Planet Pulp

Stephen Strange er en dygtig og meget arrogant kirurg. Muligvis verdens bedste. En dag kører han galt, og Stephens liv smadres fuldstændigt, da han ikke længere kan bruge sine hænder til at udføre operationer med.

Men Stephen vil ikke give op. Så da han hører om et hemmeligt sted, Kamar-Taj et sted i Nepal, tager Stephen afsted. Her møder han en hemmelig organisation af troldmænd, der beskytter verden mod onde magiske skabninger.

Altså alt det, som typerne i The Avengers ikke umiddelbart kan tæske; de fjender der kommer fra magiske dimensioner og den slags gøglere.

Stephen viser sig at have et stort talent for magi, og snart kastes han ind i kampen mod Kaecilius (spillet af en Mads Mikkelsen, som man næsten ikke kan høre hvad siger), der har planer om at tilkalde den magtfulde Dormammu, der lever i “den mørke dimension”, som er uden for tid og sted. Det er ikke godt. Og ellers ikke mere om handlingen her.

En magiker fra 60’erne

Marvel-maskinen har spyttet endnu en superheltefilm ud, men denne gang med en lidt anderledes superhelt. Og så alligevel ikke. Men lad os først se på tegneserieudgaven.

Dr. Strange, som har det borgerlige navn Stephen Vincent Strange, så første gang dagens lys tilbage i 1963. Han blev skabt af Stan Lee og Steve Ditko og gjorde sin debut i, sjovt nok, Strange Tales # 110. I 1968 blev Strange Tales med nr. 168 omdøbt til Dr. Strange.

Dr. Strange fik i 60’erne stor popularitet, hvilket specielt skyldes hans specielle personlighed og den verden, som blev åbnet op for læserne gennem Dr. Stranges brug af magi. For Dr. Strange er en magiker, som skal holde onde eksistenser væk fra Jorden.

Derfor er han også en meget atypisk helt, da det ikke er med musklerne, han ordner fjenderne, men med magien.

Dr. Strange startede som lærling hos den store troldmand, en gammel mand som kaldes The Ancient One, men blev siden hen bæreren af den imponerende titel Sorcerer Supreme.

I tegneserieuniverset har Dr. Strange ofte optrådt som hjælper for mere etablerede helte, men har også bl.a. dannet grupperne Defenders – med Hulk, Namor og Silver Surfer – og Nightstalkers, en vampyrjægergruppe, som bl.a. har Blade som medlem. På nuværende tidspunkt i Marvels univers er han en del af gruppen New Avengers.

Gentagelsesmaskinen, gab

Doctor Strange er desværre ikke nogen specielt vellykket film. Specielt den første time er endnu et opkog på origin-fortællingen, hvor man denne gang nærmest har kopieret flere elementer og stemninger (læs: scener) fra Batman Begins (2005) og et utal af andre superheltefilm.

Det gør, at den første time af filmen føles som noget, vi har set 1000 gange før. Der er noget ordinært over Stephen Strange, og det er ærgerligt, da han jo netop har potentialet til at blive alt andet end ordinær. Den første time er, uanset om man ser filmen løsrevet fra superheltebølgen eller ej, ganske kedelig. Gab.

Men hele denne “gentagelsesmaskine” skyldes jo også, hvis man skal være grov, at filmfolkene bare giver det ukritiske publikum, hvad de gerne vil have. Mere af det samme. Og hvis man tager et kig på nogle af de mest succesfulde film (altså rent økonomisk) gennem de sidste 10-15 år, så er der MANGE Marvelfilm på den liste.

Doctor Strange er her ikke nogen undtagelse. Et budget på små 200 millioner dollars er blevet til en omsætning på små 700 millioner dollars. Kan I se “problemet”?

Uden at dette skal blive endnu en “gammelfar er sur over manglen på kreativitet i Hollywood”-tale, så vil jeg dog konstatere, at det er alarmerende, for hvad så når folk ikke længere gider remakes, sequels og prequels? Hvor står vi så?

Og jeg køber ikke det argument med, at “det jo bare er en superheltefilm, så slap af med kritikken”. Nej, en superheltefilm er også en film, og de kan også laves ordentligt med ordentlige manuskripter, som det også er tilfældet med gyserfilm og actionfilm.

Genren er ikke en undskyldning for at lave samlebåndsprodukter. Der er dog også nogle film, der peger i en anden retning og viser, at superheltegenren ikke kun er kolde pengemaskiner. Se blot på trekløveret Guardians of the Galaxy (2015), Deadpool (2016) og Logan (2017). De viser boller.

Fint klimaks og sublime effekter redder (næsten) dagen

Men tilbage til Doctor Strange, der efter en time heldigvis skifter gear. Det er som om, det er gået op for manuskriptforfatterne, at man også skulle fortælle en historie og man skulle bruge magien til andet end ordinære fysiske slåskampe, hvor det eneste magiske er at kombattanternes våben er lavet af flot CGI.

Her tager handlingen tilløb til at blive farlig, her begynder karakteren Stephen Strange at tage form. Så selvom det aldrig bliver fuldbyrdet, og selvom det okkulte lag aldrig udfoldes på tilfredstillende vis (og det fatter jeg ikke, da det netop er karakterens varemærke), så lover det ganske godt for Dr. Strange-karakterens videre forløb i The Marvel Cinematic Universe, hvor vi lige nu er i fase tre.

Der er ikke nogen tvivl om at Benedict Cumberbatch er en dygtig skuespiller, men i Doctor Strange får han ikke meget at arbejde med, så det bliver en lidt mekanisk præstation.

Det samme kan man heldigvis ikke sige om effekterne, som sjældent er set bedre i en superheltefilm eller en film generelt. Det er bare ærgerligt, at de ikke bruges til meget andet end løben rundt efter Mads Mikkelsens skurk i spændende omgivelser, hvor tyngdekraften og en bys arkitektur ikke er, som vi kender den – ja, jeg hvisker lige Inception (2010), hov, endnu en Nolan-film.

Heldigvis er klimakset ganske udmærket, og her får effekterne for alvor lov til at blomstre, til at komme til deres ret.

Tv-filmen fra 1978 er bedre

Det er ikke første gang, at jeg her på pulpen anmelder en film om Dr. Strange. I 1978 udkom tv-filmen Dr. Strange, som på trods af et mindre budget faktisk er en bedre film end 2016-udgaven. Den vil mere med sin karakter og det unikke univers (når man taler Marvel), som tegneserieforlægget skabte.

Så det kan desværre ikke blive til mere end tre store stjerner til den faktisk ikke specielt underlige, men ganske ordinære, Doctor Strange.

Anmeldt i nr. 138 | 13/04/2017

Stikord: Film baseret på tegneserie, Magi, Superhelte