Marvel havde forsøgt at vende skuden ved at bringe Jim Steranko ombord som tegner på #50-51 (se vores anmeldelse af Essential Classic X-Men Vol. 2), og de to numre markerede da også en tiltrængt visuel saltvandsindsprøjtning med Sterankos moderne og dynamiske streg. Det var dog en kort fornøjelse; efter kun to numre var Don Heck og Werner Roth tilbage, hvilket markerede en tilbagevenden til en mere konservativ tegnestil.
Essential Classic X-Men Vol. 3 indeholder 13 numre af X-Men (#54-66) foruden et enkelt nummer af Amazing Spider-Man (#92), to numre af Incredible Hulk (#150 og #161), et enkelt nummer af Marvel Team-Up (#4) og syv numre af Amazing Adventures (#11-17).
Det første hæfte i dette bind (#54) er skrevet af Arnold Drake og tegnet af Don Heck og Werner Roth. Fra og med #55 overtager Roy Thomas forfattertjansen, stadig med Heck og Roth som tegnere, men fra og med #56 ligger tegningerne i hænderne på Neal Adams. Indledningsvist udfører Adams tegnearbejdet i samarbejde med Roth (til og med #57), men derefter er Adams enekrediteret som ”penciller”.
Roy Thomas var naturligvis ingen novice indenfor X-Men (han skrev også #20-43), og hans arbejde på seriens sidste numre (#65 er dog skrevet af Dennis O’Neil) er selvfølgelig solidt, men også forudsigeligt konservativt. Som sådan er der ikke den store forskel på de numre, der er skrevet af Arnold Drake og de numre, Roy Thomas står bag. Ifølge Thomas var det i øvrigt Neal Adams, der stod bag de fleste af hæfternes plot under deres samarbejde.
Udskiftningen af Don Heck og Werner Roth med Neal Adams er til gengæld en lidt mere mærkbar forandring. Selvom Adams’ stil ikke er helt så progressiv som Jim Sterankos, så er hans streg alligevel mere frisk end Don Heck og Werner Roths noget stive og meget pæne stil. Adams’ streg ligger i direkte forlængelse af den stil, Heck og Roth gennem mange numre havde etableret, men både måden at inddele siderne på og tegningerne i sig selv er alligevel betydeligt mere dynamisk.
Adams (f. 1941) er nok især kendt for sit arbejde for DC Comics på både Superman– og Batman-serierne, men lavede i slutningen af 1960’erne og de tidlige 1970’ere også en del arbejde for Marvel; foruden X-Men tegnede han bl.a. også enkelte numre af The Avengers og Amazing Adventures.
Med to undtagelser stod Adams for tegningerne fra #56 og indtil serien stoppede med #66; den ene undtagelse var #64, tegnet af Don Heck; den anden var seriens afsluttende nummer, hvor Sal Buscema trådte til. Buscema (f. 1936), bedst kendt for sit lange engagement som tegner af The Incredible Hulk, afslutter serien med manér, men hans streg lægger sig klart op ad den mere konservative Heck/Roth-stil.
Indholdsmæssigt fortsætter stilen uændret fra de første 53 hæfter, men alligevel er der optræk til en højere grad af dynamik – både i de enkelte hæfter og på den længere bane. I forhold til mange af de tidligere numre, hvor hvert enkelte hefte udgjorde én sluttet historie, er der i seriens sidste 12 numre flere historier, der løber over flere hæfter, ligesom introduktionen af nye karakterer giver serien et frisk pust.
Historier, der forløber over flere numre, er selvfølgelig ikke nyt, men det er til gengæld den måde, én historie nærmest ubemærket glider over i en ny. Tidligere startede og sluttede de fleste historier med, at The X-Men var hjemme i New York. Her blev en ny trussel så identificeret, som vores helte tog sig af, inden de vendte hjem igen. Nu løber historierne i langt højere grad over i hinanden og skaber fornemmelsen af ét langt narrativ, og det er i meget høj grad med til at gøre serien mere dynamisk og interessant.
En af de nye karakterer, der spiller en væsentlig rolle i seriens sidste 12 hæfter, blev faktisk allerede introduceret tilbage i #49 og var meget vigtig for handlingen i #50-52, nemlig Lorna Dane aka Polaris, der fra og med #60 blev en del af The X-Men. Frk. Dane kan kontrollere magnetisme, ligesom Magneto, og det er måske ikke helt tilfældigt…
En anden vigtig karakter, der introduceres i de sidste 12 hæfter, er Scott Summers’ bror Alex, der introduceres i #54. Alex har på det tidspunkt ikke manifesteret nogen mutantevner, men i løbet af de to historier, der løber af stablen i #54-58, bliver Alex Summers bevidst om sine mutantevner og får sit kodenavn Havok. Havoks evner er at kunne udløse enorme mængder af energi, som han dog kæmper med at kunne kontrollere.
Endelig er det også i seriens sidste numre, at vi bliver introduceret for Sunfire (#64), der indledningsvist blot er endnu en skurk, The X-Men kommer op imod. Helt så simpelt forholder det sig dog ikke, og da serien blev genoplivet i 1975 var japanske Sunfire faktisk én af de første medlemmer af det nye hold af X-Men.
På skurkesiden er de sidste 12 numre befolket af en blanding af gamle kendinge og nye baddies, som The X-Men må besejre. I den første historie, der løber fra #54-56 kommer vores helte op imod en ny skurk, ægyptologen Ahmet Abdol, der i sin skurkeskikkelse kalder sig The Living Pharaoh.
Andre nye modstandere er bl.a. Sauron, aka Karl Lykos, der i sin ungdom var blevet bidt af muterede pterodaktyler (!). Senere fandt han ud af, at han kunne dræne andre væsners livskraft, hvorved han skiftede skikkelse til pterodaktyl og bl.a. fik stærke hypnotiske evner! Navnesammenfaldet med hovedskurken fra Tolkiens The Lord of the Rings (1954-55) er ikke tilfældigt – Lykos vælger med vilje navnet, fordi han i skikkelse af pterodaktylen er så ond, at Sauron er det eneste navn, der kan rumme hans ondskab! Nuvel, lidt cheesy er det nu alligevel.
Opgøret med Sauron bringer i øvrigt The X-Men tilbage til The Savage Land (det Lost World-agtige jungleland skjult på Antarktis), som de første gang besøgte i #10. Her møder de igen deres gamle ven Ka-Zar, og opholdet i The Savage Land bringer dem direkte i konfrontation med en anden gammelkendt modstander, Magneto himself! Andre gammelkendte skurke, The X-Men kommer op imod i de sidste 12 numre, er en ny generation af Sentinels – nu under kontrol af Bolivar Trasks søn Larry, der er ude på at hævne sin faders død.
Helt principielt er der intet nyt under solen i de sidste 13 hæfter af X-Men, men kombinationen af Neal Adams’ mere dynamiske tegnestil og den måde, historierne mere uproblematisk glider over i hinanden, gør alligevel læseoplevelsen betydeligt mindre tung end de to foregående bind af Essential Classic X-Men. Også introduktionen af de nye karakterer giver seriens sidste numre mere energi, og helt generelt var X-Men på rette vej, da Marvel med #66 valgte at lukke serien ned.
Det sker umiddelbart efter sejren over Z’Nox-rumvæsnerne, der udgør den sidste nye trussel i denne omgang af X-Men. Det lykkes imidlertid kun X-Men at besejre de invaderende rumvæsner med hjælp fra… chok! … Professor Xavier, som ellers havde været ”død” siden #42! Professoren vender tilbage i #65 og med sejren over Z’Nox-racen slutter serien lykkeligt med et ”And they fought happily ever after…??”.
Men som sagt er X-Men #66 ikke det sidste hæfte, der er genoptrykt i Essential Classic X-Men Vol. 3. Det skyldes, at Marvel selvfølgelig ikke kunne lade karaktererne fra X-Men ligge helt, og i de resterende hæfter i bindet støder vi på flere af The X-Men, selvom vægten ligger på Henry ”Hank” McCoy, aka Beast.
I de syv numre af Amazing Adventures (begyndende med #11, marts 1972) følger vi således Hank McCoy, der forlader The X-Men for at forfølge en karriere hos forskningsinstitutionen The Brand Corporation. Her lykkes det ham at finde frem til den kemiske baggrund for mutation. Som en anden Dr. Jekyll tester McCoy opløsningen på sig selv, hvilket får ham til at ændre skikkelse til en mere dyrisk form af sig selv – den behårede blå udgave af Beast, som vi bl.a. kender fra den tredje X-Men-film, X-Men: The Last Stand (2006), og fra X-Men: First Class (2011).
Desværre for Hank får han indtaget ”modgiften” for sent, hvilket betyder, at han sidder fast i den dyriske skikkelse. I striben af Amazing Adventures kommer Beast ud for en række eventyr og møder en del andre Marvel-karakterer, bl.a. Iron Man og en gruppe gammelkendte skurke bl.a. Juggernaut, The Blob og Unus the Untouchable.
Beast optræder også i Incredible Hulk #161, og med dette nummer slutter Beasts historie for nu – senere bliver han medlem af The Avengers (fra Avengers #137, juli 1975), og det er i denne kapacitet, vi møder ham igen, efter at X-Men genopstår i 1975. Men det er en anden historie.
Andre X-Men-medlemmer, der dukker op i andre hæfter, er Iceman, som vi møder i Amazing Spider-Man #92 og Lorna Dane og Alex Summers, aka Polaris og Havok, som kommer op mod The Hulk i The Incredible Hulk #150. Endelig er der et decideret team-up mellem Spider-Man og X-Men i Marvel Team-Up #4, hvor de bekæmper Morbius.
Især Hank McCoys story-arc, der forløber over de syv numre af Amazing Adventures, er en solid omgang historiefortælling, skrevet af Gerry Conway (#11) og Steve Englehart (resten) og tegnet af Tom Sutton (#11-15), Marie Severin (#16) og Jim Starlin (#17). De er med til at lukke Essential Classic X-Men Vol. 3 med stil, og ligesom med de sidste 12 numre af selve X-Men-serien sidder man tilbage med en fornemmelse af en mere dynamisk fortælleform, som klart giver lyst til at læse mere.
Ikke desto mindre var det efter X-Men #66 fra marts 1970, slut med X-Men i en årrække. Serien fortsatte dog med at udkomme, men #67-93 var genoptryk af gamle hæfter. Først med Giant-Size X-Men #1 fra maj 1975 genopstod serien og da med helt nye kreative kræfter. Det kan I læse nærmere om, når vi indenfor den nærmeste fremtid anmelder Essential X-Men Vol. 1, der opsamler Giant-Size X-Men #1 og X-Men #94-119.
For så vidt kan man sagtens starte med at læse X-Men fra og med de numre, der findes i Essential X-Men Vol. 1, men det ændrer ikke på, at de tre bind med det oprindelige X-Men-team er underholdende tegneserielæsning, også selvom de tre massive bind af og til kan være lidt tunge at komme igennem, når man læser dem som binge-reading.
Derudover er det spændende at følge serien over de syv år, der dækkes af #1-66, fordi man på den måde også kan følge de subtile ændringer i både historier, plotstruktur og tegnestil – fra det meget simple, naive og ”ufarlige” til det noget mere udfordrende, både i forhold til, hvad man kan tillade sig at gøre i historierne og – mere interessant – i forhold til, hvad man kan tillade sig rent visuelt, ikke mindst i fremstillingen af seriens kvindelige figurer.
Det er ikke vildt store ændringer, der sker fra hæfte til hæfte, men sammenligner man de første hæfter med de sidste, er der sket betydelige ændringer, som også tegner et portræt af, hvordan superheltegenren udvikler sig igennem 1960’erne. De massive ændringer kommer selvfølgelig først med seriens genopstandelse i 1975, der også grundlægger X-Men-seriens status som én af Marvels hovedsøjler. Men er man historisk interesseret, er de tre første Essential-bind uomgængelig læsning.
Anmeldt i nr. 105 | 13/07/2014
Stikord: Mutanter, Superhelte, X-Men
I denne måneds leder skriver Jacob Krogsøe om... en julekalender?
Edgar Wrights overnaturlige thriller om den unge kvinde Ellie, der på sit værelse i Soho…
Alfred Hitchcocks thriller om reklamemanden Thornhill, der uforvarende bliver viklet ind i en kompliceret og…
Demi Moore og Margaret Qualley er fantastiske i den groteske og absurde The Substance, der…
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
