Planet Pulp

Cujo er, som de fleste vil vide, filmatiseringen af Stephen Kings roman af samme navn fra 1981. Der er tale om en forholdsvis velfungerende film, der med en spilletid på lige under halvanden time formår at afvikle den ret enkle historie uden at trække den unødigt i langdrag.

To familier og en vovse

Filmen handler om Trenton-familien, der bor i Castle Rock; en lille by i Maine. Faderen Vic er medejer af et lille reklamebureau, og moderen Donna er hjemmegående ved deres søn Tad. Hvad Vic ikke ved, men som han finder ud af, er, at Donna har haft en affære med den lokale Romeo, Steve Kemp.

Derudover er der Camber-familien. Den alkoholiserede patriark hedder Joe, og når han ikke opfører sig ubehageligt over for sin underkuede kone Charity, arbejder han som mekaniker i sit værksted, der ligger på Camber-familiens gård. Joe og Charity har sønnen Brett, og familien har desuden Skt. Bernhardshunden Cujo.

I begyndelsen af filmen er vi vidner til, at Cujo jager en kanin. Dyret søger tilflugt i en underjordisk hule, og selv om Cujo ikke kan komme derned, prøver han alligevel ihærdigt. Derved forstyrrer han de flagermus, der bor nede i hulen, og de flakser op og bider Cujo i snuden. Så er Fanden løs, for som alle ved, kan flagermus være bærere af rabies – hundegalskab – og det er de i dette tilfælde.

Tidligt i filmen introduceres de to familier for hinanden – og Trenton-familien møder Cujo – da Vic, Donna og Tad kører ud til Camber-familiens afsidesliggende gård for at få Joe Camber til at kigge på Vics bil. På dette tidspunkt er Cujo stadig en sød vovse.

Belejret af 100 kilo gal Skt. Bernhardshund

Nu vil skæbnen det hverken værre eller bedre, end at en række forskellige faktorer falder sammen og skaber rammen om Donna Trentons værste mareridt. Charity Camber vinder i lotteriet, og bestikker sin mand til at lade hende og Brett rejse ned til Charitys søster i Connecticut. Samtidig kommer Vics reklamebureau i alvorlige problemer, da deres vigtigste kunde – et stort morgenmadsfirma – har sendt en fejlbehæftet vare på gaden. Reklamebureauet er en nem og synlig måde at lade hoveder rulle på, og Vic bliver nødt til at rejse til Boston sammen med sin kompagnon for at forsøge at redde firmaet.

Inden det sker, er det dog gået op for Vic, at Donna har haft en affære med Steve Kemp, så det er ikke just med muntre miner, at Vic drager af. På grund af hele affæren glemmer Vic desuden at kontakte Joe Camber angående Donnas bil, en lille Ford Pinto der også har gjort knuder.

Da Vic er taget af sted beslutter Donna sig for selv at køre ud til Joe Camber og få ham til at reparere bilen. Men på dette tidspunkt er Joe død. Han planlagde selv en lille ferie, mens Charity og Brett skulle være væk, og han skulle have sin kammerat Gary Pervier med. Det blev der ikke noget af. Seeren har på nuværende tidspunkt allerede været vidne til, at Cujo tog sig kærligt af Gary Pervier, og da Joe tropper op hos Gary – Camber-familiens nærmeste nabo – må Joe også lade livet for den kolossale Skt. Bernhardshund.

Donna, som selvfølgelig har taget Tad med sig, når med nød og næppe ud til Cambers gård i den stadig mere skrantende bil, som her går helt og aldeles i stå. Da Donna forsøger at forlade bilen, angriber Cujo, og Donna når kun lige akkurat ind i bilen og får lukket døren. Nu begynder Cujo en nådesløs belejring af Donna og Tad, der sidder i en lille bil i den stegende varme sommersol.

Trofast over for forlægget

Så enkel er præmissen for Cujo – kvinde og barn holdes i skak i stegende hed bil af kæmpehund med rabies. Og akkurat som i bogen er det naturligvis også denne præmis, der er den bærende del af filmen. Men som det også er tilfældet i bogen, fylder hele set-uppet til denne situation naturligvis en hel del, og uden dette fyldige set-up var filmen næppe nået ud over novellefilmslængde, lige som bogen var blevet betydeligt kortere.

Akkurat som Donna og Tad først havner i mareridtssituationen cirka halvvejs igennem bogen, så opstår situationen i filmen også først efter at halvdelen af spilletiden akkurat er passeret. Dette kan man måske tilskrive det faktum, at filmen hele vejen igennem er overordentlig trofast over for bogen, og kun udelader eller ændrer temmelig få ting. Lige som romanens første halvdel med fordel kunne have været trimmet lidt, så havde det ikke gjort filmen noget, hvis Donna og Tad Trenton hurtigere var endt på Camber-familiens gårdsplads med den evigt-frådende Cujo uden for bildøren.

For der skal ikke herske nogen tvivl om, at det først er her, at filmen for alvor træder i karakter og bliver spændende – hvilket den så til gengæld også bliver ganske eftertrykkeligt. Igen er hele forløbet, hvor Donna og Tad holdes under belejring af Cujo, meget trofast adapteret fra bogen, og det er her lykkes manuskriptforfatterne Don Carlos Dunaway og Lauren Currier samt instruktøren Lewis Teague at indfange en stor del af den samme nervepirrende spænding, som Stephen King formåede at fremmane i bogen.

At det ikke er lykkes at overføre bogens spænding 100% skyldes nok, at en stor del af den suspense, som eksisterer i bogen, bliver skabt ved at læseren får indblik i Donna Trentons tanker. Bogens læser bliver simpelthen smittet af Donnas panik, og det ville næsten være for meget at forlange, at filmens manuskriptforfattere skulle have formået at overføre også dette element til filmen.

Ikke desto mindre lykkes det ret godt at formidle Donnas bekymring over Tads tilstand, i takt med at drengen langsomt bliver dehydreret i faretruende grad. Og i betragtning af, at filmen ikke på samme måde som bogen kan indvie publikum i Donnas tanker, må man erkende, at det faktisk fungerer ret godt. Hvordan situationen ender, skal jeg naturligvis ikke afsløre.

Solidt håndværk

Cujo er den type film, der bedst passer i kategorien “solidt håndværk”. Det er bestemt ikke nogen dårlig film, men den har klart også sine kvalitative begrænsninger, hvoraf en del er afledt af Stephen Kings roman, hvorfra filmen har arvet sin lange indledning. I bogen reddes meget i anden halvdel, som er afsindig spændende, men dette eminente niveau af suspense formår filmen aldrig helt at ramme, selv om det også klart er her, at der virkelig er bid i filmen. Det overordnede indtryk er derfor af en noget ujævn film, der starter temmelig langsomt op, men bliver bedre i anden halvdel uden at dette dog helt formår at hæve helhedsindtrykket over det middelmådige.

Skuespillet i filmen er fint, men i de fleste tilfælde ikke prangende. Det er klart Dee Wallace, der har den vigtigste rolle, nemlig Donna Trenton, og den løfter Wallace faktisk rigtig godt. På nær den garvede birolleskuespiller Ed Lauter i rollen som Joe Camber, er det da også Dee Wallace, der har haft den mest aktive karriere af de medvirkende. Foruden en masse TV har Wallace både før og efter Cujo faktisk medvirket i en del film, som genrefilmfans vil nikke genkendende til – herunder The Hills Have Eyes (1977), The Howling (1981), E.T. (1982), The Frighteners (1996) og senest Rob Zombies remake af John Carpenters Halloween (1978), der netop har haft premiere i USA.

Heldigvis er det lykkes for producenterne at få hunden – eller rettere hundene, for der blev brugt i alt fem Skt. Bernhardshunde i rollen som Cujo – til at virke uhyggelige. Især de gange, hvor Cujo hopper op på bilen og manisk kradser på forruden for at komme ind, virker solidt skræmmende, men scenerne hvor Cujo angriber sine forskellige ofre er også veludførte og uhyggelige. Her kan man ikke undgå at komme til at tænke på, at både Skt. Bernhardshunde og hundegalskab virkeligt eksisterer, og at situationerne i filmen sådan set ikke er helt uden rod i virkeligheden. Nej, Cujo er ikke en film for dem, der i forvejen har det svært med hunde.

Anbefalesesværdig – med visse forbehold

Lewis Teague, som nok er bedst kendt for at have instrueret Jewel of the Nile (dansk: Jagten på Nilens Juvel) fra 1985, afvikler filmen kontant og med en no-nonsense tilgang, og det er ikke hans skyld, at filmen som helhed taber lidt på den langsomme indledning. Det skal sådan set heller ikke lægges manuskriptforfatterne til last, for de har gjort deres bedste og forsøgt at være nogenlunde trofaste over for romanen.

Faktum er, at Cujo, præcis som sit forlæg, er en anelse lang tid om at komme i omdrejninger. Selv om Cujo derfor ikke kan siges at være nogen rigtig god film, så er den helt sikkert heller ikke dårlig, og kan bestemt anbefales med visse forbehold – især vil den nok virke ekstra skræmmende på de, der i forvejen er mere til katte end til hunde.

Anmeldt i nr. 23 | 13/09/2007

Stikord: Animal Horror, Dræberdyr, Filmatisering, Hunde