt indstillet.
Her bevæger Chris Claremont sig ud i en ganske voldsom retcon, for hidtil har vi på intet tidspunkt hørt om, at Professor X og Magneto har en fortid som venner. Som sådan er det en både kluntet og ikke synderlig troværdig retcon.
Fremadrettet har det imidlertid den klare fordel, at det gør Magneto til en langt mere interessant skurk, fordi hans motiver er langt mere menneskelige end den banale superskurk han var, da vi første gang mødte ham, helt tilbage i X-Men #1 (september 1963).
Der skal dog gå endnu en rum tid, inden vi møder Magneto som X-Mens allierede; det sker først i Marvel Graphic Novel #5: God Loves, Man Kills (januar 1983), der er inkluderet i Essential X-Men Vol. 4.
Cockrum tilbage som primær tegner
Fra #145 var den primære tegner på serien igen Dave Cockrum (1943-2006), der samen med Chris Claremont havde været med til at genstarte serien i 1975 og fungerede som primær tegner fra genstarten med Giant Size X-Men #1 (maj 1975) og frem til og med #107 (oktober 1977).
Cockrum fortsatte som primær tegner fra #145 til og med #164 (december 1982). Enkelte numre i perioden blev tegnet af Jim Sherman, Bob McLeod, Bill Sienkiewicz og Brent Anderson. Derudover stod Bill Sienkiewicz og Brent Anderson hver bag én af de to X-Men Annuals.
Avengers Annual #10 var tegnet af Michael Golden, der sammen med Claremont krediteres som skaberen af Rogue.
Dave Cockrum havde virkelig godt styr på både personerne og universet, og når man kigger tilbage på seriens storhedstid, i starten af 1980’erne, er det klart en smagssag, om man foretrækker John Byrnes eller Dave Cockrums streg. På mange måder minder de to tegneres stil meget om hinanden.
Af de øvrige tegnere er det særligt Michael Goldens streg, der for alvor skiller sig ud. Mens der bestemt er små forskelle mellem Cockrums streg og den, vi finder i hæfterne med tegninger af Jim Sherman, Bob McLeod, Bill Sienkiewicz og Brent Anderson, er det alligevel tydeligt, at de fire lægger sig ganske tæt op ad Cockrum.
Michael Goldens streg er mindre tilstræbt naturalistisk, bl.a. med store, overdrevne “tegneserie”-øjne på flere af figurerne, og hans paneler er også ofte langt mere proppede; med detaljerede baggrunde og mange figurer. Derudover er panelerne også ofte mere dynamisk tilrettelagt end f.eks. Cockrums mere konservative layout.
Inklusionen af Michael Golden med Avengers Annual #10 er et friskt pust i Essential X-Men Vol. 3, selvom dette på ingen måde skal forstås som en kritik af Cockrum og de andre tegnere, der er repræsenteret.
Superhelteunderholdning på voldsomt højt niveau
Essential X-Men Vol. 3 er måske ikke helt på højde med Vol. 2, hvor vi både fik Dark Phoenix-sagaen og Days of Future Past, men det er fortsat superhelteunderholdning på et voldsomt højt niveau. Og så er det stadig rigtig sjovt at følge serien kronologisk – også selvom der ikke sker den voldsomme udvikling med hovedpersonerne i denne omgang.
Forfattere: Chris Claremont
Tegnere: Dave Cockrum, Michael Golden, Brent Anderson, Jim Sherman, Bob McLeod, Bill Sienkiewicz
Forside: Dave Cockrum
Format: Paperback
Længde: 536 sider
Indeholder Uncanny X-Men #145-161 (maj 1981-september 1982), X-Men Annual #5-6 (oktober 1981, november 1982) og Avengers Annual #10 (august 1981).
Udkom første gang på forlaget Marvel i 2001. Den anmeldte udgave udkom på forlaget Marvel i 2010.
Anmeldt i nr. 138 | 13/04/2017
Stikord: Superhelte, X-Men
