Planet Pulp

Historien om scoret til den første James Bond-film, Dr. No (1962), er lang og kompliceret. Den korte version er, at producenten Albert R. Broccoli valgte den britiske komponist og sangskriver Monty Norman til at komponere scoret, fordi Broccoli godt kunne lide Normans musik og sange til musicalen Belle or The Ballad of Dr. Crippen (originalopsætning 1961).

Desværre viste det sig i løbet af produktionen, at Norman ikke var i stand til at levere varen, og hverken Broccoli, hans medproducent Harry Saltzman eller instruktør Terence Young brød sig om de ting, Norman havde komponeret til filmen.

En speget affære

Her er det så, at affæren bliver speget. På et tidspunkt bliver John Barry bedt om at træde til for at se, hvad han kunne gøre ved Bond-temaet. Barry havde på det tidspunkt leveret musik til to film (Never Let Go og Beat Girl, begge fra 1960) og nød desuden stor succes med sin beatgruppe The John Barry Seven. Men han var ivrig efter at komme til at komponere musik til flere film, og derfor sprang han til, da han fik chancen.

I stedet for at arbejde videre med det udkast, Norman oprindelig var kommet med til et James Bond-tema, tog Barry udgangspunkt i en sang, Norman havde skrevet til en musical, der aldrig var blevet til noget. Sangens navn var “Bad Sign, Good Sign”, og interesserede kan finde den på YouTube og selv prøve at høre ligheden med det endelige Bond-tema. Der er bestemt ligheder, bl.a. i det centrale riff (i “Bad Sign, Good Sign” fremført på sitar), men der er meget langt fra sangen og til det endelige Bond-tema, som Barry nåede frem til.

Og det er her, slåskampen ligger. For hvem har så komponeret temaet? Norman hævder, at han komponerede temaet, og at Barry kun arrangerede og indspillede det med The John Barry Seven. Barry holdt omvendt på, at han burde anerkendes som komponisten. Når man hører det egentlige Bond-tema – det som vi alle sammen kender som James Bond-temaet – og sammenligner det med “Bad Sign, Good Sign”, er det meget svært ikke at mene, at Barry burde krediteres som hovedkomponist.

Der har været to retssager om spørgsmålet – den seneste (og efter Barrys død formentlig sidste) i 2001 – og Monty Norman har vundet begge gange. Derfor står Norman stadig som den officielle komponist af Bond-temaet. Men alle, der kender Barrys stil og hans arbejde før Dr. No, og så i øvrigt sammenligner Bond-temaet med de ting, Monty Norman ellers har skrevet (naturligvis især “Bad Sign, Good Sign”), kan nok godt høre, hvem af de to, der har tilført temaet mest substans. Det er dog hævet over enhver tvivl, at sitar-riff’et fra “Bad Sign, Good Sign” optræder i James Bond-temaet, og at Norman under alle omstændigheder bør krediteres. Men som hovedkomponist?

Og med den lille sag ude af verden, kan vi så vende os mod albummet med musik fra Dr. No, hvoraf kun relativt få tracks rent faktisk findes i filmen, mens en del af de cues, Norman komponerede (arrangeret af Eric Rogers) og som rent faktisk endte i filmen, ikke findes på albummet.

18 skæringer – heraf syv fra filmen

Der er 18 skæringer på det album, United Artists udsendte i 1962, og som senest er blevet genoptrykt af EMI i 2003. Hovedparten af musikken er calypso- og beatmusik, mens kun nogle få tracks ligger nærmere det, man ville forstå som traditionelt filmscore (f.eks. det delvist elektroniske “Audio Bongo”, nr. 5, og “The Island Speaks”, nr. 16).

Som sagt er det langt fra alle numre på albummet, der høres i filmen. Faktisk er det kun syv ud af de 18 skæringer, der er med i filmen (nummer 1, 2, 4, 6, 13, 14 og 18), mens resten er diverse ubrugte tracks og alternative udgaver af andre numre. Grunden til denne aparte sammensætning er ukendt, men grunden til at den remasterede EMI-udgave fra 2003 ikke indeholder mere af den regulære filmmusik – for den findes faktisk i filmen – skulle angiveligt være, at masterbåndene er gået tabt.

Bond-temaet, altså det rigtige, høres som den første skæring, og når man lytter albummet igennem, står det da også i skærende kontrast til resten af musikken. Vi får calypso, jazzinspireret calypso, beatmusik og naturligvis sangen “Under the Mango Tree” (nr. 6), som Honey Ryder (Ursula Andress) synger, da hun stiger op af vandet i den berømte scene. I øvrigt er det ikke Andress, der synger sangen, ligesom det heller ikke er Andress’ stemme, vi hører i filmen. Hendes accent var efter sigende alt for tyk, så hun blev dubbet, og vokalen på “Under the Mango Tree” leveres af Monty Normans daværende kone Diana Coupland.

En del af “Kingston Calypso” (nr. 2) er i øvrigt baseret på melodien fra børnesangen “Three Blind Mice” men med ny tekst af Norman. “Kingston Calypso” og “Jump Up” (nr. 10) fremføres af Byron Lee and the Dragonaires, der senere i tresserne blev et af de mest kendte jamaicanske bands.

Enkelte skæringer med filmmusikalsk interesse

Af nærmere interesse for filmmusikfans er nok de skæringer, der har en nærmere relation til filmen. Selve Bond-temaet (nr. 1) gider jeg ikke sige for meget om: Det er ét af de mest ikoniske filmtemaer i hele verden med dets big band-lyd, steel guitar og generelt balls to the walls-lyd (alt sammen selvfølgelig på grund af en vis hr. Barry). Det er maskulin, aggressiv filmmusik og som sådan naturligvis fuldstændig perfekt til filmens hovedperson.

Bemærk i øvrigt, at det kun er albummets nummer 1, der er det rigtige Bond-tema (“James Bond Theme”). På trods af titlen er nr. 17 (“The James Bond Theme”) – med “the” – ikke Bond-temaet, men i stedet en instrumentaludgave af “Dr. No’s Fantasy”.

Derudover er der også enkelte andre tracks, der er interessante – også selv om de ikke blev brugt i filmen. Især det langsomme beatnummer “Dr. No’s Fantasy” (nr. 11), der var Normans første forsøg med et Bond-tema. Det forekommer også i en uptempo og jazzet version i “Twisting With James” (nr. 7). Det er ikke ligefrem det, man kan kalde et godt filmtema, men der er faktisk ikke tale om noget ringe nummer som sådan.

Af de tracks på albummet, der faktisk nåede med i filmen, er “The Island Speaks” (nr. 13) måske ét af de mest interessante, set fra et filmmusikalsk synspunkt. Det er måske ikke stor filmmusik – Norman er ingen Barry – men det fungerer faktisk ganske godt som suspensecue.

Dertil kommer selvfølgelig “Under the Mango Tree” (nr. 6), der må siges at være filmens centrale source-nummer, og som selvfølgelig hører til på albummet. Selv om idéen om “Bond-sangen” ikke var født på dette tidspunkt, så er “Under the Mango Tree” nok det tætteste, vi kommer på en Bond-sang fra Dr. No.

Charmerende album – rædsom filmmusik

Helt generelt må det siges, at det, vi hører på Dr. No-albummet, som filmmusik falder næsten helt og aldeles til gulvet – personligt bryder jeg mig heller ikke om anvendelsen af f.eks. “Kingston Calypso” i filmen.

Alt dette betyder bare ikke, at albummet er en dårlig lytteoplevelse! Både som tidsbillede og som en samling af tidstypisk calypso, beat og pseudo-jazz, fungerer Dr. No-albummet faktisk glimrende. Der er selvfølgelig enkelte undtagelser, ligesom det er en klar forudsætning, at man ikke hører til gruppen, der får røde knopper af calypso og anden jamaicansk-influeret musik.

Men tracks som “Jamaican Rock” (nr. 3), “Twisting With James” (nr. 7), “Jamaica Jazz” (nr. 8), “Dr. No’s Fantasy” (nr. 11) og “Love at Last” (nr. 18) er faktisk ret cool og bestemt værd at lytte til.

Alt dette betyder, at albummet med musik fra Dr. No er et ret charmerende album, når man går til det som selvstændig lytteoplevelse, men som filmmusik er det aldeles rædsomt – med undtagelse af James Bond-temaet og enkelte andre tracks.

Nummerliste:
1. James Bond Theme (1:48)
2. Kingston Calypso (2:45)
3. Jamaican Rock (2:05)
4. Jump Up (2:13)
5. Audio Bongo (1:33)
6. Under the Mango Tree (2:26)
7. Twisting With James (3:12)
8. Jamaica Jazz (1:08)
9. Under the Mango Tree (2:46)
10. Jump Up (1:31)
11. Dr. No’s Fantasy (1:44)
12. Kingston Calypso (2:31)
13. The Island Speaks (3:23)
14. Under the Mango Tree (2:44)
15. The Boy’s Chase (1:35)
16. Dr. No’s Theme (2:03)
17. The James Bond Theme (2:24)
18. Love at Last (1:53)

Total spilletid: 39:44

Anmeldt i nr. 75 | 13/01/2012

Stikord: James Bond