Ordet “dokumentar” er måske egentlig ikke helt rammende, da de to programmer nærmere fungerede som en slags kendis-dækning, hvor fokus var lagt på programmernes kendte hovedpersoner, men uden kritisk journalistik. Ja, uden megen journalistik som sådan.
I Elizabeth Taylor in London fortæller Taylor lidt om sit barndoms London og oplæser diverse kendte digte, uddrag af taler m.v. med kendte London-monumenter i baggrunden.
Hvordan Barry endte med at blive hyret til at komponere musikken står ikke helt klart. Barry selv mente, at det formentlig hang sammen med, at producenterne kendte ham, fordi de lejede sig ind i en ejendom i den samme gade, Barry boede i.
Musikken til Elizabeth Taylor in London står på en måde som lidt af et unikum i John Barrys lange karriere, da den stil, han her lægger for dagen, er markant anderledes, end hvad vi ellers kender fra Barrys hånd.
For meget af musikken i scoret er så klassisk Hollywood, som den næsten kan blive. Det dominerende Elizabeth-tema er således som taget ud af en Golden Age Hollywood-produktion – uhæmmet romantisk, nærmest melodramatisk, i sit udtryk og naturligvis primært orkestreret for strygere.
På trods af at Barry senere skulle komme til at levere musik til adskillige i dag klassiske storfilm – Out of Africa (1985) og Dances With Wolves (1990) for blot at nævne to af de mest oplagte – så var musikken til disse film komponeret i et markant anderledes formsprog, der var Barrys helt eget.
Elizabeth-temaet er en på alle måder anden størrelse end Barrys senere episke scores uden at det på nogen måde er ringere af den grund. At Barry var i stand til så fuldstændig uproblematisk at emulere en klassisk Hollywood-stil viser også bare, hvor alsidig en komponist han var – og så endda på et så tidligt tidspunkt i sin karriere.
Elizabeth-temaet, der introduceres i det allerførste cue “Elizabeth in London”, er som sagt klart dominerende og dukker op adskillige gange, også i “Elizabeth Waltz” (nr. 2) og “Lovers” (nr. 6).
Elizabeth-temaet er dog ikke det eneste tema i scoret. Der er også et sekundært tema – London-temaet – der har en mere britisk sensibilitet over sig end det ubestridt amerikanske Elizabeth-tema. Stilistisk set er London-temaet for så vidt en lige så fremmed fugl i Barrys output som Elizabeth-temaet.
Om end det ikke ligefrem er Elgar, så er der en britisk statelighed over London-temaet, der i øvrigt stedvist bærer en fuldstændig overfladisk lighed med den kendte folkemelodi “Greensleeves”.
London-temaet dukker op første gang i “London Theme” (nr. 4), hvor det ligesom Elizabeth-temaet er orkestreret primært for strygere, men i modsætning til Elizabeth-temaet får London-temaet også en mere karakteristisk Barry-behandling i “London Waltz” (nr. 5).
Her er vi på velkendt Barry-territorium, da “London Waltz” byder på et jazzet arrangement af temaet, komplet med flere af Barrys karakteristiske træk – blæsersektionen i cuets midterstykke er således som taget ud af et af de samtidige Bond-scores.
“Fire of London” (nr. 7) er også i flere passager Barry, som vi ellers kender ham fra 1960’erne. Det er scorets eneste deciderede dramatiske cue, og selvom musikken er komponeret som underscore til en passage om Londons brand i 1666, lyder dele af cuet som om også det kunne være taget ud af en Bond-film.
Både den jazzede “London Waltz” og “Fire of London” er dog helt klart undtagelserne fra den generelle regel. Hovedparten af scoret er komponeret enten i det rendyrkede amerikanske formsprog fra Elizabeth-temaet eller med det lidt mere britiske udtryk fra London-temaet.
Et tredje tema, der høres en enkelt gang i “English Garden” er mere legende – bl.a. med fine træblæserpassager – men hører derudover til i den britiske ende af skalaen.
Elizabeth Taylor in London er måske ikke noget særligt varieret score – Elizabeth-temaet er bærende for fire af albummets ni cues og London-temaet for yderligere tre (inklusive den jazzede udgave i “London Waltz”) – men musikken er af høj kvalitet, særligt taget i betragtning at den blev komponeret til en tv-dokumentar.
Hverken Elizabeth-temaet eller London-temaet står som nogle af Barrys stærkeste – langt fra endda – men ikke desto mindre er de begge ganske glimrende, og som sagt fremstår de begge ekstra interessante, fordi de stikker ud i Barrys produktion som noget helt særligt.
Den anmeldte udgave af scoret findes på albummet The Ember Years – Volume One, der foruden de ni cues fra Elizabeth Taylor in London indeholder 11 cues fra spillefilmen Four in the Morning fra 1965.
Lydkvaliteten på skiven, der er udgivet af pladeselskabet Play it Again helt tilbage i 1992, er mildest talt tvivlsom, ligesom der ikke lader til at være tale om det komplette score.
Er man nysgerrig på Elizabeth Taylor in London står man sig derfor bedre i at opspore Él Records’ udgivelse af scoret fra 2005 eller Harkit Records’ udgivelse fra 2014, der i øvrigt også indeholder musikken fra Sophia Loren in Rome.
En tvivlsom lydkvalitet og et par minutters musik fra eller til er dog ikke noget, der i sidste ende gør det store udsving for bedømmelsen af Elizabeth Taylor in London. Der er tale om et solidt og på sin vis ganske imponerende tidligt arbejde af John Barry, men dog ét, der blegner noget i lyset af Barrys senere produktion.
For Barry-fans er scoret dog en obskur lille perle og som sådan er Elizabeth Taylor in London ganske nem for mig at anbefale. Man skal ikke forvente et voldsomt stort filmmusikalsk mesterværk, men det fortæller en del om den unge Barrys spændvidde, at denne musik er komponeret i samme år som From Russia With Love.
Nummerliste:
1. Elizabeth in London (3:27)
2. Elizabeth Waltz (4:31)
3. English Garden (4:54)
4. London Theme (3:18)
5. London Waltz (2:54)
6. Lovers (1:35)
7. Fire of London (4:08)
8. Elizabeth Theme (2:42)
9. London Theme (2:51)
Total spilletid: 30:20
Anmeldt i nr. 132 | 13/10/2016
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
Den første film, der lader de to ikoniske monstre fra Alien- og Predator-filmserierne mødes, er…
Det længe ventede gensyn med Beetlejuice og det bizarre efterliv er heldigvis en fornøjelig oplevelse.…
"Nej. Tingesten kunne måske nok spille et nummer på gehør efter en enkelt gang, men…
Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er…
Tim Burtons anden film hører stadig til blandt hans mest seværdige, med dens unikke blanding…