Planet Pulp

Deadfall fra 1968 var den sidste af fem samarbejder mellem instruktør Bryan Forbes og komponist John Barry. Senere skrev Forbes godt nok manuskriptet til Richard Attenboroughs Chaplin (1992), hvor Barry også komponerede scoret, men det er en anden sag.

Deadfall er en blanding af romance og kupfilm med Michael Caine i hovedrollen som klatretyven Henry Clarke, der indlogerer sig på en spansk alkoholafvænningsklinik for at komme tæt på én af de andre patienter, den velhavende Salinas.

Clarkes mål er at bryde ind i Salinas’ hus for at stjæle nogle juveler.

Filmen skulle efter sigende være temmelig kedelig, men til alt held leverede John Barry et ganske fremragende score, der er særlig bemærkelsesværdig på et par områder.

Koncert for guitar og orkester

Først og fremmest er scoret bemærkelsesværdig for den 14 minutter lange koncert for guitar og orkester, der indgår i filmen, hvor koncerten på én gang indgår i filmen og fungerer som underlægningsmusik under selve kuppet.

Dernæst er scoret bemærkelsesværdig for det noget aparte hovedtema – eller rettere: Den noget aparte sang, der er baseret på hovedtemaet. Temaet som sådan er der nemlig ikke noget galt med, men meget har været sagt om sangen med vokal af Shirley Bassey.

Diegetisk og non-diegetisk

Scoret blev udgivet af Film Score Monthly tilbage i 1997 i deres Retrograde Records-serie, og er i skrivende stund stadig i handlen.

Der er tale om et relativt kort score på ca. 33 minutter, hvoraf ca. 14 optages af koncerten for guitar og orkester.

Udgivelsen har en samlet spilletid på i alt 40 minutter, men det skyldes, at de to sidste skæringer består af en alternativ udgave af titelsangen med mandlig vokal samt en demoversion af hovedtemaet.

Scoret er komponeret for symfoniorkester og altså i koncerten med tilføjelse af akustisk guitar, der blev fremført af den legendariske spanske guitarist Renata Tarragó (1927-2005).

Den klimatiske kupsekvens krydsklippes mellem en fremførsel af koncerten (hvor John Barry medvirker som dirigent) og selve kuppet, og koncerten fungerer altså på én gang som diegetisk og non-diegetisk musik.

Klippet til musikken

Skal man tro Bryan Forbes’ oprindelige liner notes fra albumudgivelsen i 1968 arbejdede Forbes og Barry helt uafhængigt af hinanden i udformningen af koncerten og optagelserne af kupscenen.

Dette er da heller ikke usandsynligt, men Forbes får det næsten til at lyde som om, hans redigering af kupscenen også var en fait accompli, inden Barrys musik blev lagt på.

Det passer naturligvis ikke, for der er ingen tvivl om, at Forbes og hans klipper John Jympson har redigeret til Barrys musik, ligesom et længere afbræk i koncerten i selve filmen repræsenterer en klipning i musikken (kupscenen kan pt. ses på YouTube ved en simpel søgning på “Deadfall”).

Der er dog som sådan ingen tvivl om, at det primært er Forbes og hans klipper, der her har tilpasset sig Barrys score, mere end omvendt, og på den måde kan man sige, at Barry har haft ganske stor indflydelse på den centrale sekvens i filmen.

I øvrigt kan man som dansker ikke lade være med at spekulere på, om Erik Balling og Henning Bahs mon havde set Deadfall, inden de udtænkte den nu klassiske scene i Olsen-banden ser rødt (1976), hvor bandens kup i Det Kongelige Teater krydsklippes med fremførslen af ouverturen fra Elverhøj, der samtidig fungerer som dramatisk underlægningsmusik i sekvensen.

Unik Barry-komposition

Selve koncerten for guitar og orkester er et fremragende stykke dramatisk musik, der dog rent faktisk fungerer bedre som selvstændigt “værk” end det gør i filmen.

Det er et bemærkelsesværdigt stykke musik, al den stund at Barry aldrig hverken før eller senere komponerede noget i denne stil. Musikken er skiftevis intim og dramatisk, lavmælt og bombastisk, og scoret er værd at købe alene for at eje koncerten.

Men resten af scoret er nu heller ikke på nogen måde ringe, tværtimod. Men bl.a. på grund af den noget aparte titelsang er det helt sikkert et score, der kræver nogle gennemlytninger, inden man får alvor bliver helt lun på det.

“Skæv” titelsang

Selve hovedtemaet er som sagt ingenlunde ringe, selvom det måske heller ikke skriver sig ind som ét af John Barrys bedste eller mest markante temaer.

Sjovt nok har temaet flere steder visse ligheder med Lionel Barts titelmelodi fra From Russia With Love (1963), særligt i nogle af de harmoniske progressioner, hvilket placerer “My Love Has Two Faces” i den klart mindre originale ende af Barrys temaer.

Når Basseys fremførsel af temaet gør titelsangen så aparte, er det fordi, hun flere steder synes at synge “imod” selve temaet. Forstået på den måde, at hun flere gange rammer nogle toner, der gør fremførslen “skæv” – primært når hun rammer ordet “faces” i “My love has two faces”.

Som det bemærkes i bogen John Barry: The Man With the Midas Touch (2008) er denne skævhed utvivlsomt tilsigtet for at understrege netop sand/falsk-dualiteten i sangteksten, men det betyder, at man skal høre sangen igennem adskillige gange, før man forliger sig med fremførslen.

Der er utvivlsomt nogle, der aldrig vil kunne forlige sig med den, og sammen med temaets sammenfald med From Russia With Love vil det nok have en generel indflydelse på lytterens bedømmelse af scoret som helhed.

Derudover er Basseys fremførsel af sangen – man fristes til at sige naturligvis – eksemplarisk, og der er altså en god grund til, at det er Basseys titelsange fra Bond-filmene, der hører til blandt de bedste.

Selve hovedtemaet uden vokal dukker op første gang i “The Meeting” (nr. 2), der udover en indfølt fremførsel af temaet midt i, udspiller sig overvejende som et stykke suspense og drama.

Foruden guitarkoncerten er scorets mest imponerende cue nok det lange suspensecue “The Last Deadfall” (nr. 4), hvor Barry formår at holde interessen gennem mere end seks minutter ved adskillige variationer i orkestreringen.

Et gennemgående træk ved store dele af “The Last Deadfall” er dog en simpel flygelostinato, der skaber en grundlæggende stemning af spænding. I øvrigt indgår hovedtemaet også i cuet, dog i en noget forenklet og nedtonet udgave.

Source-musik

Det eneste mindre fejltrin i scoret er cuet “Statue Dance” (nr. 3), der med sin muntre, spanskinfluerede lyd nok må siges at være mere specielt end egentlig kønt. Der er dog også tale om et source-cue og ikke en del af filmens underscore.

I øvrigt brugte Bryan Forbes yderligere tre andre Barry-kompositioner som source-musik, men de var alle tre hentet fra Barrys score til Beat Girl (1960).

Med sin spanske klang minder “Statue Dance” i øvrigt en hel del om “Border Gate at Tijuana”-cuet fra Barrys score til Petulia (også 1968).

Bonus-skæringer

De to sidste skæringer på albummet er som nævnt en alternativ version af titelsangen med mandlig vokal og en instrumental demoversion af hovedtemaet.

Den alternative version af titelsangen (nr. 7) er særlig bemærkelsesværdig ved en mere dramatisk åbning og slutning, der – som Jon Burlingame også bemærker i CD’ens liner notes – minder lidt om temaet fra Thunderball.

I øvrigt er den mandlige sanger, der fremfører sangen, ukendt, og Shirley Basseys version er helt klart overlegen.

Demoversionen af titelmelodien (nr. 8) er arrangeret noget mere let og poppet end den endelige version, bl.a. ved tilføjelsen af let slagtøj og et par saxofonsoli.

Overordentlig solidt arbejde

Som jeg nævnte tidligere vil både hovedtemaets sammenfald med From Russia With Love-temaet og Shirley Basseys fremførsel af titelsangen nok have en del indflydelse på, om man kan lide Deadfall-scoret eller ej.

Det tog mig noget tid at blive rigtig lun på det, men jeg er endt med at blive virkelig begejstret, både fordi jeg nu kan høre titelsangen uden at føle, at det skærer i ørerne, og fordi jeg er blevet overordentlig glad for “Romance for Guitar and Orchestra”.

Det er meget muligt, at Deadfall aldrig vil komme til at stå som en John Barry-klassiker, men det er overordentlig solidt arbejde, og “Romance for Guitar and Orchestra” hiver også Deadfall op på et højere niveau.

Nummerliste:
1. My Love Has Two Faces (vokal) (3:55)
2. The Meeting (2:49)
3. Statue Dance (2:48)
4. The Last Deadfall (6:16)
5. My Love Has Two Faces (instrumental) (3:22)
6. Romance For Guitar and Orchestra (14:18)
7. My Love Has Two Faces (mandlig vokal) (3:32)
8. My Love Has Two Faces (intrumental demo) (3:18)

Total spilletid: 40:18

Anmeldt i nr. 147 | 13/01/2018