Planet Pulp

Marco Brambillas science fiction-actionbasker fra 1993 er en fremragende film. Så er det sagt. Den kom ud i en tid, hvor actionfilmen var presset, og hvor actionfilmen begyndte at skifte karakter.

De store actionhelte, bøfferne, begyndte at blive afløst af mere bløde helte og af film, som ikke i så høj grad som før var bygget op om de altafgørende hovedroller. Tænk blot på Speed fra 1994, hvor hovedpersonen mere bliver passager end chauffør, og hvor actionkampene, mand mod mand, afløses af andre typer af konfrontationer.

Da den ægte actionhelt sang på sidste vers

Det er naturligvis en generalisering. Der dukkede stadig “rigtige” actionfilm op i årene frem, men ikke desto mindre var de kronede dage for folk som Stallone, Arnold, Dolph og van Damme talte.

De to sidste bevægede sig så let og elegant over i direct-to-video-branchen, hvor de forsatte med at lave den type film, de altid havde lavet, dog uden den vitalitet og nerve, som vi fandt i deres bedste film.

Arnolds sidste gammeldags actionfilm var vel Eraser fra 1996, der solgte godt, og i 2002, kort før hans politiske løbebane, viste en film som Collateral Damage, at actiondrengene ikke længere solgte billetter som i 80’erne og starten af 90’erne.

… og så kom Rambo tilbage

Stallone forsøgte også at drive karrieren i en anden retning, eksempelvis med sin glimrende præstation i Cop Land fra 1997, men actiongenren kunne han aldrig slippe. Så i 2008 relancerede han sig selv og karakteren John Rambo med den rigtig fine og meget blodige Rambo – en film der blev en sikker kommerciel succes og som der fortsat tales om en efterfølger til.

Men efter Rambo var det som om, at Stallone så dybt i nostalgidrinken, og det er så blevet til de tre mere eller mindre vellykkede (og mere eller mindre økonomisk succesfulde) The Expendables-film (2010, 2012 og 2014).

Det sjove ved de film, udover at de er en hyldest (dog med for meget CGI-blod) til de gammeldags actionfilm fra genrens guldalder, er, at de også byder på gensyn med mange af de store actionikoner. Udover Stallone møder vi også basser som Arnold, Jean-Claude, Dolph, Chuck og Snipes. Wesley Snipes naturligvis.

Og så er vi tilbage ved Demolition Man, hvor Stallone er helten og Snipes er skurken. Efter de to mænd møder hinanden efter optøningen, følger denne herlige replikudveksling:

John Spartan: Bad aim, Blondie!
Simon Phoenix: Spartan? John Spartan? Aw shit, they let anybody into this century! What the hell you doing here?

Fanget i isen fra 1996 til 2032

Men før vi går videre er det på sin plads at se på filmens handling: I 1996 møder vi LAPD-betjenten John Spartan – kendt som “The Demolition Man” fordi han smadrer ting, når han anholder kriminelle.

Vi møder også superforbryderen/stjernepsykopaten Simon Phoenix, som Spartan jagter. Konfrontationen kaster en masse lig af sig, og både Spartan og Phoenix fryses ned i “California Cryo-Penitentiary”.

Så springer handlingen til 2032 – 20 år efter det store jordskælv i 2010, der smadrede en masse. Efterfølgende er resterne af San Diego, Santa Barbara og Los Angeles blevet til det pussenussede utopiske samfund San Angeles – et samfund, der styres af den påståede pacifist Dr. Raymond Cocteau. Vores to kamphaner er stadig frosset ned, så langt så godt.

90’er helte og skurke løs i fremtiden

Men så begynder der at ske ting og sager: Phoenix bliver tøet op, og snart er en 90’er-kriminel på fri fod i et samfund, der slet ikke ved, hvordan man skal håndtere den slags kriminelle fortidslevn. Så hvad gør man så?

Jo, man tør naturligvis Spartan op, og så kan deres krig ellers begynde igen. Der er naturligvis en god grund til, at Phoenix sættes fri, og alt er ikke, som det skal være i det på overfladen pæne samfund, men jeg vil ikke røbe mere af den forrygende handling her.

Som sådan er Demolition Man ikke en klassisk tidsrejsefortælling, da der ikke rejses frem eller tilbage gennem en maskine. Men alligevel besidder den mange af de klassiske tidsrejseelementer, hvor 1990’erne bliver spejlet i et utopisk fremtidssamfund.

Det kommer der rigtig mange sjove optrin ud af, hvilket viser én af filmens andre styrker og det er, at den er hamrende sjov. På den måde spiller science fiction, action og humor ganske godt sammen.

Både Stallone og Snipes er i topform, og de klæder hinanden godt – som det jo netop er vigtigt i en god actionfilm, hvor helten ikke er noget uden skurken og omvendt.

Why don’t we just do it the old-fashioned way?

Udover at være en toptunet actionfilm er det i de små detaljer, at filmen for alvor hæver sig over mange lignende film. Og de detaljer er ofte knyttet til små finurlige ting fra fremtiden, som bliver sjovt, når det aktiveres af specielt Spartans 90’er machoisme.

Som da der skal dyrkes virtuel sex og Spartan skuffet siger: “Look, Huxley, why don’t we just do it the old-fashioned way?”, hvortil Huxley svarer: ”Eeewww, disgusting! You mean… fluid transfer?”

Eller da Spartan skal tørre røv og ikke ved hvordan “that damn three seashell thing” fungerer (hvilket stadig er en stor hemmelighed). Spartan går hen til den maskine, der udskriver bøder, når man bander, og siger følgende: ”Thanks a lot you shit-brained, fuck-faced, ball breaking, duck fucking pain in the ass.” Maskinen svarer: “John Spartan, you are fined five credits for repeated violations of the verbal morality statute”. Spartan smiler og siger: “So much for the seashells. See you in a few minutes.”

Uanset hvad så har Spartan, og filmen, en tro på, at det nye samfund har brug for vores (datidens) måde at være på for at overleve. Som sådan står Demolition Man på mange måder tilbage i dag, lidt over 20 år efter, som et museum over 90’erne og mere specifikt 90’ernes actionfilm. På godt og ondt.

At der i filmen så også er en museumsafdeling med 90’erne giver så det hele et ekstra lille lag. Ligesom informationen om, at Arnold Schwarzenegger var præsident får én til at trække på smilebåndet – specielt når vi jo ved, at Arnold gjorde det i politik i en lang årrække længe efter, Demolition Man var lavet.

Filmen er også spækket med fremtidsgadgets, hvor nogle rammer mere præcist end andre, og sådan er det altid med fremtidsfilm.

A blast from the past

Instruktørnavnet Marco Brambilla siger dig sikkert ikke noget. Og det er der en god grund til: Udover Demolition Man, der var hans debut, har han kun lavet den skrækkelige Excess Baggage (1997) med den smukke men talentløse Alicia Silverstone i hovedrollen, samt kortfilmen Sync (2006).

Ellers er Brambilla mest kendt som video- og installationskunstner. Og det er faktisk ærgerligt, da Demolition Man virkelig var en stærk debut, der også omsatte fint i biograferne. Men sådan er verden så underlig engang imellem, og Demolition Man må betegnes som et one-hit wonder fra Brambillas hånd.

Da Demolition Man kom frem var den et blast. Nu er den et blast from the past og en film, der faktisk bare bliver bedre og bedre med årene. Den er samtidig et vidnesbyrd om en tid, hvor man stadig kunne lave velfungerende actionfilm med en velspillende bøf i hovedrollen.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Fremtiden, Fængsel, Psykopater, Tidsrejser, Utopia