Planet Pulp

Louis Burke (Jean-Claude Van Damme) er en hårdkogt canadisk strømer. Faktisk så hårdkogt, at det i filmens indledning lykkes for Burke at finde frem til og nedlægge seriemorderen Christian Naylor – ham der bliver kaldt “The Sandman”.

Burke skyder ham flere gang, og “The Sandman” dør, eller det tror vi i hvert fald på det tidspunkt!

Den næste opgave for vores canadiske hovedperson bliver at infiltrere et fængsel, hvor han indsættes som almindelige fange; et fængsel hvor mange af de indsatte dør på mystisk vis!

Salg af organer – og en dyster stemning

Burke finder frem til, at fængslets ledelse ikke har rent mel i posen, og at de mange dødsfald kan kædes sammen med salg af organer på det sorte marked.

Ikke alle bryder sig om, at den gode Burke leger hårdtslående privatdetektiv, og snart er gode råd dyre. Råd der bliver dyrere, da man pludselig igen kommer til at se “The Sandmans” skikkelse…

Filmen har en ganske fascinerende stemning, nærmest som om fængslet bliver til Skærsilden eller måske mere Helvede. Hyggeligt er det i hvert fald ikke, og her tilsættes den klassiske actionfortælling en fin dosis af noget, jeg vil betegne som rendyrket gru. Et mareridt, som Burke velvilligt lader sig selv deltage i.

Bygningen, locationen, spiller en central rolle, nærmest som var fængslet hjemsøgt. Der er mørke, røg, metal og beton, skjulte områder, og i det hele taget er den industrielle setting og stemningen to af filmens stærkeste kort.

Men det nok stærkeste er ”The Sandman”, en karakter som netop støtter op om det onde, om det mørke. Han er en nærmest djævelsk og udødelig konstruktion, der giver Van Dammes cirkelspark og fleksede muskler en herlig modstand.

De klassiske elementer tilsat noget perverst

For det er stadig en “Van Damme-film” med de klassiske varemærker som spark, lidelse og kække, accenttunge replikker.

Men “Van Damme-film” er også mere end det. Hvis man ser på de mange film, som belgieren har medvirket i, er der faktisk ofte en større eller mindre flirt med mørket, med det dystre.

Tænk blot på film som Cyborg (1989), Universal Soldier (1992), Timecop (1994) – alle film hvor stemningen er mørk, ja nærmest dystopisk, og det samme kan man sige om Death Warrant.

På mange måder er Death Warrant en klassisk 1980’er-actionfilm. Vi har den hårdtpumpede actionhelt, et klassisk actionhelteplot, fine one-liners som “Great. Now we have all the assholes in one room,” de klassiske skurke, fængslet og de klassiske actionscener.

Men alligevel er filmen noget lidt andet; en fascinerende hybrid fordi gyserdelen, det ubehagelige, får lov til at lægge sig som et lag over det hele, som om alle de klassiske elementer smudses lidt til af noget perverst.

Filmen blev en fin kommerciel succes, Van Damme var et sikkert kort dengang, men desværre åbnede det ikke de store døre for filmens instruktør Deran Sarafian – der faktisk er selveste Robert Altmans nevø!

Sarafian lavede efterfølgende middelmådige actionfilm som Lambert-stinkeren Gunmen (1994) og Charlie Sheen-fejlskuddet Terminal Velocity (1994).

Derimod er det blevet til en anden og mere glorværdig karriere for filmens manuskriptforfatter, som er selveste David Samuel Goyer, der debuterede som manuskriptforfatter med Death Warrant.

Goyer, der netop er ret god til det med mørke og uhygge, har sidenhen slået sit navn fast med manuskripter til film som Dark City (1998), Blade (1998) og ikke at forglemme Christopher Nolans meget populære take på Batman.

Anderledes og underholdende take på actiongenren

Alt i alt er Death Warrant en fin lille actionfilm. Ja, plottet er lidt rodet, og den har nogle kedelige elementer, men til gengæld får vi et lidt anderledes take på actiongenren – en genre og en type af helt, der var midt i en voldsom transformation tilbage i 1990.

Anmeldt i nr. 166 | 13/08/2019