Planet Pulp

Jeg er målløs. Jeg fattes ord. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal gå i gang med denne anmeldelse af Dünyayi kurtaran adam, hvis direkte oversatte engelske titel er The Man Who Saves the World, men som uden tvivl er bedre kendt under navnet Turkish Star Wars.

Problemet er, at nok så mange beskrivelser ikke vil kunne yde denne film retfærdighed. Man er simpelthen nødt til at se den for at forstå, hvor vanvittig et foretagende, der er tale om. Men af hensyn til Planet Pulps læsere vil jeg gøre et forsøg.

Masser af Star Wars-footage

Dünyayi kurtaran adam kaldes ofte en tyrkisk remake af Star Wars (1977), og den anmeldte udgave af filmen, fra Antimatter Multiverse, slår da også klart på filmens påståede slægtskab med George Lucas’ rumeventyr. Men faktisk har Dünyayi kurtaran adam slet ikke så meget med Star Wars at gøre rent plotmæssigt.

Navnet Turkish Star Wars har Dünyayi kurtaran adam nok primært fået på grund af de store mængder footage fra Star Wars Episode IV: A New Hope, der figurerer i indledningen. Her er især tale om en del materiale fra kampen om Dødsstjernen i A New Hope, der er klippet sammen og bruges, mens en lang voice over fortæller baggrunden for historien. Og den, mine damer og herrer, vender jeg tilbage til lige om lidt.

Ud over selve indledningen er der én meget vigtig “inspiration” fra Star Wars, og det er en barscene, der finder sted ret tidligt i filmen. Den er direkte kopieret fra den berømte Cantina-scene i A New Hope, og også her er der naturligvis indsat materiale hentet fra Star Wars, kombineret med tyrkisk originalmateriale – bl.a. nogle helt latterlige aliens.

Velkommen til Galakse-alderen

Nå, men for at vende tilbage til indledningen, så møder vi her vore to hovedpersoner, rumpiloterne Murat (Cüneyt Arkin, som også har skrevet manus) og Ali (Aytekin Akkaya) i heftig rumkamp. De er iført noget, der ligner gammeldags motorcykelhjelme med øretelefoner på, og indledningsvist tror man, at de er fotograferet ind over mere footage fra Star Wars. Der er imidlertid slet ikke tale om noget så avanceret – nærmere eftersyn synes nemlig at afsløre, at de faktisk sidder foran et TV eller lærred, hvor scenerne fra Star Wars vises. Tror du, det er løgn? Så tro om!

Og plottet. Åh Gud, plottet. Jo, for nu at starte med begyndelsen og vende tilbage til indledningens meget lange voice over, så fortæller den bl.a. følgende: at vi befinder os i Galakse-alderen; at Jorden har haft lidt problemer med atomvåben; at dele af Jorden er blevet sprængt bort, men at planeten dog stadig eksisterer (!) og at Jorden nu står over for en ny mægtig fjende.

Indledningen informerer os videre om, at denne nye mægtige fjende dog ikke kan skade Jorden, for hans styrker kan ikke trænge igennem det skjold, der omgiver planeten og som består af (og hold nu fast) komprimerede menneskelige hjernemolekyler! At dette skjold beskytter planeten, harmonerer dog dårligt med, at det også i indledningen siges, at “Earth was turning into a dust cloud under every attack and was hiding behind the protecting shield” – altså, hvis skjoldet beskytter mod angreb, hvorfor er planeten så ved at blive til en støvsky? Nå, det skal man nok ikke tænke så meget over.

Snart møder vi som sagt vore to hovedpersoner, Murat og Ali, i deres rumskibe – det er pga. klipningen lidt svært at finde ud af, om de flyver i X-Wing Fighters eller TIE-Fighters (det er vistnok det sidste), men det betyder heller ikke så meget, for de bliver snart tvunget ned på en fremmed planet. Her finder vi ud af, at overskurken, der går under navnet Troldmanden, har fundet en metode at ødelægge Jordens beskyttende skjold på. Men for at gøre det, skal han bruge en menneskelig hjerne, og det er her, at Murat og Ali kommer ind i billedet.

Farlige fjender, et guldfarvet sværd og en magisk hjerne

Murat og Ali lander på den fremmede planet, hvor de straks angribes af Troldmandens styrker. De består af en blandet landhandel. Der er for eksempel skeletter, som er mænd i hjælpeløst udførte tøjdragter med påsyede hvide striber, der skal illudere knogler. Så er der også nogle mystiske monstre, der består af mænd i tøjdragter, som ligner noget, Jim Henson kunne have lavet hvis han ikke havde nogle hænder og var på LSD.

Der er to typer af disse Muppetmonstre – røde og sortbrune. Endelig er der også nogle mumier og zombier, som kontrolleres af Troldmanden. Mumierne er mænd, omviklet med noget, der ligner toiletpapir, og zombierne (som der er meget få af) er faktisk skabt med rigtig make-up. Begge typer monstre bliver skabt af Troldmanden, enten ved hjælp af magi eller når han drikker deres blod.

Nå, men Murat og Ali bliver fanget og ført frem til et sted, hvor de skal kæmpe mod en masse af disse monstre. Hvorfor de skal det, bliver aldrig klart. Men de nedkæmper fjenderne og finder sig snart i venligt selskab med andre mennesker – hvorfor Troldmanden ikke bare kunne bruge deres hjerner til at nedbryde Jordens beskyttende skjold lades stå hen i det uvisse… Her møder de en gammel vismand og hans to børn – en kvinde og en lille dreng. Kvinden bliver hurtigt Murats love interest i filmen, og det kommer der nogle meget ømme øjeblikke ud af.

Derudover er der noget med et magisk sværd og en hjerne i en æske, som opbevares på planeten og hvis kombinerede styrke er det eneste, der kan overvinde Troldmanden. Murat får til sidst fat i det guldfarvede sværd og hjernen, og så kan den endelige konfrontation ellers finde sted. Sværdet får i øvrigt et gennemsnitligt liverollespilssværd af skumgummi og gaffatape til at ligne et vaskeægte middelaldersværd. Til sidst går det op for Murat, at den eneste måde at kombinere sværdets og hjernens kræfter på, er at smelte dem og dyppe sine hænder i væsken. Det medfører at Murat får guldfarvede handsker og sko på og giver ham tilsyneladende superstyrke, for nu er han en regulær motherfucker.

Murats kampteknik fortjener i øvrigt at blive nævnt, for Murat hopper enormt meget i filmen. Ja, hopper. Han hopper over sine fjender i et væk, og tit gør han det rigtig mange gange (sandsynligvis for at forvirre dem), inden han slår dem ihjel. Hoppeteknikken er kombineret med kung-fu, som både han og Ali tilsyneladende mestrer, og i en træningsmontage relativt tidligt i filmen har vi set, hvordan Murat øver sig i at hoppe. Blandt andet ved at binde kæmpestore sten (papmachésten) på sine ben, hvorefter han træner. I øvrigt har både stenene og Muppetmonstrenes hoveder det med at eksplodere – i hvert fald af og til.

Absolut ublu kopiering

Jeg er bange for, at jeg i det ovenstående med min nogenlunde normale og stringente tankegang har fået plottet i Dünyayi kurtaran adam til at lyde mere sammenhængende, end det er. For lad mig understrege én gang for alle her, at INTET ved denne film hænger sammen! Ud over det faktum, at vi har to helte og en skurk, der skal nedkæmpes. Så meget står dog klart ret tidligt. Resten giver ikke mening i konventionel forstand.

Teknisk set er Dünyayi kurtaran adam også et mareridt af dimensioner. Når vi lige bortser fra anvendelsen af materiale fra Star Wars, er filmen håbløst filmet, og den ser ud som om den kunne være klippet af en fjortenårig på hans hjemmecomputer. Angående Star Wars-materialet, så må det også nævnes, at materialet vises i den forkerte aspect ratio – dette skyldes, at Star Wars er i 2.35:1, mens Dünyayi kurtaran adam er i 1.33:1, så al Star Wars-footage er klemt sammen. Det ser rigtig godt ud.

Al musik i filmen er hentet fra andre vestlige film. Det primære “score” i Dünyayi kurtaran adam er således fra den første Indiana Jones-film, Raiders of the Lost Ark (1981), og Murat udfører således mange af sine heltegerninger til tonerne af Indy-temaet. Men det er dog ikke kun John Williams’ Indiana Jones-musik, der er blevet planket. “Hovedtemaet” for skurken lyder grangiveligt som de første sekunder af Queens hovedtema fra Flash Gordon (1980), og det tema, der dukker op, da æsken med den magiske (?) hjerne åbnes, er hentet fra Miklós Rózsas score til Ben-Hur (1959). Derudover anvendes musik fra Bond-filmen Moonraker (1979) samt Planet of the Apes (1968) og The Black Hole (1979).

Alt andet lige sætter anvendelsen af musik fra disse andre kendte film helt klart prikken over i’et, og gør Dünyayi kurtaran adam til en ekstra bizar filmoplevelse. Det er klart det at se Murat hoppe omkring med Indiana Jones-temaet i baggrunden, der skaber den vildeste “what the fuck?!”-effekt, men al den anvendte musik er let genkendelig for filmfans, og det er også meget besynderligt at høre Ben-Hur-musikken i en film, der i en sekvens omtaler Islam som “the guide of righteousness and humanity for centuries”. Om filmen har en decideret religiøs agenda på vegne af Islam er dog svært at vurdere, for senere omtales Jesus også i rosende vendinger. Det hele er meget forvirrende.

Uhyrligt morsom filmoplevelse

Vigtigst af alt er dog, at Dünyayi kurtaran adam er en helt uhyrligt morsom filmoplevelse. På nær ti minutter midtvejs, hvor det hele går lidt i stå, så er filmen så konsekvent bizar, at man ikke kan andet end at overgive sig helt og holdent. Alene det faktum, at bagmændene helt ublu sætter materiale fra Star Wars ind i deres film, er så langt ude, at man alene af den grund er formidabelt underholdt. Men også Cüneyt Arkin i rollen som Murat formår at underholde rigtig godt – her er det især den omtalte træningsmontage, der virkelig rykker, og hvor Arkin gør sig selv eftertrykkeligt til grin!

Til sidst må lige nævnes, at Dünyayi kurtaran adam har fået en fortsættelse, der kom i 2006! Filmens titel er Dünyayi kurtaran adam’in oglu hvilket direkte oversat til engelsk er The Son of the Man Who Saves The World. Denne gang er der tale om en film på et noget højere budget, og tilsyneladende er der også tale om en film, der fra starten er tænkt som en komedie.

En skodperle af de helt store

Jeg kan kun opfordre alle, der mener, at de kan lade sig underholde af makværk som Dünyayi kurtaran adam, at skynde sig at få fat i en udgave af filmen, og her er Antimatter Multiverses version slet ikke et dårligt bud. Filmen har været kopieret i årevis, og derfor har DVD-udgaven naturligvis horribel billedkvalitet, men det mindsker absolut ikke underholdningsværdien. For de, der ønsker lige at tjekke sagerne ud på forhånd skal det dog nævnes, at filmen ligger i sin fulde længde på Google Video under den engelske titel.

Dünyayi kurtaran adam er fabelagtig underholdning – en skodperle af de helt store, og én jeg vil vende tilbage til mange gange fremover, når jeg skal have mig et billigt grin.

Dünyayi kurtaran adam er venligst stillet til rådighed af Antimatter Multiverse.

Anmeldt i nr. 23 | 13/09/2007

Stikord: Rip-off, Rummet, Rumskibe, Rumvæsner, So Bad It’s Good, Turkish Cinema