Planet Pulp

Ruben Greis har leveret noget så sjældent som en dansk actionfortælling, der faktisk fungerer! Den sidste gentleman er fortalt i førsteperson af romanens hovedperson Markus.

Vi starter med slutningen. Eller rettere sagt: Vi hører indledningen af slutningen, for den rigtige slutning kommer naturligvis først til sidst. Så på den måde er romanen bygget ganske klassisk op rent tidsligt, og det fungerer godt, fordi romanen er så kort, at kan faktisk hurtigt er tilbage ved slutningen. 18 kapitler fordelt på 168 sider i et lille format – en eftermiddag burde være nok til at læse den. Men lad os tage et kig på handlingen.

… og ind kom luderen

Markus er en ung mand, der lever livet gennem sin computer – og specielt igennem computerspillet Half-Life. Vi finder hurtigt ud af, at Markus har lig i lasten: Hans tvillingebror Mikael døde for noget tid siden, og det er han aldrig kommet over og lever selv lidt en zombie-tilværelse. Men hans roommate Arif vil det anderledes. Han arrangerer en date for Markus med pigen Liv, som, fristes man til at sige hvis man har set True Romance (1993), naturligvis er luder. Og så tager handlingen ellers fat.

Markus rives ind i en nedadgående jagtspiral af vold og død, og vi kommer som læsere på en rejse igennem Københavns skyggesider – og det er et ekstra plus, hvis man kender København, da man derved hurtige føler sig ”hjemme”. Det skal dog siges, at forfatterens beskrivelser rammer plet, så også jyder, der aldrig har været i hovedstaden, kan være med.

Heldigvis er Den sidste gentleman stort set blottet for unødvendige elementer, så historien får lov til at skride frem med 180 km/t. Det er ikke stor kunst, men det er meget underholdende, og Ruben Greis har et levende, enkelt og opfindsont sprogbrug. Hårdt, kort og præcist. Hør blot her en passage fra en ganske forrygende tortursekvens:

”Knivsåret var en mørk, lille streg midt i kagerne af indtørret blod. Han knyttede næven og hamrede den for fuld kraft ned oven i såret. Jeg brølede mod tapen og vred mig i stolen, mens blodet atter væltede frem fra sprækken. Han rykkede tapen af min mund.”

Dansk pulp!

Med Den sidste gentleman har Ruben Greis givet os en på mange måder ægte pulpet roman, som vi ikke er forvænte med her i Danmark. Og hvor er det dejligt, at den er skrevet på dansk og ikke engelsk for at nå et større publikum. Ikke at Den sidste gentleman ikke kunne læses på engelsk: Den ville bare drukne i lignende værker, og derfor er det helt rigtigt at lade handlingen udspille sig i Danmark frem for en ligegyldig amerikansk storby.

Jeg nævnte tidligere True Romance. Og der kan ikke være tvivl om, at den har inspireret Ruben Greis på mange områder. Både i selve hovedhandlingen, i dialogerne, i flere enkeltscener og i selve neo-noir tilgangen. Og samtidig formår Greis at ramme den hårde actionstemning, som vi eksempelvis finder i den glimrende The Long Kiss Goodnight (1996).

Men det vigtige i denne sammenhæng er at Den sidste gentleman ikke er en metapastiche, der ikke tager sig selv seriøst. Nej, Ruben Greis har skabt en ganske medrivende neo-noir/action/jagt-fortælling, der udspiller sig i Københavns gader. Thumbs up skal lyde fra Planet Pulp: Vi elsker genrefortællinger!

Anmeldt i nr. 62 | 13/12/2010

Stikord: Neo-noir, Pulp