Planet Pulp

Dræberhunden Cujo, eller Cujo som romanen blot hedder på originalsproget, er én af Stephen Kings kortere romaner. Den anmeldte udgave bogen er 318 sider lang, hvilket gør den et par hundrede sider kortere end de fleste af gysermesterens romaner.

Romanens kortere længde skyldes måske, at Dræberhunden Cujo er baseret på en af Kings enkleste idéer, som det ville have været problematisk at lade trække alt for meget i langdrag. Selv de cirka 300 sider er dog lige på grænsen til at være til den lange side, især på grund af en noget lang indledning. Imidlertid er bogens anden halvdel formidabelt underholdende, og slutresultatet er en ganske læseværdig bog, der klart placerer sig i den kvalitativt bedre ende af Kings forfatterskab. Som jeg skal vende tilbage til, er romanen dog på ikke fejlfri, men i de fleste tilfælde er man parat til at acceptere de små fejl og mangler, når først musikken spiller.

Fiktiv lilleby

Dræberhunden Cujo foregår i Castle Rock – en fiktiv lilleby i Maine, som King første gang besøgte i romanen The Dead Zone fra 1979. Castle Rock er ikke Kings eneste fiktive by – Jerusalem’s Lot blev lagt øde af vampyrer i ‘Salem’s Lot (1975) og Derry var tilholdssted for “Det Onde” i IT (1986) – men Castle Rock er den af Kings småbyer, han oftest er vendt tilbage til. Foruden The Dead Zone og Cujo optræder The Rock, som byen kaldes af de lokale, i en halv snes andre noveller og romaner – med The Dark Half (1989) og Needful Things (1991) som de vigtigste.

Mange anser Castle Rock, Derry og ‘Salem’s Lot for at være inspireret af H.P. Lovecrafts trio af fiktive småbyer i New England – Arkham, Dunwich og Innsmouth – men bortset fra antallet og det faktum, at byerne er fiktive, er der ikke specielt mange lighedspunkter. Som et kuriosum kan i øvrigt nævnes, at produktionsselskabet Castle Rock Entertainment er opkaldt efter Kings fiktive by – navnet fik studiet af medstifteren Rob Reiner, der i 1986 havde instrueret Stand By Me, der er baseret på Kings kortroman The Body fra antologien Different Seasons (1982) – The Body foregår netop i Castle Rock.

Krise

Hovedpersonerne i Dræberhunden Cujo er den lille Trenton-familie: faderen Vic, moderen Donna og deres fireårige søn Tad. Vic er reklamemand, og har sit eget lille firma sammen med en gammel ven og kollega, mens Donna er hjemmegående, også selv om Tad for nyligt er begyndt i børnehaven. Hendes liv som hjemmegående har kastet hende ud i lidt af en krise, og i en periode har Donna haft en affære med den lokale tyr, tennistræneren og wannabedigteren Steve Kemp.

Tidligt i bogen afbryder Donna forholdet med Kemp, der imidlertid viser sig at være lidt af en psykopat, som beslutter sig for at afsløre affæren over for Vic for at få hævn over Donna. Dette kaster naturligvis Vic og Donna ud i en ægteskabelig krise, og som om det ikke var slemt nok, har reklamebureauet alvorlige problemer. Firmaets væsentligste klient, en stor morgenmadsproducent, er i problemer med et produkt, og reklamefirmaet vil være en glimrende måde at lade hoveder rulle på. For at forsøge at redde firmaet må Vic og hans kompagnon rejse til Boston. Og for at sætte prikken over i’et er der problemer med Donnas bil – en lille Ford Pinto.

Efter at Vic er taget afsted til Boston, kører Donna og Tad derfor ud til en lokal mekaniker, Joe Camber, hvis værksted ligger på hans egen gård et godt stykke uden for byen og langt fra den nærmeste nabo. Donna og Tad har været derude tidligere sammen med Vic, da Camber skulle kigge på Vics Jaguar. Her mødte de også Cambers enorme Skt. Bernhardshund, Cujo, på næsten 100 kilo. Dengang var Cujo imidlertid venligheden selv over for Tad, som hunden ellers ville have kunnet sluge i en mundfuld.

Belejret af Skt. Bernhardshund

Da Donna og Tad nu kører ud til Cambers gård, er det højsommer og ulideligt varmt. Der er dog yderligere et problem, som Donna og Tad er lykkeligt uvidende om på det tidspunkt: Cambers kone og søn er taget på en uges ferie hos konens søster, og Camber selv ligger død hos sin nabo, der er akkurat lige så død. Begge er blevet slagtet af Cujo, der har fået rabies. Nu går Donnas bil selvfølgelig hjælpeløst i stå, da de er nået ud til Cambers gård, og Cujo indleder en belejring af mor og søn i bilen, hvor temperaturen stiger og stiger i sommersolen.

Meget af handlingen foregår altså i og omkring den lille Ford Pinto, hvor Donna og Tad holdes i skak af den morderiske Skt. Bernhardshund, men det kan selv King naturligvis ikke vride over 300 sider ud af. I løbet af bogen følger vi derfor også Vic på hans rejse til Boston, og vi hører også en del om Camber-familien – bl.a. følger vi Joe Cambers kone Charity og sønnen Brett på deres rejse til Connecticut. Derudover er der enkelte afstikkere til andre karakterer – Joe Camber selv, hans nabo og drukkammerat Gary Pervier (som er den første, der må lade livet for Cujo) og liderbassen Steve Kemp.

Et portræt af to familier

På mange måder former Dræberhunden Cujo sig som et portræt af to forskellige familier – Trenton-familien og Camber-familien. Selv om Trenton-familien jo tydeligvis har sine problemer at kæmpe med i form af Donnas affære med Steve Kemp, så beskrives familien alligevel i bund og grund som en stærk enhed, hvor forældrene elsker hinanden og ikke mindst deres lille søn. Foruden Donnas udenomsbolleri er der kun én anden ting der slår skår i glæden, og det er Tads tilbagevendende mareridt om, at der er et monster i hans skab. Mere om det senere.

På anden side har vi Camber-familien – et klassisk eksempel på en underklassefamilie, hvor faderen drikker og slår sin kone med jævne mellemrum, og hvor konen i store træk er for bange og for underkuet til at gøre noget. I hvert fald indtil romanens handling begynder, for her gør Charity Camber faktisk en smule oprør, da det lykkes hende at få lov til at tage sønnen med på ferie hos hendes søster.

Det er ikke fordi King mangler sympati for Camber-familien – med undtagelse af Joe Camber, der beskrives som et rendyrket røvhul – men der er alligevel ingen tvivl om, hvilken af de to familier, King anser som den mest velfungerende, udenomsbolleri eller ej. Camber-familien undgår på denne måde ikke helt at komme til at virke en anelse klichépræget.

Man kan naturligvis med rette spørge, om dobbeltportrættet af de to familier var en del af Kings oprindelige plan for bogen, eller om det simpelthen er vokset ud af ren og skær nødvendighed. Sagen er den, at King var nødt til at skabe en situation, hvor Camber-familien var ude af billedet, da Donna Trenton havner på familiens gårdsplads i sin bil, der ikke vil starte. Til den lejlighed får han sendt Charity og Brett Camber på en rejse, mens Joe Camber bliver tilbage og må lade livet for Cujos tænder.

Ulideligt spændende

Der hvor der virkelig er saft og kraft i Dræberhunden Cujo, er naturligvis under Cujos belejring af Donna og Tad på Cambers stegende hede gårdsplads. Denne situation starter først på side 156 i denne udgave af romanen, så King har altså brugt en del tid på at sætte scenen for historiens egentlige hoveddel. Hvor fine portrætterne af de to familier end er – og de er som vanligt for King temmelig gode – så er det først her, at bogen for alvor kommer i gear, og bliver til en karakteristisk Stephen King-roman.

Beskrivelserne af Cujos nervekrig mod Donna Trenton og af Donnas fortsatte håb om snarlig redning er næsten ulideligt spændende. Man føler med hende, da hun indser, at Joe Camber har afmeldt sin post (fordi Joe selv havde tænkt sig at tage en lille ferie mens konen og knægten var væk), så der ikke kommer postbud til gården, og man følger hendes stigende rædsel i takt med at hun selv og især Tad dehydrerer mere og mere i den stegende sommerhede.

Også under Cujos belejring af Donna og Tad i Pintoen skifter King ind imellem scenerne, og lader os vide, hvad Charity og Brett Camber laver, og også hvad Vic Trenton laver. Som læser ved man, at det er fra én af disse sider, at redningen skal komme – Brett er bekymret for sin hund, der allerede var ved at blive syg, da han og hans mor tog af sted, og Vic kan ikke komme i kontakt med Donna over telefonen. Spørgsmålet er bare, om nogen af dem reagerer i tide, eller om Donna og Tad er dødsdømte.

Bogens anden halvdel er kort sagt blændende. Selv om King stedvist gør brug af nogle ret grafiske beskrivelser af Cujos handlinger, er romanen faktisk i langt højere grad en ekstremt velfortalt thriller end den er en gyser, og det er i sig selv ganske glimrende. Da først man rammer de 150 sider, flyver man igennem resten af bogen, og netop af samme årsag kunne man måske have ønsket sig, at indledningen var en anelse kortere.

Slinger i valsen

De første 150 sider er naturligvis med til at etablere hovedpersonerne, hvilket især er vigtigt for Donna og Tad, så læseren for alvor kommer til at bekymre sig om dem. Men i romanens første halvdel synes King stedvist at have haft et dårligere greb om historien end det, han demonstrerer i anden halvdel. Sideplottet med Donnas psykopatiske elsker, Steve Kemp, virker meget påklistret, og måske bruges der også lige lovligt meget plads på Vics problemer med reklamefirmaet.

Det der dog altid har irriteret mig mest ved Dræberhunden Cujo, er de overnaturlige antydninger King kommer med angående monstret i Tads skab. Den måde disse antydninger falder på, gør, at man som læser ikke kan tillade sig at sidde dem helt overhørig, men det er på den anden side et element af plottet, som King aldrig nogensinde udvikler. Netop af samme grund kommer beskrivelsen af de dyriske lugte og øjnene i Tads skab til at virke helt ligegyldige, men på den anden side også en lille smule forvirrende.

Er det seriemorderen Frank Dodd (fra The Dead Zone), der bor i Tads skab, og er referencerne til Cujos snuhed under hans belejring af Donna og Tad en antydning af, at der er noget overnaturligt ved hunden? Personligt mener jeg absolut ikke, at det er tilfældet, men det er fordi, jeg vælger, at læse bogen som en ren thriller uden overnaturlige elementer. Desværre gør de antydninger, King har indbygget i bogen, at man sagtens kan finde indicier, der peger i en anden retning, også selv om King i bogens sidste kapitel mere eller mindre direkte fortæller os, at Cujo bare var en hund med hundegalskab. I denne del af plottet er der med andre ord en del slinger i valsen, og de overnaturlige antydninger tilmudrer desværre den ellers glimrende og meget direkte fortælling en hel del.

Lidt ujævn

På trods af de forskellige kritikpunkter er Dræberhunden Cujo stadig en ekstremt underholdende bog, der stedvist opnår øjeblikke af så rendyrket suspense, at King næppe har præsteret noget lignende siden. De mindre vellykkede sider af romanen betyder til gengæld, at Dræberhunden Cujo overordnet set ikke kan regnes som én af Kings mest virkningsfulde bøger. Den har en klar slagside, hvor anden halvdel så langt er den bedste, mens første halvdel er lidt lang i betrækket, og desuden er der de forskellige småproblemer, der lige er omtalt.

Det gør romanen til en lidt ujævn størrelse at have med at gøre. Selv om den klart hører til i den bedre ende af Kings forfatterskab, så er den som helhed betragtet et godt stykke fra toppen. På grund af de sidste cirka 150 sider er romanen dog stadig meget læseværdig, for det er vitterligt uhyre nervepirrende og godt fortalt. Det ærgrer bare lidt, at det hele ikke kunne være trimmet en ekstra gang og måske kortet 50 sider ned, for så kunne Dræberhunden Cujo have været lige så stærk en roman som Peter Benchleys Jaws (1973), hvilket ikke siger så lidt.

Anmeldt i nr. 23 | 13/09/2007

Stikord: Animal Horror, Dræberdyr, Filmatiseret, Hunde