Planet Pulp

Deep Throat er den første – og bliver den sidste – deciderede hardcorepornofilm, vi anmelder her på Planet Pulp. Grunden til det er ganske simpel: her på stedet beskæftiger vi os med narrativer – eller fortællinger, hvis vi nu skal kalde en spade for en spade. Her falder langt de fleste pornofilm igennem, for fokus i dem er i sagens natur ikke på at fortælle en historie.

Bevares, der findes da pornofilm med handling, men man skal ikke lade sig snyde til at tro, at handlingen er det primære ved disse film, og som regel er handlingen også så bare bones, det kan lade sig gøre: et ultraenkelt setup for udfoldelser på lagenet, sofaen, i bruseren, på græsplænen, i bilen – eller hvor det nu ellers kunne være.

Porno som fænomen

Porno er et brugsobjekt, hvis primære raison d’être ikke er at fortælle en historie eller underholde i konventionel forstand. Det er ganske enkelt designet til at skabe seksuel ophidselse hos sit publikum – og hvad der så følger derefter kommer jo an på publikum, især i en tid, hvor porno ikke længere kun bruges af skumle mænd i lurvede biografer med pletter på sæderne, men også finder anvendelse af par til at spice sexlivet op med.

Dermed ikke være sagt, at porno som fænomen er uinteressant – men hvis man interesserer sig for fortællinger er det. I hvert fald i langt de fleste tilfælde. At vi denne måned kigger nærmere på Deep Throat skyldes således ikke, at den byder på en mere raffineret handling end andre hudfilm. Men hvis man bare har den mindste interesse i porno som fænomen – historisk, kulturelt og socialt – er Deep Throat helt uundgåelig.

Det samme gælder, hvis man interesserer sig for exploitationgenren i 1970’erne og senere, for der er ingen tvivl om, at legaliseringen af porno omkring 1970 i mange lande (med Danmark som bannerfører med pornoens frigivelse i 1969) havde en betydelig indflydelse på den måde, exploitationfilmene kom til at se ud. Ganske enkelt kunne man efter ca. 1970 tillade sig nogle ting, man ikke kunne tidligere – og her på Planet Pulp har vi bl.a. set eksempler på det i en stor del af de italienske exploitationers, vi har anmeldt.

Porno chic

Midt i den tidlige periode med fri porno ramte Deep Throat så biograferne. Det var én af de allerførste hudfilm, der blev set af et bredt publikum, og den fik endda positive anmeldelser i mainstream-medier. I årene umiddelbart efter pornoens frigivelse var det faktisk temmelig hipt at se porno – perioden fra ca. 1970 til de tidlige 1980’ere er blevet kaldt ”porno chic”-perioden, bl.a. pga. denne hipnessfaktor. Samtidig var der feminister der på dette tidspunkt anså porno som et positivt træk i frigørelsen af kvindelig seksualitet.

Her må det dog indskydes, at der også var feminister, der så porno som kvindeundertrykkende, og at pornoens ”frigivelse” helt generelt er et besværligt udtryk at arbejde med, særligt i en forbundsstat som USA, hvor delstaterne – og endda de enkelte counties, byer osv. – har en udstrakt grad af selvstyre. Således blev Deep Throat og andre tidlige pornofilm forbudt adskillige steder i USA.

Deep Throat og Watergate

Ikke desto mindre udkom filmen, og blev et af fyrtårnene i den tidlige hardcoreporno. I hvert fald er filmen overgået i historien. At filmen blev en del af den kulturelle og popkulturelle bevidsthed skyldes også, at redaktøren af Washington Post valgte ”Deep Throat” som kodenavnet for den informant, der fodrede Bob Woodward og Carl Bernstein med information, og som dermed var med til at afdække Watergateskandalen og tvinge Richard Nixon til at gå af som præsident i 1974.

Efter Watergate er ”Deep Throat” faktisk gået hen og er blevet en generel term for hemmelige kilder og whistleblowers, og X-Files-fans vil naturligvis også genkende navnet som kodenavnet for Mulders informant i første sæson af serien.

Med andre ord er Deep Throat, af forskellige årsager, blevet en del af den kollektive vestlige kulturelle og popkulturelle bevidsthed, og det er en film, mange vil genkende titlen på, selv om det i dag nok er de færreste, der har set den.

To målgrupper

Sidstnævnte har Another World Entertainment nu gjort deres til at råde bod på ved at udsende filmen i sin uklippede 61 minutter lange udgave, så nu kan alle nysgerrige få syn for sagn. Jeg skal lade det være sagt med det samme: Deep Throat er kun interessant for to målgrupper. Det er dels de, der – som jeg selv – synes den er interessant fra et historisk perspektiv. Og dels de, der har en interesse i tidlig pornografi og eroticaens historie.

Der er næppe nogen af de to målgrupper, der i dag vil finde Deep Throat nogen synderligt god film, og i sig selv er den efter min mening også hamrende uinteressant, som langt det meste porno er. Men den historiske betydning, filmen har haft, kommer man ikke uden om, og personligt er jeg da også glad over at have set giraffen.

Men hvad handler Deep Throat så om? Altså, titlen taler jo til en vis grad for sig selv, men Linda Lovelace, der sutter pik til roden er jo ikke selve handlingen – for Deep Throat er nemlig én af de pornofilm, der postulerer at have en handling. Det har den da også, men den er ved Gud ualmindelig tynd.

Kilderen i halsen

Deep Throat handler om Linda Lovelace (pseudonym for Linda Susan Boreman), der har problemer. Godt nok nyder hun sex, men hun får ikke orgasme. Hun spørger derfor sin bofælle Helen (Dolly Sharp) til råd. Helen arrangerer fluks et sexparty, men da det ikke hjælper, foreslår hun, at Linda skal opsøge psykiateren Dr. Young (Harry Reems).

Dr. Young finder hurtigt ud af, hvad problemet er: Lindas klitoris sidder ikke i fissen, men langt nede i halsen. Den eneste måde, hun kan få orgasme på er derfor at sutte pik og det skal altså være ”langt ned i halsen” (som den danske titel på filmen også lyder). Dr. Young stiller sig naturligvis glædeligt til rådighed som forsøgsobjekt.

Efterfølgende tager Linda et job som terapeut for doktoren, hvilket bringer hende i situationer, hvor hun kan komme til at deep throate adskillige mænd – og så er alle jo glade.

Ja, handlingen er unægtelig tynd og naturligvis også tilsigtet komisk, og den fylder da også meget lidt af spilletiden. Handlingen består, som det sig hør og bør i genren, naturligvis af hardcorescener af forskellig art, hvoraf ikke så få består af oralsex. Det er jo ligesom filmens tema.

Beethovens niende i funkversion

Vurderet som handlingsfilm falder Deep Throat naturligvis igennem. Man kan godt få nogle billige grin ud af de medvirkendes forsøg på skuespil, og oplæggene til flere af akterne (sexakterne, forstås) er bevidst lavet humoristisk – særligt Harry Reems’ Dr. Young er tænkt som en komisk karakter. Endelig kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet af den meget klichéfyldte pornomusik, der helt i tidens ånd er overvejende funky. Især måber man over funkudgaven af temaet fra Beethovens niende symfoni, der spiller over filmens titelsekvens! Men der slutter det sjove ligesom også.

Dermed er der kun én anden måde at vurdere Deep Throat på, og det er som porno. Og her gælder det, som med så meget andet, om smag og behag. Uden at skulle kunne tale på andres vegne er det min beskedne vurdering, at tiderne nok er skiftet en hel del, og sandt at sige er de fleste af actionscenerne efter min mening temmelig uappetitlige i dag.

Derudover bliver man nødt til at tage stilling til Linda ”Lovelace” Boremans senere påstande om, at hun blev tvunget til at medvirke i filmen af sin voldelige ægtemand Chuck Traynor. Problemet er her, at Lovelace i sine to første biografier omtaler produktionen af Deep Throat som en ”befriende oplevelse”, og at det først var efter, at hun havde lært antiporno-feministen Andrea Dworkin at kende, at hun begyndte at omtale tvang i forbindelse med produktionen.

Hvad der er sandt er dermed svært at være sikker på, men under alle omstændigheder er det noget, man bliver nødt til at forholde sig til, for er det sandt, sætter det naturligvis Deep Throat i et helt andet og særdeles ubehageligt lys. Det kan naturligvis ikke ændre på filmens status i pornohistorien, men gør den til en potentielt temmelig ubehagelig oplevelse.

Revolvermentalitet

Teknisk set er Deep Throat helt til grin, hvilket nok ikke kommer som en større overraskelse, når man tager dens ophavsmand i betragtning. Gerard Damiano, der både har skrevet og instrueret, var damefrisør, og filmen er i den tekniske afdeling tydeligvis også lavet med revolvermentalitet. Heller ikke lyssætning, kameraføring og klipning er nemlig noget, man imponeres over, men her er det faktisk interessant at bemærke, at Deep Throat er fotograferet af den brazilianske fotograf João Fernandes (under pseudonymet Harry Flecks).

Fernandes er måske ikke nogen lysende stjerne som sådan, man senere har han fotograferet en lang række i mainstream-kredse endnu bedre kendte film såsom Friday the 13th: The Final Chapter (1984) og en lang række actionfilm, bl.a. Missing in Action (1984), Invasion: U.S.A. (1985), Red Scorpion (1989) og Delta Force 2 (1990) for nu bare at nævne nogle få. Tidligere har vi på Planet Pulp stiftet bekendtskab med Fernandes gennem den noget lunkne slasher The Prowler (1981) som imidlertid billedmæssigt faktisk er ganske effektiv.

Kulørt affære

Deep Throat blev lavet med mafiapenge. Bag producentnavnene Louis og Phil Perry gemte sig henholdsvis Louis Peraino samt hans far og onkel, Anthony og Joseph Peraino, der begge var fuldgyldige medlemmer af Colombo-familien, én af New Yorks fem familier. Filmen havde et estimeret budget på 25,000 dollars, og omtales ofte som én af de mest indtjenende film nogensinde, set i forhold til sit budget. Faktum er imidlertid, at de fleste beregninger er rene gæt. På grund af filmens finansiering er den reelle indtjening ikke kendt, og det er blevet foreslået, bl.a. af Roger Ebert, at filmens profit kan være blevet overdrevet af mafiabagmændene som et led i hvidvask af penge fra andre, og knap så legale, indtægtskilder.

Damefrisører, mafiapenge, Beethovens niende i funkversion og piksut til roden – som det burde være fremgået er Deep Throat en kulørt affære. Den fejler spektakulært på stort set alle niveauer med mindre man dyrker vintageporn, men den har skrevet sig ind i historien på flere forskellige måder og naturligvis været uhyre indflydelsesrig inden for sin genre. Derfor er Deep Throat også en svær film at bedømme, for selv om man sidder og krummer tæer en stor del af vejen, ser man den også med en sært fascinerende bevidsthed om dens kulturelle indflydelse på godt og ondt.

Har man den mindste interesse i erotica og porno fra et historisk og kulturelt synspunkt må Deep Throat naturligvis indkøbes og ses, og eventuelt sammen med dokumentarfilmen Inside Deep Throat (2005), som vi tidligere har anmeldt her på Planet Pulp. Er man udelukkende interesseret i enten handling eller sex er det en helt anden snak, og på den led kan jeg ikke få mig selv til at anbefale filmen.

Deep Throat er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 50 | 13/12/2009

Stikord: Erotik, Hardcoreporno