Deliria

Michele Soavis Deliria fra 1987 (engelsk: Stage Fright), er udsendt af Another World Entertainment i deres giallo-serie. At kalde Deliria for en giallo er imidlertid noget af en tilsnigelse, for der er snarere tale om en slasherfilm, der blot tilfældigvis er produceret i Italien. I hvert fald mangler de fleste obligatoriske gialloelementer, om end filmen naturligvis har en morder, der i store dele af filmen opererer uset. Bemærk i øvrigt, at AWE har udsendt filmen under dens officielle engelske titel, og ikke under den gamle danske videotitel Bloody Bird.

Langsom og pinefuld død

Deliria er også et godt eksempel på, at de italienske film inden for den gialloafledte slashergenre led en langsom og pinefuld død i løbet af 1980’erne. For ærlig talt er der ikke meget at komme efter. Bevares, filmen har da en række ganske blodige mord, men hvis der skal mere til for at tilfredsstille seeren, så falder Deliria godt og grundigt på røven – ikke mindst på grund af det helt latterlige plot.

En flok fallerede skuespillere, og deres lige så fallerede instruktør, er i gang med at opsætte et danseteaterstykke om seriemorderen The Night Owl. Da en ægte seriemorder undslipper fra et nærliggende sindssygehospital, og myrder én af truppens medarbejdere, lugter instruktøren penge, og beslutter sig for at ændre plottet i stykket, så det handler om den rigtige morder, der tilmed er en tidligere skuespiller. Da det er gået rigtig skidt med prøverne, og premieredatoen lurer lige om hjørnet, beslutter instruktøren sig for at låse skuespillerne (og sig selv) inde på teatret natten over, og fortsætte sceneprøverne. Dette sker vel at mærke samme aften, som deres kollega blev brutalt myrdet.

Desværre har morderen sneget sig ind på teatret, og da han snart får taget livet af den skuespiller, der stod for at aflåse teatret og gemme nøglen, er vores lille trup snart i problemer. Det er nemlig ikke lige til at slippe ud af det aflåste teater, og nu kan morderen én for én tage livet af teaterfolkene, der naturligvis ikke kan finde ud af at samarbejde – selv ikke for at overleve. Hvordan skal det dog ende?

Mekanisk udført

Deliria udspiller sig som en blanding af en morderisk udgave af Phantom of the Opera og en traditionel slasher, blot med det lukkede rum som setting. Sidstnævnte alene burde give filmen en vis mængde spænding, men Deliria er så mekanisk udført, at den er tæt på at være en ren snoozefest. Selv ikke mordene liver særlig meget op på løjerne, og det må her tilføjes, at coverets omtale af mordene som “nogle af genrens mest blodige og voldsomme sekvenser” er lidt af en overdrivelse.

De medvirkende er en blanding af kendte og mindre kendte ansigter i italienske genrefilm, og som et kuriosum kan nævnes, at mange af skuespillerne også medvirkede i Joe D’Amatos 9½ Weeks-ripoff Undici giorni, undici notti (engelsk: 11 Days, 11 Nights) fra 1986, hvor deres roller bar samme navne, som i Deliria. Bedst kendt er nok Giovanni Lombardo Radice, her under kunstnernavnet John Morghen, som vi tidligere har stiftet bekendtskab med i bl.a. Fulcis Paura nella città dei morti viventi (1980), Deodatos La Casa sperduta nel parco (1980) og Umberto Lenzis Cannibal Ferox (1981). Filmens Alicia, spilles af Barbara Cupisti, der også var med i Lo Squartatore di New York (1982) og Argentos Opera (1987).

Enkelte gode takter

På nær nogle ganske få scener er det dog skønne spildte kræfter, for manuskriptet er simpelthen så uinspireret, at det aldrig bliver spændende, endsige uhyggeligt, og det har selv ikke den ellers erfarne skuespiller/instruktør Soavi kunnet rettet op på. Det kan her nævnes, at Soavi har fungeret som 2nd unit director på en række af genrens store titler, bl.a. Argento-filmene Tenebre (1982), Phenomena (1985) og Opera (1987).

En enkelt scene, hvor Alicia finder én af sine medspillere myrdet i et bruserum, og må gemme sig for morderen bag et badeforhæng, er dog fint eksekveret, og boremaskinemordet på én af de dybt irriterende mandlige skuespillere er svært tilfredsstillende. En anden fin scene kommer hen imod slutningen, hvor morderen sidder på scenen, omgivet af sine ofre. Her må Alicia kravle under scenen, og få fat i nøglen til teatret, der sidder fastklemt imellem to gulvbrædder direkte foran morderens fødder. Havde der været mere af den slags, kunne Deliria have været rigtig god.

Andre steder hænger det bare ikke sammen. F.eks. da morderen hiver én af de kvindelige skuespillere ned igennem nogle halvrådne gulvbrædder, og de andre trækker hende op igen – blot er det nu kun overkroppen der kommet op, idet morderen har savet hende over med en motorsav. Lyden af motorsaven mangler dog helt i sekvensen, og den slags billige forsøg på at skabe chokeffekter trækker gevaldigt ned i min bog – blodige effekter eller ej.

Kun for hardcorefans

Det meste af tiden render castet forvirrede rundt, og formår hverken at finde en vej ud af teatret eller at organisere sig nok til at få has på morderen. Godt nok er de nogle frygtelige amatører, men det træder adskillige gange over grænsen fra det utroværdige til det dybt utroværdige.

Soavi har lavet bedre film siden, og Another World Entertainment har udsendt bedre film i deres gialloserie. Deliria er kun for hardcorefans af genren, og selv de vil finde, at der er langt mellem snapsene. Til gengæld får man filmen i to udgaver på AWE-skiven: i det oprindeligt tiltænkte format 1.85:1 og i en 1.33:1 open matte-udgave.

Deliria er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 34 | 13/08/2008

Stikord: Italian Cinema, Psykopater, Slasher