Craig

Filmen indledes med et billede af et brændende hus. Herefter klippes der til et lokale, hvor to betjente, Johnny og Chris, forhører filmens hovedperson Craig. Aftenen forinden brændte Craigs forældres hus ned, og både moderen og faderen døde. Craigs søster, der ved et tilfælde var hjemme, ligger nu på hospitalet i koma.

Betjentene udspørger Craig om, hvor han befandt sig, og den grædefærdige Craig går i offensiven. Han fatter ikke, at de kan finde på at spørge ham om, hvad han lavede, og rasende forlader han lokalet. De to betjente fører en kort samtale efterfølgende, hvor de bliver enige om, at Craig er uskyldig, og de lader ham forlade bygningen. Det skulle de nok aldrig have gjort.

Marginalisering

Så springes der 6 måneder frem i tiden, og i en montagesekvens følger vi først Craig i en kirke, dernæst på gaden, og så ved forældrenes gravsted. Han har det tydeligvis ikke godt. Hos psykologen bliver han bedt om at fortsætte sin pillebehandling, og vi bliver klar over, at Craig bestemt ikke har det godt.

På sit arbejde som rengøringsmand i en svømmeanstalt nedgøres han af kvinderne. På nettet prøver han at komme i kontakt med kvinder, og det lykkes ham ikke. Samtidig er der en underlig stemme, der taler til ham. Han prøver at gå i byen med sin ven Cliff, først på stripbar og siden hen på et diskotek, men også her bliver han nedgjort, og bliver kaldt en fed stodder.

Craigs marginalisering fra det normale samfund er ved at være fuldbyrdet. Han bliver set ned på som en person, og det hjælper ham heller ikke, da han bliver opdaget af en kvinde, mens han sniffer til pigetrusser i vaskekælderen.

En aften beslutter han sig for at kontakte en luder, men heller ikke det virker. Og da pillerne heller ikke længere har den ønskede effekt, slår det klik, og han myrder luderen. Indtil det tidspunkt har vi som beskuere faktisk fået sympati for den stakkels Craig. Efterfølgende sidder han i sin bil, og ud af den blå luft dukker faderens forbrændte lig op. De begynder en samtale, hvor det bliver gjort tydeligt, at Craig er blevet misbrugt som barn, og at Craig har haft en finger med i spillet ved den brand, som vi så i filmens indledning.

Voldshandlingerne tager fart

Og så begynder voldshandlingerne at tage fart i Craigs opgør med det samfund og de personer, som har vendt ham ryggen og nedgjort ham. Politiet, anført af de to betjente fra filmens indledning, kommer på sagen, mens ligene begynder at dukke op. Og som man ellers tror, at Craigs nedtursspiral har nået bunden, tager filmen en uventet og vedkommende drejning.

På nettet kommer han pludselig i kontakt med en pige ved navn Angela, og de aftaler en date. Mødet går helt perfekt, og pigen fatter sympati for Craig og bliver tiltrukket af en Craig, der faktisk virker til at hvile i sig selv. Så de ender i sengen, og noget der minder om et smukt forhold begynder at blomstre op.

Her virker det som om, at mordene, og den nedtur Craig er gået igennem, faktisk har gjort ham til en stærkere person, og den idé kan jeg godt lide, selvom den er ret kontroversiel. Pigen siger dog pludselig stop, mens betjenten Johnny begynder at undersøge Craig nærmere. Hvordan Craig håndterer dette, vil jeg ikke røbe her. Men blot konstatere, at en temmelig voldsom slutning venter forude.

For lang

Som sådan er historien i filmen ganske gennemtænkt og veludført. Den har bare nogle problemer med tempoet. Filmen tager sin tid om at komme rigtig i gang, faktisk 40 minutter før det bliver rigtig interessant, men da Craig så fører en samtale med sin afdøde fader i bilen, begynder det for alvor at ligne noget. Det skal dog lige siges, at de første 40 minutter ikke er dårlige, de skulle bare være skåret ned til 30.

Jeg kan godt se, at Sønderholm har haft et ønske om at vise os den sympatiske Craig, som marginaliseres af både samfundet og de mennesker, der er omkring ham. Scenen i badeanstalten og på stripbaren er essentielle for den videre fortælling, men f.eks. scenen på diskoteket, hvor Craig vil give en pige en øl og efterfølgende antastes af dennes jaloux kæreste, kunne med fordel være undladt.

Og det er alt i alt filmens helt store problem: den er omkring 25 minutter for lang. Med en skarpere redigering kunne Craig være blevet en fremragende film. Men her mærker man også, at der er tale om en amatørproduktion, hvor der ikke har været nogle stramme pengemænd eller en streng manuskriptkonsulent i baggrunden til at sige “nu er det nok Sønderholm”. For jeg vil ikke mene, at filmen skulle være en kort- eller novellefilm, da handlingen bestemt har fortjent at blive trukket ned over en spillefilm.

Det havde bare været fedt, hvis den havde været omkring de 80 minutter, og det havde ikke i mine øjne været noget problem at skære den ned. Det er naturligvis en meget nem kommentar at komme med, når jeg har set filmen, for det er jo klart, at folkene bag Craig har gjort deres tanker om, hvor mange informationer der skulle videregives for at få det ønskede resultat frem.

Masser af nerve

Hvis man havde skåret filmen mere kontant havde vi siddet tilbage med et stramt fortalt indblik i en mands komplette nedtur. Dermed skal det ikke forstås, at det færdige resultat ikke er godt; det er bare ikke helt så godt, som jeg fornemmer, at materialet kunne have gjort det til. For historien er vedkommende, spændende, ganske brutal og har mere nerve end de fleste Hollywoodproduktioner, som omhandler det samme.

Vi får et indblik i et plaget sind, og skildringen af det samfund der vender Craig ryggen er både visuelt og narrativt fornemt skildret. Vi har den afdankede ven Cliff, der ikke kan relatere til følelser, den aggressive underbo, de nedladende kvinder, den kyniske psykolog og de fine miljøskildringer. Filmen er skudt digitalt, men den er stadig ganske flot at se på. Flere kompositioner er veludførte, og lyssætningen meget levende i forsøget på at ramme tonen i samfundets og sjælens mørke afkroge.

Et andet stort plus er, at man tydeligt mærker, at folkene bag Craig har en stor glæde ved filmmediet. Således er filmen også proppet med klichéer og genrekonventioner, der fungerer ganske fint, og Craigs karakter bliver nærmest en blanding mellem Travis Bickle fra filmen Taxi Driver (1976) og Patrick Bateman fra romanen American Psycho (1991).

De dumme strømere, de voldsomme mordscener, masser af nøgenhed og den hårde tone i filmen minder også om noget, vi har set i et utal af exploitationfilm. Det smitter som sagt også af på filmens visuelle side, som flere steder er ganske opfindsom og kun få steder ordinær og kedelig.

Sproget er et problem

Et stort problem for den danske filmseer er, at filmen er indspillet på engelsk. For det første bliver flere scener ufrivilligt komiske, og for det andet er det mildest talt lidt frustrerende, at filmen ikke er optaget på dansk. Den altdominerende hovedrolle spilles af filmens instruktør og manuskriptforfatter Kim Sønderholm.

Sønderholm er ikke decideret dårlig til engelsk, og jeg må sige, at hans skuespils kvalitet vokser i styrke, som filmen skrider frem. Og til sidst lægger man ikke rigtig mærke til de sproglige vanskeligheder. Problemet er bare, at der konstant dukker passager op, hvor det engelske sprog falder helt til jorden, eksempelvis gennem Angela og tjeneren på den bar, hvor de mødes.

Tjeneren taler helt opskruet surferamerikansk med en stærk dansk accent, og Trine Stårup, der spiller Angela, har engelskkundskaber, som får Uffe Elleman til at fremstå som en mester i udtale af det engelske sprog. Til gengæld er hun en fryd for øjet.

Det er disse passager, som gør, at man konstant sidder med en lettere irritation over, at filmen ikke er blevet indspillet på dansk. Men igen kan det godt tænkes, at et udenlandsk publikum ikke vil tænke videre over dette, og så er problemet jo ikke så stort, da folkene bag Craig uden tvivl har haft det store udland i tankerne, da de lavede filmen. Det skal da også nævnes, at Craig er en dansk/amerikansk co-produktion.

For mig er det bare ærgerligt, at den ikke er indspillet på dansk, og i denne ærgerlighed gemmer der sig faktisk en stor omgang ros til Sønderholm og co. For Craig har faktisk en del at byde på, og jeg ville gerne have set den på dansk. Specielt fordi historien i sin kerne er rigtig fed, og er noget, som vi ikke er vant til at se i Danmark.

Spændende bekendtskab

Alt i alt er Craig et spændende bekendtskab. Jeg ville ønske, at Sønderholm og co. enten klippede filmen mere stramt eller f.eks. skrev lidt om på manuskriptet og filmede den på dansk. Som sådan er den Craig, vi præsenteres for, mere end en habil film, som også i det store hele virker ganske professionel og ikke særlig amatøragtig.

Den eneste grund til, at jeg kommer med disse forslag er fordi jeg oprigtigt kan se det potentiale, som materialet har. Og så kan vi også i fremtiden holde et vågent øje med Kim Sønderholm, da han godt kunne blive en fremtidens mand som kommende genreinstruktør og skuespiller.

Craig er venligst stillet til rådighed af Apotheosis Film.

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007