Planet Pulp

Invasion fra rummet er en af de mest sejlivede klichéer i science fiction-genren. I mange film er det USA, der får besøg af marsmænd eller andre slimede væsener. Men hvorfor egentligt det? Selvfølgelig fordi de fleste alien invasion-film er fra Hollywood – og selv om rumvæsnerne i Roland Emmerichs Independence Day (1996) besøger alle landes hovedstæder for at udslette dem alle, er det alligevel amerikanerne, der redder dagen.

I debutanten Neill Blomkamps District 9 (2009) er det imidlertid ikke Guds eget land, der står for skud. Her besøger rumvæsner Johannesburg, Sydafrika! Og de kommer hverken med fred eller planer om at overtage vores verden. De er strandet!

Fra kortfilm til spillefilm

District 9 har sin oprindelse i den tankevækkende kortfilm Alive in Joberg (2005), hvor man i fragmenter får fortalt i dokumentarstil om rumvæsner i Johannesburg. Man ser, hvordan de lever i slumkvarterne og fornemmer den politiske uro, de formår at skabe. For selvom Apartheid er afskaffet, er der stadig store sociale problemer at løse, og problemet med rumvæsnerne skaber bare nye problemer – og et nyt Apartheid.

Kortfilmen fangede Ringenes Herre-instruktøren Peter Jacksons og hans samarbejdspartner/kone Fran Walshs opmærksomhed, og de hyrede Blomkamp til at komme til New Zealand for at instruere filmudgaven af det populære Microsoft-spil Halo (2001). Men undervejs i arbejdet med Halo blev projektet aflyst på grund af kreative uoverensstemmelser med Hollywood og problemer med budgettet. En skuffet Blomkamp skulle til at forlade New Zealand, da Jackson og Walsh forslog ham at lave en spillefilm ud af hans kortfilm Alive in Joberg. Det var han med på, og Jackson hjalp til som producent.

Alien Apartheid

I starten af District 9 får man at vide, at rumvæsner kom til Johannesburg for tyve år siden. Siden da har myndighederne i første omgang fået dem isoleret i lejren District 9. Men nu skal de overføres til en anden lejr, District 10, hvor forholdene ikke er meget bedre end i District 9. Det hele bliver arrangeret af militærselskabet MNU (Multinational United), som især er interesseret i at finde ud af, hvordan man bruger rumvæsnernes våben, som kun kan bruges af de fremmede på grund af deres særlige DNA.

Den håbefulde MNU-funktionær Wikus Van De Merwe (Sharlto Copley) får til opgave at stå for overførelsen af rumvæsnerne til District 10. Men det går ikke stille af sig, da Wikus finder en beholder med alien-DNA. Han får noget af det på sig, og det sætter en genetisk ændring i gang i hans krop, som gør, at han er ved at blive til et rumvæsen!

Hans arbejdsgivere ser nye muligheder i Wikus, da han bliver i stand til at bruge rumvæsnernes våben. Det lykkes dog Wikus at flygte fra MNU og gemme sig i District 9. Der møder han rumvæsnet med det menneskelige navn Christopher Johnson og hans søn. Wikus indleder et særpræget venskab med de to rumvæsner for at hjælpe dem med at komme hjem til deres planet, så de kan kurere ham. Men MNU er stadig efter Wikus…

Fantastisk debutfilm

Så effektivt som District 9 er skruet sammen, skulle man ikke tro, at filmen er Neill Blomkamps første spillefilm. Han har baggrund som animator/visuel effekt-mager, og de erfaringer bruger han godt i de mange scener, der involver rumvæsnerne. Filmens lille budget på 30 millioner dollars taget i betragtning er rumvæsnerne lavet med overbevisende computergrafik, der er på niveau med det, som effektfirmaerne ILM og Weta Digital tit præsterer.

Den på det tidspunkt ukendte Sharlto Copley havde ingen professionel skuespillererfaring før hans rolle som Wikus. Han er selv instruktør/producent og hjalp Blomkamp med at producere Alive in Joberg. Copley improviserede alle sine replikker, og det er med til at gøre hans præstation meget ægte og autentisk. Han formår også at gøre sin Wikus-figur sympatisk trods de ting, han gør i starten af filmen.

Hans bizarre forvandling fra menneske til rumvæsen minder i høj grad om Jeff Goldblums flueforvandling i David Cronenbergs The Fly (1986), især i de scener hvor Wikus mister sine tænder og negle. Copleys samspil med rumvæsenet Christopher er fantastisk, og man glemmer hurtigt det faktum, at Copley under optagelserne har spillet over for en skuespiller i grå pyjamas – en mocap-dragt, der blev erstattet med et computeranimeret rumvæsen.

De andre ukendte skuespillere gør det fint, og i det hele taget er det til filmens fordel, hvad angår realisme, at der ingen store filmstjerner er. Actionsekvenserne er lavet med hårdkogt intensitet og er ekstremt blodige. Især i filmens finale får man nostalgiske minder om Paul Verhoevens RoboCop (1987). Fotograferingen er dokumentarisk i begyndelsen, men går efterhånden over i noget, der minder om Bourne-filmene (2002, 2004 og 2007).

Nyklassikerstatus

Selvom Blomkamp har sagt, at hans film blot er lavet som rendyrket sci-fi-action, så er der alligevel sprængfarlige politiske emner som racisme og behandling af fremmede udefra – om de så er fra rummet eller ej. Alt dette er inspireret af tvangsfjernelsen af over 60.000 sorte fra Cape Towns District Six under Apartheidstyret.

District 9 blev nomineret til hele fire Oscars ved uddelingen i 2010, bl.a. for bedste effekter (filmen tabte dog til Avatar) og bedste film, hvilket er overraskende, for Oscar-akademiet ser ofte ned på science fiction-film.

Blandt mange genrefans har District 9 med rette fået nyklassikerstatus indenfor genren. Det skal derfor blive mere end almindeligt spændende at se, hvad der kommer fra Neill Blomkamp næste gang, nu hvor han med District 9 fuldt fortjent har etableret sig som en af de p.t. mest interessante filmskabere inden for science fiction-genren.

Anmeldt i nr. 56 | 13/06/2010

Stikord: Rumvæsner