Dawn of the Dead

Her er filmen, som i mine øjne nok er den bedste zombiefilm nogensinde – og i min bog står den faktisk også højt på listen over mine favoritfilm i det hele taget. Den kombinerer en dyster handling, den politiske kommentar, gys og exploitation-elementerne på en måde, der løfter det hele op på et niveau hvor man får julelys i øjnene.

Begyndelsen på et venskab

Fem år før filmen blev lavet, var Romero på besøg hos en ven i Pennsylvania, og denne havde et kontor i et gigantisk mall. Her fik Romero idéen – midt i et gigantisk tempel for den amerikanske forbrugerisme – til sin næste zombiefilms setting. Nyheden om, at Romero ville lave en ny zombiefilm, spredte sig hurtigt, og der var stor interesse, specielt i Europa.

Den italienske producer Alfredo Cuomo kastede sin kærlighed på projektet, og han viste manuskriptet til sin gode ven, horrorlegenden Dario Argento. Det skulle vise sig at blive begyndelsen på et venskab og et sammenarbejde mellem Romero og Argento.

Romero solgte filmens udenlandske rettigheder til Argento, og det gav Romero kapitalen til at påbegynde indspilningen af Dawn of the Dead. Det skal her lige nævnes, at Argento klippede den europæiske version otte minutter kortere og indsatte ekstra musik af sit husorkester Goblin.

Lige på og hårdt

Filmen begynder lige på og hårdt, og selvom filmen er lavet 10 år senere end Night of the Living Dead (1968), har man en klar fornemmelse af, at den rent kronologisk foregår én dag efter begivenhederne i Night of the Living Dead. Vi er på en TV-station, hvor der kører et debatprogram. Først aner man ikke, hvad det handler om, men man mærker tydeligt, at stemningen er trykket. Vi hører, at alle lig der ikke ødelægges vil genopstå, og så ved vi godt, hvad menuen står på: Zombier!

Der er opbrudsstemning på TV-stationen, og ingen hører efter, hvad chefen siger. I debatten fortsætter en doktor med at fortælle om de levende døde, og at de skal ødelægges ved at smadre deres hjerner. Kort efter ankommer en fyr i flyverjakke til stationen, og han vil have en blond journalistkvinde til at følge med.

Det går nu op for os, at zombierne er overalt, og netop denne TV-station er en af de eneste, der stadig sender. Manden, som vi finder ud af hedder Stephen, siger til kvinden, der hedder Fran, at de skal mødes på taget senere, så vil han få dem væk. Efterfølgende opdager vi, at de er kærester.

Omringet af zombier

Derefter klippes der til en af politiets indsatstyrker, som skal til at storme en bygning, der skulle være fyldt med forbrydere. Det viser sig imidlertid, at stedet er fyldt med zombier. Og her møder vi så filmens to andre hovedpersoner, SWAT-mændene Peter og Roger. De er begge med i en massakre på zombier, hvor hjerner skydes ud, og blodet flyder i stride strømme. Det er en meget ubehagelig sekvens, og de to beslutter sig for at tage væk sammen, da de godt kan se, hvad det hele vil ende med. Zombierne angriber nu for alvor, og verden nærmer sig dommedag.

Kort efter flygter Fran og Stephen op på taget, hvor de sjovt nok får følgeskab af Roger og Peter. De flyver af sted sammen i en helikopter, som Stephen har skaffet, og de fire kommer godt ud af det med hinanden. De ser, hvordan samfundet er gået i opløsning og beslutter sig for at lande på taget af et stort indkøbscenter, hvor de så vil ride stormen af.

Centret er til at starte med befolket af zombier, men dem får de fire venner hurtigt uskadeliggjort. Derefter barrikaderer de stedet og begynder et ganske godt liv i indkøbscenteret. Vi finder ud af, at Fran er gravid, og det giver naturligvis problemer. For hvor finder man en læge i et samfund uden struktur? Langsomt begynder de fire at kede sig, og de bliver og mere dristige i deres omgang med den hær af zombier, der snart har omringet stedet.

Men det bliver ikke zombierne, der ødelægger det hele, men i stedet en gruppe forrykte rockere, der bryder ind i centret, og snart er det ellers så sikre paradis forvandlet til en blodig slagmark. Uden at afsløre for meget, kan jeg røbe, at det ikke er alle vores fire hovedpersoner, der overlever “ferien” i indkøbscentret.

Forbrugerisme

Filmen er fortalt i et malende tempo, hvor Romero giver sig tid til at komme ind under huden på sine karakterer. I Night of the Living Dead fik man et indblik i, hvordan mennesker reagerer under pres over et kort tidsrum, men her følger vi dem over længere tid. I starten er indkøbscentret et sandt overflødighedshorn af materielle goder, men det går snart op for vores hovedpersoner, at det materielle intet er værd i en verden, hvor man ikke har kontakt med sine medmennesker. Langsomt distanceres de fire fra hinanden, og tingene begynder at gå dårligt.

Det er en tyk og rammende kommentar på det moderne samfund, hvor forbrugerismen har afløst de menneskelige relationer. Og denne kommentar er formidlet gennem humor, blod og indvolde. Der er en forrygende scene, hvor Roger og Peter funderer over, hvorfor zombierne kommer til centret – mens de betragter et par overvægtige zombier – og de kommer frem til, at det skyldes at zombierne må huske noget fra deres levende liv.

Og hvad er det, ironisk nok, de fede amerikanere husker? Deres lokale mall! Zombierne bliver gjort til hjernedøde forbrugere, der vandrer meningsløst rundt i det store center, mens muzakken drøner ud af højttalerne.

Lægger op til eftertanke

Romero kommer ikke med en løsning på, hvordan man kommer ud af forbrugerismen. Han vil bare gerne gennem sin morbide humor smadre illusionen om 70’ernes Amerika som et godt sted. Det virker og giver naturligvis filmen det ekstra lag, som du ellers ikke er vant til at se i gyserfilm. Filmen har et utal af tolkningsmuligheder, nogle mere troværdige end andre, men det vigtige er, at den ligger op til eftertanke.

Filmens effekter er helt i top, og man kan bruge mange gennemsyn på at iagttage de forskellige zombier, man ser i filmen. Mine favoritter er den store, nøgne mandezombie og Hare Krishna-zombien. Det visuelle fejler ikke noget, men filmen er på intet tidspunkt prangende, og det er helt i produktionens ånd: Stilen skal ikke tage fokus fra handlingen, som det er sket i så mange af de moderne zombiefilm.

Og så er det et stort scoop at bruge et indkøbscenter som location. Der er utal af muligheder; alt fra skøjtebaner der bruges til skydetræning til restauranter, hvor de fire kan lave mad til hinanden. Men mest af alt virker det troværdigt, fordi man som tilskuer godt kan relatere til stedet, og man tager sig selv i at overveje, hvilke butikker man ville vælge at gå ind i, hvis man havde et helt center for sig selv. Lidt den samme tanke som man kender fra Jens Sigsgaards Palle alene i verden (1942).

Udnytter zombiemyten optimalt

Desuden er der masser af dejlig vold, blod og action. Tilmed er filmen, på trods af sine mange ironiske indslag, flere steder ganske uhyggelig. Efter man har set filmen, sidder man med underlig følelse i maven. Man er både blevet underholdt og har fået indsigt, og det sker vist ret sjældent i hardcore splatterfilm.

Night of the Living Dead var meget god, men Dawn of the Dead er endnu bedre og udnytter zombiemyten helt optimalt. Specielt i en scene hvor Peter tvinges til at skyde en gammel ven. Vi mærker ubehaget og kan som tilskuere godt sætte os ind i tingene. For hvad ville vi gøre, hvis man eksempelvis så sin bedste ven blive forvandlet til en zombie? Det hele ligger i, at Romero får opbygget et troværdigt univers, der på trods af sin langt ude handling, virker oprigtigt inden for filmens rammer; intet mindre end fantastisk.

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: 2’er, Fortsættelse, Genindspillet, Zombier