Planet Pulp

I 1978, blot to år efter at The Omen (dansk titel: Tegnet) var blevet en kæmpesucces, kom fortsættelsen Damien: Omen II (dansk titel: Damien: Tegnet II). Desværre må man konstatere, at lige så god som The Omen er, lige så dårlig er efterfølgeren.

Sataniske kræfter

Filmen åbner ellers ganske lovende, blot få dage efter den første films slutning. Vi ser Carl Bugenhagen, den gamle arkæolog og exorcist som Robert Thorn (Gregory Peck) opsøgte i den første film, køre hæsblæsende gennem Jerusalems gader. Han mødes med en anden arkæolog, som han forsøger at få til at rejse til Amerika for at overbevise Damiens nye forældre (Robert Thorns bror og kone) om, at Damien er Antikrist.

Arkæologkollegaen tror naturligvis, at Bugenhagen er gal, men Bugenhagen slæber ham ned for at se sin nyeste arkæologiske opdagelse – en mur med nogle fresker, der afbilder Antikrist, og som man senere finder ud af er malet af en gal munk, der fik en vision i middelalderen. Kollegaen overbevises da han ser Damiens ansigt på muren, der i øvrigt ser meget moderne ud, men lidt nytter det, for sataniske kræfter får hele udgravningen til at styrte sammen over de to uheldige herrer.

Mystiske hændelser

Handlingen flytter nu til USA syv år senere. Damien (nu spillet af Jonathan Scott-Taylor) er næsten 13 år gammel, og bor stadig ved sin onkel Richard Thorn (William Holden), dennes kone Ann (Lee Grant) og sin fætter Mark (Lucas Donat). Damien og Mark går på militærakademi sammen, men er hjemme i weekenderne og i øvrigt helt uadskillelige. Men snart begynder der at ske sære ting og sager.

Richards gamle søster Marion er på besøg, og hun bryder sig tydeligvis ikke om Damien. Hun truer med at donere sin anselige del af aktierne i Thorn Industries, som Richard er formand for, til velgørenhed, hvis ikke Richard indvilger i at sende Damien og Mark til forskellige skoler. Det fører til et opgør, og om natten opsøges Marion i sit værelse af en ravn, der tydeligvis er en udsending fra Helvede. Staklen får her et hjerteanfald og dør.

Marions død er bare begyndelsen af en hel række af dødsfald filmen igennem. Richard Thorn er mæcen for et museum, der bl.a. sponsorerer den udgravning Carl Bugenhagen arbejdede på (noget af et tilfælde tænker man), og gennem én af museumsfolkene (spillet af Nicholas Pryor, nok bedst kendt af danske seere som Clares far i Beverly Hills 90210) kontaktes han af en journalist.

Journalisten har gravet i sagen omkring Robert Thorns død syv år tidligere, og også hun er blevet overbevist om, at Damien er Antikrist. Hun får et besøg af ravnen, og som resultat køres hun ned af en stor lastbil.

Lance Henriksen som satanist

Sådan fortsætter handlingen ellers, ét offer efter det andet. Samtidig bliver det tydeligt, at Damien er omgivet af disciple – bl.a. insidere i Thorn Industries og på militærakademiet. På akademiet spilles én af disse Satans disciple af Lance Henriksen, der siden skulle komme til at medvirke i langt bedre ting.

Langsomt ryddes flere og flere mennesker i Thorn Industries af vejen, så intet kan stå imellem Damien og det endelige ejerskab over den store koncern. Midtvejs i filmen afsløres det for Damien hvem han egentlig er. Det lader han ikke til at tage så frygtelig tungt – der er i hvert fald kun én, overspillet, scene, hvor han fortvivler over det. Derefter accepterer han sin skæbne uden problemer.

Først nær filmens slutning, efter et temmelig højt bodycount, lykkes det Richard Thorns museums-kontakt at overbevise ham om, at noget er galt med Damien, men da er det naturligvis alt for sent.

Mislykket struktur

Den primære årsag til, at Damien: Omen II slår helt fejl er, at den stort set kopierer modellen med en række mystiske hændelser fra den første film, men udelader den udstrakte efterforskningsdel. Damien: Omen II fokuserer næsten udelukkende på en række scener, hvor de, der er ved at finde ud af hvem Damien er, dør på forskellig vis.

Samtidig bruges der en hel del tid på at følge udviklingen i Thorn Industries, så vi får et klart indblik i hvordan onde kræfter forsøger at underminere den åh-så-venlige Richard Thorns indflydelse. Med sådan en struktur og en spilletid på lige over 100 minutter føles Damien: Omen II meget lang, og man venter hele tiden på, at plottet skal komme videre – eller måske snarere, at der bare skal komme et plot!

Et andet aspekt som filmen negligerer fuldstændigt, er al den bibelske mytologi der eksisterede i så rigt mål i The Omen – filmen føles langt mindre ‘religiøs’ end sin forgænger, og det berøver den en masse atmosfære, der kunne have gjort den i det mindste moderat interessant.

Velfungerende enkeltsekvenser

Ret skal imidlertid også være ret, og hvis man betragter nogle af scenerne isoleret, så lykkes det hist og her for instruktøren Don Taylor at skabe nogle ganske stemningsfulde sekvenser. Især et par af dødsfaldene er vellavede.

Scenen hvor én af Thorn Industries’ ældre souschefer falder i en våge og drukner under isen på en tilfrosset sø er rædselsvækkende i sin simplicitet. Og scenen hvor en læge, der er ved at komme på sporet af Damiens hemmelighed, dør i en elevatorulykke, er konceptuelt på niveau med halshugningsscenen i The Omen. Her skæres lægen midt over af faldende elevatorkabler!

Men ellers skorter det på mindeværdige øjeblikke i Damien: Omen II. En rigtig god idé er dog anvendelsen af ravnen som en udsending fra Helvede – ravnen har dog helt overtaget den rolle, som rottweilerne havde i The Omen, og man kunne måske have ønsket sig at rottweilerne også havde været med.

Fremragende score

I øvrigt er det svært at finde meget godt at sige om filmen, der som samlet filmoplevelse er helt afsporet. Jerry Goldsmiths score må dog fremhæves – i øvrigt som det bedste ved filmen overhovedet. Havde det ikke været for Goldsmiths energiske indsats, havde de få gode scener næppe fungeret så godt som de gør. På mange måder bærer filmen præg af at være lavet for at tjene lette penge.

The Omen blev en kæmpesucces, og i Hollywood betyder det som oftest at man satser på en fortsættelse. Instruktøren af den første Omen-film, Richard Donner, valgte dog klogelig at holde sig væk, og ud over komponisten Jerry Goldsmith er det stort set kun producerne, der går igen på creditslisten.

Faktisk er det én af producerne bag den første film, Harvey Bernhard, der har skrevet filmens historie, hvilket viser at producere nok skal holde sig til at producere og overlade historiefortælling til dem, der har forstand på det. Bernhard stod i øvrigt også for historien til den rædselsfulde TV-film, Omen IV: The Awakening fra 1991, som begynder historien forfra efter begivenhederne i The Final Conflict (1981).

Damien: Omen II er et fremragende eksempel på, at blot fordi en film er en stor succes, er det ikke nødvendigvis nogen god idé at skynde sig ud og lave en fortsættelse. Især ikke hvis man mangler en historie at fortælle.

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/08/2006

Stikord: 2’er, Antikrist, Fortsættelse, Okkultisme, Onde Børn, Satanisme, Trilogi