Planet Pulp

Da jeg begyndte at lytte til filmmusik for næsten 30 år siden – jeg købte mit første score i foråret 1990 – var der naturligvis intet internet.

Jeg boede i Ringkøbing, og selvom byen på det tidspunkt havde en glimrende bladkiosk, der også førte udenlandske magasiner, var filmmagasiner ikke lige noget, der var på min radar. Empire Magazine var godt nok lige begyndt at udkomme i 1989, men jeg ved faktisk ikke, om kiosken førte det.

Til gengæld brugte jeg på fast basis mine lommepenge på danske og udenlandske computerblade, bl.a. det nu hedengangne Computer and Video Games og danske magasiner som SOFT, Games Preview og COMputer – men det er en historie til en anden gang.

Jeg erindrer dog, at jeg fik fingre i et enkelt nummer af det nu også hedengangne Levende Billeder (vistnok i forbindelse med en artikel om Twin Peaks, som jeg volddyrkede, da serien kørte første gang i dansk tv i 1990-91).

Min pointe med denne lille historie er såmænd så enkel som dette: For en provinsdreng som mig var mange af Hollywoods store ansigter blanke. Hvis man var heldig kunne man måske i en avis støde på et foto af én af de helt store kanoner som f.eks. Steven Spielberg, men derudover havde jeg ingen anelse om, hvordan mange af instruktørerne så ud. Eller komponisterne.

Først da jeg startede på universitetet i sensommeren 1996 fik jeg adgang til internettet, hvilket gav mulighed for at støvsuge nettet for alt, jeg kunne finde om filmmusik. Det var lidt af en åbenbaring endelig at få sat ansigt på en mand som f.eks. John Williams, hvis musik jeg på det tidspunkt havde dyrket intenst i flere år.

I dag er det et spørgsmål om en hurtig søgning, og så ved man, hvordan snart sagt enhver person ser ud. Og i takt med, at nettet er blevet udbygget, er et hav af andre muligheder dukket op.

YouTube og andre hjemmesider er f.eks. spækket med interviews med komponister, både gamle og nye. Nu behøver man ikke nøjes med at se et billede; nu kan man faktisk høre dem tale, og det giver – for mig i hvert fald – et helt anderledes indtryk af mennesket bag musikken.

Jeg elsker at se interviews med komponister. Uanset om det er gnavne gamle John Barry, der er så ærlig, at man virkelig godt kan forstå, at han skal have været svær at arbejde sammen med eller det er den ekstremt professionelle, høflige, lavmælte John Williams, der virker så selvudslettende, at man tror, det er løgn.

Det seneste interview, jeg er stødt på, er med den fantastiske Christopher Young, som næppe har nogen introduktion behov – i hvert fald ikke blandt inkarnerede filmmusikfans. Men for the record: Young er manden bag et hav af forrygende horrorscores, men hans talenter rækker langt videre, og han har også begået glimrende scores til komedier, dramaer, actionfilm osv.

Det er et interview, foretaget af den ekstremt dygtige filmmusikjournalist Jon Burlingame, og hele interviewet varer tæt på 3 timer! Ikke desto mindre er det et interview, der al tiden værd. Young øser ud af sin viden om filmmusik og fortæller åbent og ærligt om sin vej ind i filmmusikken og arbejdet i Hollywood, ligesom der kommer mange gode anekdoter om hans arbejde på forskellige film.

Dem, jeg kender, som har været så heldige at møde Christopher Young, fortæller samstemmende, at han er ét af de mest venlige, generøse mennesker, man kan tænke sig. Sådan fremstår han også i interviewet. Og han fortæller med en varme og en entusiasme, der er smittende i en sådan grad, at man ofte sidder med et stort smil.

Her har vi en mand, der har studeret filmmusik under David Raksin, måttet have sin musik godkendt af Sean Connery (scoret til Entrapment, 1999) og som står bag et af de bedste, største og mest gotiske scores, der nogensinde er komponeret til en horrorfilm, Hellraiser (1987) – som naturligvis også bliver berørt i interviewet.

Det er en fornøjelse at opleve komponister tale om deres metier, men sjældent har fornøjelsen været større end her!