Planet Pulp

Vi befinder os i Hammerland i begyndelsen af 1900-tallet. En lille landsby i Draculaborgens skygge lever i konstant frygt for grevens ondskab, også selv om greven har været død i ti år.

En repræsentant for kirken, Monsignor Ernest Mueller (Rupert Davies), kommer på besøg i landsbyen og bliver vred over landsbyboernes krysteri og især over den lokale præsts manglende evne til at berolige sine sognebørn. Han insisterer derfor på, at han og præsten (Ewan Hooper) skal tage op til Draculaborgen – både for at foretage en exorcisme og for at bevise over for landsbyboerne, at de intet har at frygte.

Selvfølgelig går det galt. Monsignoren kommer godt nok op til borgen og forsegler den med et enormt kors, men landsbypræsten tør ikke tage med og bliver et stykke nede ad bjerget. Her kommer han ved et uheld til at vække Dracula til live, og præsten falder straks i Draculas magt. I mellemtiden vender Monsignoren tilbage til den lille landsby og endelig tilbage til byen Keinenberg, som han kommer fra.

Draculas hævn

Scenen skifter nu til Keinenberg, hvor vi møder den unge studerende Paul (Barry Andrews) og hans kæreste Maria (Veronica Carlson), der tilfældigvis også er den gode monsignors niece. Paul arbejder på et lokalt gæstgiveri, hvor også den storbarmede Zena (Barbara Ewing) arbejder med at servere øl og snaps for de højtråbende og liderlige studerende.

Men de glade tider får snart en ende, for Dracula ønsker at tage hævn over manden, der har forhindret ham adgang til Draculaborgen. Derfor drager greven og landsbypræsten til Keinenberg for at tage en grusom hævn. Her må ateisten Paul træde i karakter, hvis han skal gøre sig nogen forhåbning om at redde sin elskede fra Draculas kløer.

Famlende første halvdel

Ovenstående lyder i grunden ikke så galt, og i udgangspunktet er det da også et fint setup til en Dracula-film. Problemet er, at manuskriptet er ufokuseret og der bruges uforholdsmæssig lang tid på at etablere karaktererne i Keinenberg, inden der begynder at ske ting og sager. Og inden da bruges der også uforholdsmæssig lang tid på overhovedet at få Dracula på benene igen og etablere filmens egentlige plot.

I Dracula: Prince of Darkness (1966) gik der også længe, inden greven var back in business, men forskellen på de to film ligger i afviklingen af handlingen: Hvor indledningen af Dracula: Prince of Darkness var stramt fortalt og stemningsfuld, er hele første halvdel af Dracula Has Risen from the Grave langt mere famlende og kun stedvist stemningsfuld.

Derefter følger så den noget for lange etablering af karaktererne i Keinenberg, inden der begynder at komme fut i sagerne og filmen faktisk bliver ganske solidt underholdende! Da først greven sætter tænderne i Zena, der går fra at være relativt løssluppen til at være fuldblodsliderlig efter Draculas bid, kommer der virkelig gang i handlingen. Det er desværre lidt for sent, og Dracula Has Risen from the Grave lider derfor en del under den langsomme opbygning i filmens første halvdel.

Mange ting fungerer glimrende, men..

Det er primært manuskriptet, man må lægge til last her, og ikke så meget den legendariske fotograf og instruktør Freddie Francis’ instruktion. Manuset stod Hammer-producenten Anthony Hinds for under navnet John Elder, og Hinds kunne med fordel have skævet noget mere til Jimmy Sangsters stramt komponerede manuskripter til begge foregående Dracula-film.

Ud over, at Anthony Hinds har erstattet Jimmy Sangster og Freddie Francis har erstattet Terence Fisher er det meste ved det samme i Hammerland. Production designet er fortsat af Bernard Robinson og det er stadig James Bernard, der står bag musikken. Det betyder også, at mange ting stadig fungerer aldeles glimrende i Dracula Has Risen from the Grave, men det er primært på den tekniske side. Og som det altid er tilfældet, kan en vellykket teknisk side ikke redde de aspekter af historien, der ikke fungerer.

Skuespillet er i øvrigt ganske udmærket, selv om Barry Andrews er lige lovlig kæk og overspillende i rollen som den unge Paul. Til gengæld er Lee som altid glimrende som greven og trods vildt og voldsomt overspil er Ewan Hooper også fin i rollen som den kujonerede præst, som Dracula får i sin magt. For de mandlige seere må det dertil siges, at både Barbara Ewing og Veronica Carlson er yderst rare ved øjnene. Af de to kan Carlson desuden opleves i en række andre Hammerfilm fra de sene 1960’ere og frem til The Ghoul fra 1975.

Markant kvalitetsdyk

Der er såmænd nok elementer ved Dracula Has Risen from the Grave, som man som fan af Hammer Horror ikke kan undgå at holde af, men sammenlignet med andre af studiets produktioner, og især sammenlignet med de to foregående Dracula-film med Christopher Lee, markerer filmen alligevel et markant kvalitetsdyk, fordi historien er så ufokuseret, som den er. Derfor er det også svært ikke at blive noget skuffet over filmen.

Anmeldt i nr. 79 | 13/05/2012

Stikord: Dracula, Fortsættelse, Hammer Horror, Vampyrer