Planet Pulp

Day the World Ended fra 1955 er en ægte B-film, produceret og instrueret af legenden Roger Corman, der til dato har produceret omkring 370 film, og selv instrueret 55.

Filmen er ikke produceret af det tilsvarende legendariske American International Pictures, som Corman så ofte associeres med, men AIP distribuerede dog filmen under selskabets oprindelige navn, American Releasing Corporation (det skiftede navn til American International Pictures i 1956). Af samme grund er AIPs stiftere Samuel Z. Arkoff og James H. Nicholson krediteret som “presenters”.

Karakteristiske B-filmstræk

Filmen blev produceret af det mindre kendte selskab Golden State Productions, der eksisterede fra 1955 til 1958. Day the World Ended, lader dog ikke de rent AIP-producerede film noget tilbage at ønske, og filmen har alle de karakteristiske træk, der prægede horror- og science fiction-B-film i 50’erne. Også karakteristisk, når man har med Roger Corman at gøre, er filmens meget korte produktionstid; angiveligt blev den optaget på blot ni dage!

Manuskriptforfatteren er Lou Rusoff, der i de to år 1955 og 1956 skrev manus til fire Corman-instruerede film. I udarbejdelsen af historien synes Rusoff at have ladet sig inspirere en del af Arch Obolers postapokalyptiske drama Five (1951).

Men i stedet for, som Oboler, at koncentrere sig om dramaet efter atombomben, så smider Rusoff og Corman også lige et muteret monster ned i gryden – vi taler altså om ægte 50’er-trash her, designet til at trække de amerikanske teenagere i biografen. Rusoff fortsatte i øvrigt senere i den postapokalyptiske genre, idet han i 1962 var en af producerne bag Ray Millands Panic in Year Zero!.

Overlevende

Filmen begynder umiddelbart efter atomkrigen er brudt ud. Faktisk foregår intet af filmen på selve Dommedag, hvad titlen kunne lede én til at tro, men her må man også huske, at mange Corman-film blev lavet efter at titlen var fastlagt og PR-arbejdet sat i gang, hvilket naturligvis satte manuskriptforfatteren i en noget prekær situation.

Handlingen foregår i en øde og isoleret dal, hvor den tidligere flådekaptajn Jim Maddison (Paul Birch) bor sammen med sin datter Louise (Lori Sheridan).

Tilfældigvis befandt en række andre personer sig også i dalen, da bomben faldt, og har således overlevet. De søger nu ned til Maddisons hus, hvor historien udspiller sig.

Det drejer sig om gangsteren Tony (spillet af Mike Connors under skuespillerpseudonymet Touch Connors) og hans kæreste Ruby (Adele Jergens), den evigt-gode geolog Rick (Richard Denning, kendt fra bl.a. Creature from the Black Lagoon fra 1954) og den gamle guldgraver (!) Pete (Raymond Hutton), der kommer anstigende med sit æsel.

Rick har desuden en anden fyr på slæb, der imidlertid er blevet udsat for en dosis radioaktiv bestråling, og er begyndt at mutere. Den uheldige Radek (Paul Dubov) er dog ikke den, der udvikler sig til filmens monster, hvad man ellers hurtigt mistænker.

Radek forvandles nemlig til en galning, der kan overleve radioaktiv bestråling, men som begynder at få smag for råt kød, hvilket forståeligt nok gør de andre overlevende noget utrygge. Ikke desto mindre er Radek bare et påskud for, at Maddison og Rick kan komme med deres teorier om, hvad radioaktiv bestråling kan gøre ved mennesker.

Tågesnak

Maddison er nemlig ikke en hvem som helst. Som flådekaptajn var han med til at slæbe nogle både med forsøgsdyr ud af et område, hvor der var blevet detoneret en brintbombe, og han har derfor set, hvad bestråling kan medføre. Han har ingen fotografier af dyrene, men har lavet nogle tegninger, som vi får lov til at se. Rick har som geolog specialiseret sig i Uran, så han ved også et og andet.

Maddison har forskanset sig i den afsides beliggende dal, fordi han vidste at atombombens dag ville komme, og han forklarer på såre videnskabelig vis i begyndelsen af filmen, hvorfor dalen er et beskyttet sted (den er omgivet af blyholdige bjerge).

Problemet er blot, at rundt om dalen hænger der radioaktive skyer, så de overlevende sidder fast indtil skyerne forsvinder, og Maddison har kun proviant til tre personer. Det skaber naturligvis lidt af et problem, da resten af historiens personer indfinder sig.

A creature from hell!

Den ufatteligt skurkagtige Tony er naturligvis et problem fra begyndelsen, og han er da også de overlevendes største interne fjende: selv om han er en skinhellig satan, der hverken ryger eller drikker, har han ingen skrupler over at myrde resten af forsamlingen for at sikre sig provianten. Samtidig bliver han dog stærkt interesseret i Maddisons datter, Louise, hvilket hans kæreste Ruby naturligvis er utilfreds med.

Også Rick er interesseret i Louise, der gengælder geologens følelser. Som om disse interne problemer ikke var nok, bliver det i stigende grad tydeligt, at der lurer noget i dalen uden for huset – et endnu mere muteret væsen, og et væsen som man går ud fra er det, der på filmplakaten bliver omtalt som “a creature from hell!”

Igennem det meste af filmen får man dog kun at vide, at der lusker noget rundt fordi Louise hører væsnet (der i øvrigt åbenbart udstøder lyde, som kun hun kan høre, og som er lavet med en theremin) og fordi man af og til ser væsnets skygge. Det er nok meget godt, at Corman holder væsnet ude af billedet indtil filmens klimaks, for da man først ser monstret, er det ikke helt så skræmmende.

I hvert fald er der ikke helt tale om “The screen’s new high in NAKED SHRIEKING TERROR!” som det ellers loves på filmplakaten. Der er nærmere tale om en vis følelse af sympati for Paul Blaisdell, der ikke alene har fremstillet mutant-kostumet (på et ikke-eksisterende budget formoder man), men som også måtte lide den tort selv at kravle ind i det.

Grinagtig dialog

Day the World Ended er med andre ord alt andet end uhyggelig, men er et vaskeægte eksempel på den type film Corman kværnede ud (både som instruktør og producent) i 1950’erne. Karaktererne er rene stereotyper i en helt vanvittig sammensætning (præcis hvad den gamle guldgraver egentlig er med for bliver aldrig helt klart), og handlingen er mere end tynd.

Der går meget lang tid inden monstret kommer på banen, men det man til gengæld får, er en række scener med vidunderligt corny dialog og nogle helt afsindige “videnskabelige” samtaler, forklaringer og teorier fra de to herrer Madison og Rick. I en samtale om Radek kommer f.eks. følgende udveksling:

Maddison: He’s dangerous, Rick. He should be destroyed.
Rick: No, Jim. It’s important to us that he lives.
Maddison: But why?
Rick: I’m not sure yet. When I am, I’ll tell you.

Rick bliver aldrig sikker.

Til gengæld har han en teori om bestråling: “I’m only guessing. We know that even small amounts of radiation produce change. But if, for some reason, a man could live through complete saturation, a thousand generation of changes could have taken place. It’s only a theory.”

Hvad fanden laver den guldgraver?

De første ca. 45 minutter af filmen er på den måde faktisk meget underholdende pga. dialogen, men derefter går det lidt ned ad bakke, og det lader til at Rusoff har haft lidt svært ved at finde på ting, der kunne ske i de meget begrænsede kulisser. Til gengæld er filmen så kort, at den aldrig når at blive rigtig kedelig, og der er næsten altid noget at more sig over i de karikerede personer og de overspillende skuespillere.

Især Paul Birch er ret morsom, som den indædt alvorlige Jim Maddison, og Mike “Touch” Connors er konstant underholdende som den onde Tony. Richard Denning har sin del af den morsomme dialog tidligere i filmen, men rollen som en ærkegode helt er ret kedelig.

De to kvinder er stort set ikke andet end eye candy, og er også fuldstændig stereotypt udspillet mod hinanden: Adele Jergens’ bad-girl fremstilling af den tidligere natklubdanserinde Ruby og Lori Nelsons fremstilling af den naive damsel-in-distress, Louise. Jeg undrer mig stadig over hvad guldgraveren Pete, i form af Raymond Hatton, egentlig lavede i filmen, og præcis hvorfor der var et æsel med.

Speciel aspect ratio

Filmens aspect ratio er en historie for sig: Filmen blev oprindelig lanceret i det temmelig kortlivede og for biograferne teknisk upraktiske Superscope-format. Superscope var optaget på almindelig 35 millimeter negativ og derefter afmaskeret til en aspect ratio på ca. 2.00:1 i biograferne. Men på nær den allerførste og den allersidste scene, er hele filmen på DVD’en præsenteret i full frame.

Man kunne fristes til at tro, at det blot er fordi man på DVD’en ser hele negativformatet og altså får hele billedet med (også det datidens biografgængere ikke så), men det synes ikke at være tilfældet. Der synes i stedet at være tale om en pan-og-scan version af filmen, der imidlertid er lavet så håbløst kluntet, at man skulle tro det var løgn. I hvert fald er der flere scener, hvor to personer taler med hinanden, og hvor man har halvdelen af et ansigt i hver side af billedet og et stort tomrum imellem dem.

Det er lidt ærgerligt, at filmen præsenteres i en version, der er lemlæstet på den måde, om end filmen heller ikke fra et teknisk synspunkt er noget vidunder. Rent kvalitativt er filmen desuden noget slidt.

Day the World Ended er udkommet på engelsk region 2 DVD i serien “The Arkoff Film Library Presents”, og føjer sig som sådan smukt ind i rækken af ægte amerikanske 50’er-turkeys. God efter nutidens standarder er den ikke, men hvis man er til b-film fra dengang der blev lavet rigtige b-film, så vil man sikkert finde nok at more sig over i Day the World Ended. It’s only a theory.

Anmeldt i nr. 4 | 13/02/2006

Stikord: Atomkrig, Gummimonstre, Postapokalyptika, Radioaktivitet