Planet Pulp

Epidemic (1987) startede som et væddemål mellem instruktøren Lars von Trier og filmkonsulenten Claes Kastholm Hansen: Trier mente, at han kunne lave en dansk spillefilm for en million danske kroner. Resultatet blev en lowbudgetgyser, hvor von Trier og forfatteren Niels Vørsel selv spiller hovedrollerne samt fungerer bag kameraet.

Der er en tydelig stilmæssig forskel på Triers første spillefilm Forbrydelsens element (1984) og Epidemic. Hvor den første films billedside var spækket med flotte og velovervejede kameraindstillinger, er Epidemics billedside mere en forgænger til, hvad der senere skulle blive til Dogmereglerne; kameraet er placeret, hvor skuespillet sker, og der bruges ikke kunstig lyssætning eller efterarbejde med hverken billeder eller lyd.

Nu har Trier også kun haft en lille million at arbejde med – selvom Claes i ekstramaterialet nævner, at det færdige budget nok var omkring 70.000 over – så det betyder, at der er arbejdet under skrabede forhold. Derfor er det meste af filmen også skudt på 16 mm i sort/hvid med blot nogle få skud på 35 mm. Det giver filmen en helt speciel stil og gør, at den skiller sig stærkt ud fra både Forbrydelsens element (1984) og Europa (1991), der danner ramme om Epidemic i Triers Europatrilogi.

Det glemte manuskript og filmen i filmen

Historien er ganske simpel: Instruktøren Lars og manusforfatteren mister deres manuskript ”Kommissæren og Luderen”, da deres computer går ned og æder de nogen-og-tohundrede sider fem dage før deadline med filmkonsulenten Claes. Da de to kunstnere sætter sig ned for at genskrive manuskriptet, kan ingen af dem rigtig huske, hvad der skete hvornår, og de beslutter sig derfor sig at starte på et helt nyt.

Titlen på det nye manuskript bliver ”Epidemic” og handler om en sygdomsepidemi, der hærger et fremtidigt Europa, hvor samfundets stærkeste individer har isoleret sig fra resten af omverdenen. Her følger vi lægen Dr. Mesmer (Lars von Trier igen), der tager ud i verden for at prøve at finde en kur imod den farlige sygdom. Men det viser sig i et twist, at sygdommen kun eksisterer inden for byens egne mure, og Mesmer er den eneste immune for denne pest, men samtidig også en smittebærer, der tager sygdommen med ud i resten af verden.

Som publikum ser vi indimellem nogle klip fra filmen, som de to kunstnere er ved at skrive. Dette ser vi igennem Lars’ indre blik, og forestillinger om hvordan den skal visualiseres. Disse klip er også filmet i sort/hvid, men adskiller sig fra de andre ved at være filmet i 35 mm og er visuelt meget pænere at se på end resten.

Imens Lars og Niels skriver manuskriptet, hvor de blandt andet tager et smut til Tyskland for at finde en speciel tube tandpasta, er de så dybt optaget af deres research og skriveri, at de ikke ligger mærke til, at en virkelig epidemi langsomt er ved at bryde ud i takt med at manuskriptet nærmer sig sin deadline. Det er først til sidst, under en middag, hvor manuskriptet skal overrækkes til filmkonsulenten, at det går op for dem, hvor alvorligt det står til.

Mere af handlingen skal ikke afsløres, men det skal nævnes, at den sidste scene i Epidemic uden tvivl er filmens mest skræmmende og uhyggelige, hvilket også har været grunden til, at jeg har siddet igennem filmen mere end en gang.

En film om det at lave film

Filmen bliver godt nok solgt som en gyser, men hvis man sætter den på i den tro, at man kommer til at se noget i stil med Antichrist (2009), bliver man slemt skuffet. For ren gyser er Epidemic altså ikke. Den måde kameraet bruges og historien om de to filmfolk får det hele til at føles mere som en dokumentar omkring arbejdet med en film end en egentlig spillefilm. Måden er selvfølgelig meget eksperimenterende, og man kan vel se det som en stiløvelse, hvor Trier afprøver nogle af de dogmer, han senere brugte til fulde i Idioterne (1998).

Filmen har fået mange hug igennem tiden, og mange af disse skyldes netop den stil, som Trier forsøger at benytte. At mange af de anmeldere, der gav den hug, så senere lovpriste hans Dogmeregler og Dogmefilmen som genre siger lidt om, hvordan Trier og hans film med tiden måske er blevet en form for ”Kejserens nye klæder” i filmbranchen, hvor man lovpriser alt, så længe Trier er krediteret som instruktør. At filmen ikke blev så godt modtaget har måske også noget at gøre med, at anmelderne havde sat næsen op efter en Tarkovsky-pastiche i stil med hans forrige film.

Handlingen er for tynd

Den røde tråd igennem Epidemic er meget tyndt spundet op over de 106 minutter, filmen varer, og det er ikke ligefrem alt, der er hamrende interessant. Historien om Lars og Niels’ arbejde virker meget godt i nogle scener, som f.eks. da de sammen udvikler historiens struktur ved at male en tidslinje på væggen, eller da de er på research på biblioteket.

Andre steder nærmer filmen sig det næsten ligegyldige og kedelige, som da de kører til Tyskland for og dissekere en tube tandpasta for at se, hvordan tandpastaen ser ud indeni eller da Vørsel fortæller om hans brevudveksling med nogle amerikanske piger. Det er ikke alle tingene, der er hamrende interessante og heller ikke alt, der er interessant for filmens forståelse – her er scenen med Udo Kier et fremragende eksempel. Kier fortæller en historie om hans fødsel, som hans mor fortalte ham, kort før hun døde. Historien er gribende og godt spillet, men den har ikke meget at gøre med det overordnede plot, så det virker som fyld.

Jeg kender flere Trier-fans, der er helt vilde med Epidemic, og det skal de selvfølgelig have lov til. Personligt fik jeg ikke meget ud af filmen, men fandt den kedelig og historien ret ”flydende”, hvor den gennemgående historie ikke rigtig vil sige noget. Trier har lavet mange bedre film, så hvis man kun skal se én Trier film, vil jeg springe Epidemic over.

Fire år efter Epidemic kom Triers sidste kapitel i hans Europatrilogi, Europa (1991), hvor Trier skaber endnu en film, der ikke helt ligner det vi så i Forbrydelsens element (1984). Her er han tilbage i sadlen igen, og filmen fik en god modtagelse af både anmeldere og publikummer.

Hele trilogien er udgivet i en 4-disc “Hypnotic Edition”, der også byder på en masse ekstramateriale. Er man interesseret i dansk film, er denne boks et must, da Triers film (om man vil det eller ej) har betydet en stor del for vores lands filmkultur. På skiven med Epidemic finder man også under ekstramaterialet Triers afgangsfilm Befrielsesbilleder (1982).

Anmeldt i nr. 56 | 13/06/2010

Stikord: Danmark, Epidemi, Intertekstualitet, Sygdom, Trilogi