Planet Pulp

Året før Ringenes Herre-trilogien (2001-2003) begyndte sin sejrsmarch verden over blev denne lille film lanceret af New Line Cinema.

Vi har her at gøre med en fantasyfilm af den værste skuffe, en type film som burde være lavet og glemt igen engang tilbage i midt 80’erne, men sådan skulle det ikke være. I Danmark kom den aldrig i biografen og gled direkte ud på videohylderne.

Banal fortælling

Filmens historie er i sin banalitet meget simpel: i en fjern verden er der onde magter på spil. Kongeriget Izmer styres af den gode kejserinde Savina, men den onde magiker Profion prøver at tilrane sig magten gennem sort magi. Profion har ved hjælp af eksperimenter fundet frem til en måde at kontrollere drager på, men han mangler et magisk scepter før dette kan lade sig gøre.

Her er det vores to helte Ridley og Snails kommer ind i billedet. De er begge tyve og under et indbrud på magikerskolen er de vidner til at Profions håndlangere slår en gammel troldmand ihjel, da denne har en magisk skriftrulle der kan vise hvor sceptret befinder sig. Heldigvis når magikeren, inden han udånder, at give skriftrullen til sin lærling, som sammen med de to tyve flygter gennem en magisk portal.

Herefter bliver filmen til én lang jagt på de gode, som får følgeskab af en dværg og en elver. Jagten går gennem labyrinter, borge og hemmelige huler. Alt imens Profion gør sig klar til det store slag og til at udråbe sig selv som kejser. Det hele kulminerer da en stor skare af drager angriber kejserpaladset, og så er spørgsmålet blot om Ridley og hans venner når frem i tide med sceptret, som kan stoppe dragerne og den gale Profion.

Pinagtigt overspil og gåden om de blå læber

Der er mange ting at tage fat på i filmen, men lad os starte med skuespillerne. Dungeons & Dragons kan på papiret pryde sig af en del kendte navne; den store stjerne Jeremy Irons (House of the Spirits, 1993) i rollen som Profion, den kommende stjerne Thora Birch (den unge pige fra Sam Mendes’ fremragende American Beauty, 1999) som kejserinden Savina, TV-stjernen Justin Whalin (fra Superman-serien Lois & Clark, 1993) som helten Ridley, den komiske Marlon Wayans (fra Scary Movie og ikke mindst den hjertegribende Requiem for a Dream, begge fra 2000) som det fjollede sidekick Snails samt skurkerolleeksperten Bruce Payne (Passenger 57, 1992, og Warlock 3, 1999) som Profions håndlanger Damodar. Det bør nævnes at Paynes Damodar er sminket helt pinagtigt – hans blå læber er vel at mærke det mest fremtrædende.

Filmen viser tydeligt at store navne ikke er nok, når manuskriptforfatteren er imbecil og instruktøren ikke magter at personinstruere. Specielt Jeremy Irons må græmme sig over sin præstation, og vi må håbe for ham, at pengene var gode. Sjældent har man set mage til manieret overspil, i både tale og gestik. Det kan ikke beskrives med ord, det skal opleves.

Endvidere er Thora Birch helt og aldeles anonym. De to hovedroller Ridley og Snails’ samspil er pinagtigt, og Marlon Wayans’ humoristiske replikker er en historie for sig. Bruce Payne er den eneste som giver sin rolle skurken Damodar lidt fylde.

Latex og grimme kulisser

Budgettet til filmen er hovedsageligt gået til skuespillerne, de computergenerede drager og den visuelt flotte slutning. Det går bare ikke at de sidste otte minutter er flotte, når resten af filmen ligner en dårlig Hallmark-produktion. Alt lige fra kostumer til dværgens latex-økse ser kunstigt og utroværdigt ud. Filmen prøver at skabe stemning, hvilket understreges af de etableringsskud der benyttes hver gang en ny location skal præsenteres.

Disse er computerskabte, maleriske gengivelser af eksempelvis en stor borg, en elverby i trækronerne samt gigantiske tårne. Stilen minder om noget den legendariske fantasyillustrator Larry Elmore kunne have kreeret.

Det har den effekt, at man som tilskuer får store forventninger til den kommende location, men man bliver gang på gang skuffet da disse flotte introbilleder blot afløses af en grim kulisse, der ligger meget langt væk fra hvad de foregående billeder lovede. Pinligt og plat.

Dungeons & Dragons, D&D, er det ældste, mest spillede og klassiske rollespil. Der er lavet et utal af forskellige verdener, monstre, magiske ting osv. til dette spil. Derfor har det også været oplagt at lave en film med tilknytning til rollespillet, da spillet har en utrolig stor fanskare.

Det essentielle i spillet er, at man som spiller laver sin rolle ud fra et terningesystem hvor man slår sin karakters egenskaber og derefter vælger hvilken type eventyrer man vil spille, eksempelvis tyv eller kriger. Tyve kan stjæle, klatre samt læse magiske skriftruller når de bliver magtfulde. Magikere begynder som lærlinge, men som de udvikler sig bliver de i stand til at kaste magtfulde besværgelser.

Alt dette er inkorporeret i filmen og gengives på en yderst fjollet måde. Eksempelvis da den unge troldkvinde Marina siger til Ridley: “I would have to put a feeblemind spell on myself to date you”. Feeblemind formularen gør i D&D-universet at man bliver dum som en dør. Så det, magikeren gør, er, at fyre en nørdet og indforstået joke af for at vise at hun aldrig ville date ham. Filmen afslører dog naturligvis, at hun bliver forelsket i ham.

Endvidere bliver Ridley i stand til at bruge en magisk skriftrulle senere. Dungeons & Dragons er desuden fyldt med platte one-liners i stil med når dværgen i moderne vendinger siger til Marina, da de står på en markedsplads: “If I ain’t drinking, you sure ain’t shopping”.

Jeg håber ikke folk spiller rollespil på den måde

Det er plathed og total mangel af seriøsitet, som gennemsyrer filmen og man sidder tilbage med spørgsmålet om det er sådan D&D bliver spillet af de fleste, eller om det blot er filmens skabere der er gået galt i byen? En dokumentar om filmen, som er at finde på DVD’ens ekstramateriale, kaster lys over dette.

I denne ser man filmens instruktør, den komplet talentløse og debuterende Courtney Solomon, fortælle om sin fascination af D&D og om hvordan han spiller det. Han sidder med et fjoget grin og beretter om, hvilke monstre han elsker, hvordan han nyder at snyde sine spillere, og hvordan han er elsker at fyre en god joke af under spillet. Det skal nævnes, at han har spillet D&D siden han var otte år.

Som dokumentaren skrider frem og der kommer interviews med andre rollespillere, der har været inde over filmen, begynder det at gå op for en, at de faktisk spiller rollespil på den måde, som det sker i Dungeons & Dragons-filmen. Det kan ikke andet end at få mig til at undres.

Måske er det mit syn på rollespil og D&D, der er forkert? Jeg vælger dog, for egen regning, at stemple dem som skrækkelige nørder, der ikke har den mindste forstand på indlevelse og ROLLEspil, og som fokuserer på RULLEspillet. Med RULLEspil menes terningerne i fokus frem for rollen, og tallene frem for indlevelsen. Det er bare min mening, men når man har set filmen, håber jeg, at man vil give mig ret i at filmen er en dårlig ambassadør for D&D og rollespil generelt.

At ride med på bølgen

Dungeons & Dragons er kommet frem på et godt tidspunkt: efter den første af de nye Star Wars-film (The Phantom Menace, 1999), men før Ringenes Herre (Fellowship of the Ring, 2001). Dette understreges også af at den succesfulde producer Joel Silver, ham med Dødbringende Våben (1987-1998) og Matrix-filmene (1999-2003), har valgt at putte penge i projektet.

Alt i alt havde filmen alle muligheder samt et stort potentiale af betalende tilskuere. Det går bare ikke når filmen er så elendig som den. En lille slutbemærkning, specielt rettet mod dem der syntes filmen var fed og gerne vil se mere, er at der i 2005 blev lavet en efterfølger! Den kommer ud på DVD i starten af 2006; personligt kan jeg ikke vente til at se Dungeons & Dragons: Wrath of the Dragon God (2005).

Anmeldt i nr. 3 | 13/01/2006

Stikord: Drager, Fantasy, Film baseret på rollespil