Planet Pulp

Allerede året efter at William Girdlers Grizzly havde begejstret biografpublikummet verden over i 1976, var den amerikanske rip-off-mester klar med endnu en omgang “animal horror”.

Arbejdet med bjørnen i Grizzly og muligheden for at filme storslået natur var åbenbart noget, der havde givet Girdler blod på tanden, og de særdeles solide biografindtægter var sandsynligvis også med til at motivere endnu en dyrefilm. Det gode billetsalg kunne i hvert fald forklare, hvorfor Edward L. Montoro, Girdlers kyniske producent, kastede sig over skrivemaskinen og forfattede det, der skulle blive til Day of the Animals i 1977.

Dybt uoriginal

Han fik vel at mærke hjælp fra ægteparret William og Eleanor Norton, men historien var Montoros. Når Montoro kaldes kynisk er det ikke helt uden grund, for han forsøgte helt åbenlyst at snyde både Girdler og sine øvrige samarbejdspartnere i forbindelse med de store indtægter på Grizzly, hvilket resulterede i en storstilet retssag, som Montoro tabte. Det påvirkede tilsyneladende ikke samarbejdet med Girdler videre, for som sagt både skrev og producerede Montoro også Day of the Animals.

Man kan hævde, at William Girdler satte en dyd i at lave dybt uoriginale film. Man kan måske også vende det om og sige, at hans film formåede at dykke ned præcis der, hvor det netop var hot i populærkulturen, og det er måske nok den mest rimelige måde at formulere det på.

Man kommer dog ikke uden om, at Girdler lavede en stribe ublu plagiater i løbet af sin korte karriere, og han havde utvivlsomt lavet flere, hvis ikke han var omkommet under tragiske omstændigheder i 1978. Day of the Animals er imidlertid ikke noget egentligt plagiat, men blot én af den type film, som lægger sig så umådeligt tæt op ad tidstypiske træk, at man genkender talrige forlæg i løbet af filmens 91 minutter.

Økohorror møder katastrofefilmen

Den vigtigste præmis for Day of the Animals var den stigende miljøbevidsthed, som voksede ud af 68’ernes antikrigs- og antiatomkraftkampagner. Bevidstheden om at kloden ikke var usårlig, og noget man burde værne om, kom til at fylde i medierne, og naturligvis var filmbranchen hurtig til at opsnappe dette. Der blev således produceret adskillige gysere såvel som seriøse dramaer på den konto i løbet af 70’erne, og William Girdlers Day of the Animals er bestemt ikke nogen undtagelse.

Økohorror var som sådan bare ikke nok i sig selv, og Edward Montoro splejsede derfor, ganske kløgtigt, naturen-går-amok-konceptet med elementer fra de stærkt populære katastrofefilm. Det kom der en film ud af, som låner mindst lige så meget fra The Birds (1963) som The Poseidon Adventure (1972). Desværre for Girdler og Montoro blev resultatet ikke helt så vellykket som Grizzly. Ganske vist solgte Day of the Animals godt, men kvalitativt bliver filmen plaget af mange alvorlige fejlprioriteringer.

Vandretur uden ozonlag

Vi befinder os et sted i en amerikansk bjergregion. Det er sommer, og solen bager ned. Steve Buckner har et lille rejseselskab som arrangerer vandreture i bjergene for turister, og sammen med sin indianske makker Daniel Santee står de netop foran endnu en rejse op i bjergene med et hold rejsende. Turistgruppen er særdeles blandet. Vi finder en enlig mor og hendes unge søn, en storsnudet reklamemand, en smuk single-blondine, en professor, et teenagekærestepar, et separeret par og et nogle stykker til.

Med andre ord en godt blandet bunke typer og ansigter, som man helt sikkert ved vil flyve i totterne på hinanden, så snart de bliver udsat for det mindste pres. Kort før de drager af sted, bliver rejselederen Buckner kontaktet af byens sherif, som advarer ham om, at der er sket mange besynderligheder på det sidste. Naturen opfører sig underligt, så de skal holde øjne og ører åbne. Som for at understrege sit budskab skriger en ørn højlydt over gruppen, og så kan de ellers flyve af sted i to helikoptere.

Konceptet er, at gruppen bliver sat af i bjergene, og de skal så på egen hånd vandre gennem vildnisset til et punkt nogle dagsrejser borte, hvor de atter vil blive samlet op. Gruppen er dermed komplet isoleret og overladt til sig selv, hvilket hurtigt viser sig at være et stort problem. Knap er de nemlig lettet før der over radio og TV meddeles, at forskerne er stærkt bekymrede for miljøsituationen. Ozonlaget er blevet så tyndt, at man nu mener, det er farligt at opholde sig i regioner for højt over vandspejlet, og folk bør holde sig inden døre så meget som muligt.

Man ved endnu ikke, hvordan levende organismer reagerer på det tynde ozonlag, men forskerne spår intet godt. For visuelt at understrege, at miljøet befinder sig på sammenbruddets rand, er Day of the Animals filmet med særlig lysfølsom film, som giver billederne et blegt, skarpt udtryk, der illuderer ekstrem varme ganske effektivt.

Dyrene angriber

Alt det hører gruppen ikke noget om, for den eneste radio de har med, er en lille transistor, som ved et uheld havner i en bæk og går i stykker. Surt for dem. Var det ikke sket, kunne de nemlig muligvis forstå, hvorfor de samme nat bliver overfaldet af en ulv, som grådigt kaster sig over en af gruppens damer. Hun slipper med forskrækkelsen, men den følgende morgen drager hun sammen med sin mand tilbage mod byen.

Den første opdeling af selskabet er dermed indtruffet, og ret kort efter deler gruppen sig atter i to. Naturen er nemlig ved at gå helt og aldeles agurk. De bliver angrebet flere gange, og da deres sidste maddepot viser sig at være blevet ædt af rovdyr, sidder de rejsende i store vanskeligheder. Hvad foregår der omkring dem? Hvorfor angriber dyrene dem, og hvordan håndterer de bedst muligt situationen?

Der er delte meninger om det meste, og rejselederens autoritet kommer under pres, da den storskrydende reklamemand Paul Jenson udråber sig som ny leder. Selskabet deler sig derfor i to grupper, og vi følger nu deres gradvise opløsning og undergang. Naturen er på rov, og de forsvarsløse rejsende er lette ofre. Gribbe, pumaer, bjørne, ulve, slanger, ørne og endda rotter går løs på filmens stakkels personer, og det går ikke stille for sig.

Imens følger vi også situationen i det lille lokalsamfund, hvor militæret evakuerer byen og forsøger at udrydde alle dyr. Det lykkes ikke alt for godt, men takket være de mange krydsklip til byen, bliver vi på den led holdt orienteret om videnskabens syn på sagen, og det er jo altid rart.

Begrænset udvalg af dyr

Day of the Animals kunne være blevet en rigtig fin film, men desværre taber Girdler den på gulvet. Filmen er først og fremmest alt for lang – i hvert fald taget i betragtning hvor lidt, der rent faktisk sker. Der bliver brugt utrolig meget film på at vise, at vores rejsegruppe vandrer omkring i bjergene og kigger bekymret op imod himlen for at spejde efter fugle. I begyndelsen er det meget stemningsfuldt, men da det bare fortsætter og fortsætter er resultatet i sidste ende ret søvndyssende.

Et andet alvorligt problem er det begrænsede udvalg af dyr, som stod til Girdlers rådighed. Han havde en puma, en ørn, en ulv samt lidt løst, og det bliver brugt maksimalt. Vi ser de samme dyr igen og igen – endda i en sådan grad, at det begynder at blive ufrivilligt komisk.

Navnlig scenerne, hvor dyrene stimler sammen, sandsynligvis i et forsøg på at give det indtryk at dyrene rotter sig sammen mod menneskene. Det holder ikke, og enten skulle der være brugt færre forskellige dyr, eller også skulle Girdler for alvor have sendt alt godt fra vildnisset løs på sit rejseselskab. Den lette mellemvej var i hvert fald ikke noget godt valg.

Forvoksede sokkedyr

I store træk fejler Day of the Animals altså, men den har nogle gode sider, som gør den værd at se. For det første er de scener, hvor dyrene rent faktisk går løs på menneskene meget underholdende, fordi de er en smule ubehjælpeligt udført. Her må man især pege på scenen, hvor en flok pumaer hopper på en stakkels mand, som dernæst må tilbringe nogle sekunder i vild kamp med noget, der ligner forvoksede sokkedyr, eller scenen hvor byens sherif mærker en horde rotters kærlighed.

Der er dog også gode kampscener. Navnlig scenerne hen imod slutningen er skruet rigtig godt sammen, og her formår Girdler rent faktisk at vise sit talent som gyserinstruktør. Der skal naturligvis ikke afsløres noget om slutningen her, men der bliver gjort effektivt brug af både et kobbel rottweilere og en masse klapperslanger.

Et andet underholdende element er selve udvalget af personer i filmen. Godt nok bliver der brugt meget tid på irrelevant snak og forelskelser mellem de på forhånd stereotype personer, men måske fordi Montoro ikke var nogen synderligt rutineret manuskriptforfatter, kogte historien over for ham til sidst. Han skulle jo løbende intensivere personkonflikterne i gruppen og udbygge intrigerne, sådan som en rigtig katastrofefilm nu engang er.

Imidlertid slap de gode idéer op, og han måtte derfor begynde at tage drastiske midler i brug for at sætte skub i sagerne. Det resulterer i nogle helt vanvittige scener med reklamemanden, som vitterligt er forrygende underholdende. Vi taler voldtægt, mord og wrestling med en grizzlybjørn!

Leslie Nielsen som psykopat

Castet er helt klassisk for William Girdler. Mange havde arbejdet med ham tidligere, enkelte kom til at medvirke i hans sidste film – The Manitou fra 1978. Den der nok tiltrækker sig størst opmærksomhed i dag, er mr. Leslie “Naked Gun” Nielsen i rollen som den racistiske, storsnuede og ondskabsfulde reklamemand Paul Jenson.

Det er ikke en rolle, man ville forvente at møde Leslie Nielsen i, men Day of the Animals er fra tiden før han blev typecastet i rollen som idiot. At man kender hans ansigt så godt, gør naturligvis at han stjæler billedet i de scener, hvor han er med, men Nielsen gør det glimrende som psykopat. Han overspiller fælt, men det giver filmen lidt tiltrængt energi og vildskab.

De andre er mere afdæmpede, og faktisk forholdsvis velspillende. Hovedrollen, rejselederen Steve Buckner, bliver spillet af Christopher George, som også spillede hovedrollen som macho-ranger i Girdlers Grizzly. Den nørdede professor i rejseselskabet bliver spillet af Richard Jaeckel, som ligeledes spillede med i Grizzly, hvor han var den verdensfjerne zoolog, der havde specialiseret sig i bjørnenes adfærd. Begge fik altså lov at gentage deres roller i Day of the Animals; ikke videre originalt, men de gør det godt.

De andre er knap så nævneværdige. Lynda Day George, gift med filmens hovedrolleindehaver, spiller den obligatoriske blonde sexbombe, som meget belejligt også får noget kørende med rejselederen i filmen. Igen, Girdler var en praktisk mand som gjorde det let for sig selv, hvor det var muligt. En interessant detalje er skuespilleren Susan Backline, der har en ganske ligegyldig rolle i filmen. Hun er såkaldt kanonføde, men hun var også med i Grizzly, hvor hun blev dræberbjørnens første offer.

I Day of the Animals er hun ligeledes den første, som er uheldig. At det netop var Backline, der skulle spille det første offer i begge film, var Girdlers diskrete tak for lån til Steven Spielbergs Jaws, der i alle henseender dannede forlæg for Grizzly. Susan Backline spillede nemlig også med i Jaws, og her var det hende, der havde den tvivlsomme ære af at være den hvide hajs første måltid i filmen. Nørdet, men morsomt.

Kedsommelig

Day of the Animals gik ikke hen og blev den kreative succes, som Girdler måske havde regnet med. Han fik en i bedste fald solid gyser ud af sin indsats, og lykkeligvis vendte han sig herefter mod andre projekter. Filmen blev også slutningen på hans samarbejde med den besværlige Montoro, hvilket der nok ikke er nogen som beklagede.

Desværre står Day of the Animals som en lidt kedsommelig del af Girdlers produktion. Den har meget underholdende sider, som gør den ganske anbefalelsesværdig, men desværre er der langt mellem snapsene og alt, alt for meget ligegyldigt spildtid, som let kunne være blevet skåret fra. Leslie Nielsens groteske rolle og en håndfuld drabelige kampe udgør nogle gode øjeblikke, men det er bare ikke nok til at gøre den decideret god.

Det korte af det lange er nok, at filmen blev lavet på baggrund af en for dårlig historie, som krævede en masse tomgang for at kunne fungere blot nogenlunde som spillefilm. Det har man set ofte i low budget-produktioner som denne, og resultatet er som regel alt andet end kønt. Har du mod på “animal horror”, så få fat i Girdlers Grizzly i stedet. Her får du mere smæk for skillingen, det er helt sikkert.

Anmeldt i nr. 23 | 13/09/2007

Stikord: Animal Horror, Rip-off, Økohorror