Der heiße Tod

Jesus Francos Der heiße Tod (bedre kendt under sin engelske titel 99 Women) er én af de tidligste WIP-film og sammen med Love Camp 7, der udkom samme år, udgør filmen blåtrykket for WIP-genren, sådan som den kom til udtryk i løbet af 1970’erne.

Alle de elementer vi kender fra senere indslag i genren er sådan set på plads: Letpåklædte kvindelige fanger, en sadistisk kvindelig fængselsinspektør, en liderlig mandlig overordnet (i dette tilfælde guvernør på den ø, hvor fængslet ligger), lesbisk sex, voldtægt. Ja – alle de charmerende ingredienser fra WIP-genren er til stede.

Man mærker imidlertid tydeligt, at Der heiße Tod er et tidligt indlæg i genren, for den er slet ikke så eksplicit, brutal eller ubehagelig som nogle af de senere WIP-film, og det er måske også det, der gør den en lille smule tandløs, når alt kommer til stykket.

Den typisk tynde historie

Historien er – som vanligt – ganske, ganske tynd. Vores hovedperson Marie (Maria Rohm) ankommer til kvindefængslet, der ligger i et fort på en ø i én eller anden ubestemmelig Mellem- eller Sydamerikansk bananrepublik. Fængslet er under ledelse af den sadistiske kvindelige fængselsinspektør Diaz (Mercedes McCambridge), der jævnligt lader øens guvernør Santos (Herbert Lom) muntre sig med pigerne.

Den rå behandling fangerne bliver udsat for har inden for kort tid taget livet af flere af dem, og lægen, der bliver tilkaldt for at skrive dødsattesterne, indberetter fængslet til justitsministeriet, der sender en observatør af sted. Det er den velmenende, men ineffektive Leonie Caroll (Maria Schell), og da hun ikke formår at få ændret på noget som helst, beslutter Marie og et par af de andre piger sig for at flygte. Hvordan enden på det hele bliver, skal jeg ikke fortælle, men opløftende er den ikke just.

Episodisk og en smule tandløs

Jesus Franco, der står bag Der heiße Tod, har indspillet i omegnen af 200 film siden sin debut i 1957, og han er da også én af de mest berømte eurotrashinstruktører overhovedet. Men faktisk er Der heiße Tod slet ikke så ringe endda, selv om den på bestemte områder lader noget tilbage at ønske.

Det primære problem ved filmen er, at den fremstår temmelig episodisk. Der er ganske vist en fortløbende og sammenhængende handling, men Franco og hans tre medforfattere har haft en lille smule svært ved at sætte det hele sammen, så det føles som en helhed. Når man oven i det lægger, at filmen som tidligere nævnt er en smule tandløs, så mister Der heiße Tod en hel del af sin slagkraft. Man har ganske enkelt svært ved at tro, at fængslet er helt så frygteligt, som det beskrives, og den smule nøgenhed, der er, er tilmed håndteret meget smagfuldt og med et minimum af synlig hud.

Disse ting skyldes til dels filmens alder. Den havde som sagt premiere allerede i 1969, hvor grænserne for hvad man kunne tillade sig endnu ikke var flyttet så langt, som få år senere. Selv om Der heiße Tod unægteligt er en exploitationfilm, er den faktisk temmelig uskyldig. Det gør den langt mindre kulørt end mange af de senere indlæg i genren, men ikke af den grund mindre seværdig.

Det der gør filmen middelmådig er det episodiske præg kombineret med et ret adstadigt tempo, der særligt går en del i tomgang under de tre kvinders fangeflugt. Her kommer der en hel del planløs vandren rundt i junglen, og den slags har aldrig været synderligt interessant at kigge på.

Et for genren imponerende cast

Der heiße Tod kan ellers prale af et ret imponerende cast – filmens genre taget i betragtning. Tyske Maria Schell (søster til Maximilian Schell) spiller rollen som den velmenende observatør Caroll, mens fængselsinspektøren spilles af den garvede amerikanske skuespillerinde Mercedes McCambridge, der især gjorde det inden for TV. Hun er imidlertid nok bedst kendt af genrefilmfans for at være kvinden bag dæmonen Pazuzus stemme i The Exorcist (1973). Allerbedst kendt er dog nok Herbert Lom, der spiller den liderlige guvernør. Lom kender vi selvfølgelig som Chief Inspector Dreyfus i Pink Panther-filmene, men han medvirkede blandt meget andet også i Cronenbergs Stephen King-filmatisering The Dead Zone (1983).

Filmens hovedperson, den blonde brystbombe Marie, spilles af Maria Rohm, der måske fik rollen, fordi hun var gift med Francos pengemand, producenten Harry Alan Towers. Rohm er attraktiv, men det kan, næppe overraskende, konstateres, at hun ikke har meget at arbejde med i rollen. Det er der nu ikke mange af de medvirkende, der har, og man ser naturligvis heller ikke en film som Der heiße Tod for skuespillets skyld.

Og netop derfor er det naturligvis lidt ærgerligt, at filmen i dag føles en smule tynd. Det er langt fra nogen frygtelig film, men den er på den anden side bestemt heller ikke rigtig god. Den ligger og simrer et sted i middelmådighedens store gryde. Til gengæld skal Another World Entertainment have ros for coveret, der er virkelig, virkelig flot! Det gælder i øvrigt også for selskabets øvrige Jesus Franco-udgivelser, som vi kigger nærmere på i den nærmeste fremtid.

Her på falderebet skal det lige nævnes, at den skive, AWE har udsendt i Danmark, indeholder to versioner af filmen. Francos officielle “Director’s Cut”-udgave og en uautoriseret version med indkopierede hardcorescener, som de franske distributører fik fremstillet. Det der kan undre her er, at det er den franske hardcoreudgave, der ligger som den primære film på skiven, mens Francos officielle (og tilmed utekstede!) udgave må tilgås gennem bonusmaterialet.

Fin for fans af genren

Hvis man interesserer sig for Women in Prison-genren og exploitationfilm i al almindelig kan Der heiße Tod sagtens anbefales. Man skal bare ikke forvente en eksplosivt underholdende WIP-film, men en mere langsommelig sag der er forholdsvis tilbageholdende med sex, vold og andre exploitationelementer.

Der heiße Tod er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 54 | 13/04/2010

Stikord: Fængsel, Fængselsfilm, Lesbianisme, Women in Prison, Øer