El Topo

Da El Topo første gang så dagens lys, var det i beskedent omfang. Der var ikke mange biografer, der viste filmen, og de, der gjorde, viste den som midnatsfilm. De sene visninger samt filmens indhold gjorde, at El Topo blev noget af en undergrundsfilm, der ikke ramte det bredere publikum.

Heldigvis fik Allen Klein (Beatles’ producer) og John Lennon øjnene op for dette mesterværk og fik hurtigt stablet en masse opmærksomhed omkring filmen på benene.

Plottet er kringlet, men det lykkedes alligevel for Klein og Lennon at sætte nok i gære til, at folk blev interesseret, og filmen er siden 70’erne blevet dyrket som noget af en kultfilm. Der er sikkert mange, der vil finde El Topo kedelig med dens lange stillestående passager og mystiske plot, men leder man efter en anderledes filmoplevelse, der skal fungere som andet end blot tidsfordriv, bør du straks opsøge Jodorowsky – hvis du da ikke allerede har gjort det.

To dele

Der er skrevet meget om El Topo og Jodorowsky andres, så det er svært ikke at gentage mange af de ting, andre allerede har sagt. Men jeg vil alligevel forsøge mig ud i at formidle filmens plot – uden at afsløre for meget, selvfølgelig. Denne anmeldelse vil ikke fokusere på en egentlig analyse af filmen eller dens budskab – dette vil jeg lade op til den enkelte læser/seer selv at fortolke.

El Topo er delt ind i to dele. I den første del følge vi El Topo (muldvarpen), en sortklædt, langskægget cowboy (spillet af Jodorowsky selv), der, efter at have taget afsked med sin 6-årige søn, tager ud på en ørkenvandring, hvor han redder kvinden Mara fra nogle banditter, der har i sinde at voldtage hende. Hun overtaler El Topo til at drage ud for at finde og besejre de fire mestre, der lever i ørkenen, så han kan blive den bedste i verden – først da vil hun have ham.

På deres færd lærer El Topo kvinden at overleve ved at grave skildpaddeæg op af sandet samt (ved troens hjælp) at frembringe en kilde med rent vand ved at skyde på en gold ørkensten. Halvdelen af filmens spilletid bruges på El Topos jagt på de fire besynderlige mestre, og det lykkedes også for ham at nedkæmpe dem alle.

Drejning

Herefter tager filmen en drejning, og vi forlader nu den sortklædte cowboy, der bliver genfødt på ny, som en slags frelser, hos en stamme af indavlede og svage mennesker, der bor i et bjerg. Hans opgave her bliver at grave en tunnel igennem bjerget, så det invalide folk kan komme ned til en lille by, der ligger på den anden side.

For at få materialer til at hjælpe de svage, må El Topo derfor tigge nede i byen sammen med en kvindelig dværg. I byen møder El Topo sin søn, der siden deres sidste møde er blevet voksen, og nu må de stå ansigt til ansigt, men denne gang er rollerne byttet om.

Fungerer udmærket som helhed

Opsummeringen af plottet hér er skåret meget ind til benet og lyder temmelig håndgribeligt, hvis man ikke har set filmen. Men Jodorowsky tilføjer mange (rigtig mange) religiøse og mystiske elementer, som kan afskrække nogle. De mange karakterer, El Topo møder på sin vej, er én af de ting, som gør filmen markant anderledes.

Den sidste af de fire mestre, som El Topo møder, har givet sin pistol væk i bytte for et sommerfuglenet, der kan stoppe fjendens kugler og sende dem direkte tilbage i deres hjerte. Man kan undre sig over, hvad pokker Jodorowsky tænkte, da han skrev scenen, og den virker stadig en smule fjollet. Men ser man den i sammenhæng med resten af filmen, passer det hele ganske godt sammen. Det er bizart og med garanti noget, du ikke finder i nogen anden film.

På trods af det markante skift midt i filmen, fungerer El Topo udmærket som en helhed. Det er selvfølgelig lidt af et skift, men havde anden del af filmen været som den første, vil resultatet sikkert have været en sær spaghettiwestern og havde nok ikke skabt filmen så stor en kultstatus som den har i dag.

Selvom begge halvdele hænger sammen, kan man ikke lade være med at sammenligne de to. Personligt fortrækker jeg filmens første halvdel, da det er hér, Jodorowsky serverer masser af action, men jeg vil på intet tidspunkt afskære filmens sidste halvdel, da der bliver serveret rigeligt af tankevækkende billeder.

Unik filmoplevelse

Ikke alt giver mening i El Topo, når man sidder og ser den første gang, da den er gennemsyret af symbolik. Her er det så op til den individuelle seer, om man vil grave dybere i filmen og dens symboler og handling, scene for scene, eller om man blot vil se den som en anderledes og fremragende filmoplevelse.

Skiven fra Anchor Bay, der indgår i boksen The Films of Jodorowsky, er med det originale spanske lydspor og en engelsk dub. Naturligvis skal filmen ses, som den oprindelig var tænkt, og det fungerer skam også meget godt. Noget af talen virker en smule mudret, og flere af lydeffekterne er synkroniseret bagefter, hvilket giver en ægte spaghettiwestern-stemning.
Billedet står klart og skarpt, men sammenligner man med den Blu-ray-udgave, der også er ude på markedet, virker DVD’en en smule forældet og ikke helt så flot.

Af ekstramateriale finder man både den originale trailer, et kommentarspor, interviews med Jodorowsky og et fotogalleri. Foruden selve filmen indeholder boksen også en CD med musikken fra både El Topo og The Holy Mountain (1973), så der er rigeligt at komme efter.

Jeg vil her til sidst opfordre alle læsere til, hurtigst muligt, at få set El Topo og meget gerne også andre af Jodorowskys film, da det er en helt unik filmoplevelse, som man ikke finder ret mange steder. Giv filmene en chance og nyd dem som en pause fra Hollywoods idéforladte mainstream-blockbusters.

Anmeldt i nr. 75 | 13/01/2012

Stikord: Western