Congo

Du tager en forsker der leder efter sin ekskæreste, en ”talende” abe, en abeforsker og en karikeret rumænsk eventyrer og rører det hele sammen. Du lader hele herligheden hænge ved siden af skinken som en ekspedition, der er taget til Afrika for at finde en forsvunden by og en masse diamanter.

Dette tilsætter du elementer fra en fremragende roman og lader det stå i ovnen sammen med et gammeldags jungleeventyr. Så glemmer du personinstruktionen og troværdigheden smider du på kompostbunken. Men til gengæld afslutter du med et lag action, campet stemning, overdrevet skuespil, et højt tempo og voila, så er Congo serveret og ikke et ord mere om handlingen!

Man kunne bruge lang tid på at se, hvad filmen har, og ikke har, til fælles med romanen, men det er dybest set ikke spændende. Filmatiseringen af Congo har på godt og ondt sit eget liv, og der er så mange forskelle på film og bog, at der nærmere er tale om ”inspireret af” end ”baseret på”.

Hvad er en god filmatisering?

Når man møder en filmadaption af en populær roman, eller bare en vilkårlig historie, kan man trække den gamle og tyndslidte ”hvad skaber en god filmatisering”-diskussion ud af skabet. For skal en film være pinagtig tro mod sit forlæg eller er det bare essensen/ånden/stemningen, den skal indfange? Eller er det en kombination eller noget helt andet? For det er vigtigt, både for producenter, tilskuere og kritikere at gøre sig dette bevidst før de henholdsvis laver, ser eller sviner en film til.

Når man har at gøre med en populær roman, som er læst og elsket af mange, vil det under alle omstændigheder være umuligt at gøre alle tilfredse. Tag blot et lille kig på alle de debatter, der er om eksempelvis bøgerne/filmene om Harry Potter, Lord of the Rings og The Da Vinci Code.

Jeg hælder til at en god filmatisering skal indfange ånden i det skrevne materiale. Det lyder måske lidt diffust, men hvis jeg, når jeg har set en filmatisering, der f.eks. satte mig i samme sindelag som romanen eller har samme eventyrstemning, miljøbeskrivelse, karaktertegning som romanen, så er jeg tilfredsstillet. Naturligvis er det også på sin plads, at filmen langt hen ad vejen følger plottet, men jeg er ikke en flueknepper, der brokker sig over, at den og den scene ikke er med, og samtidig har jeg ikke noget imod, hvis en filmatisering står på sine egne ben.

En bastard

Hvis en filmatisering ikke er tro mod ånden, så kan den i mine øjne kun gøre to ting, som gør den seværdig: enten kan den være pinagtig tro mod plottet, så man kan få den basale genkendelsesglæde eller den kan tage en helt ny retning og skabe et produkt, som er meget langt væk fra den historie, som den oprindeligt stod på skulderne af.

Frank Marshalls Congo er et eksempel på en sådan bastard, der tager udgangspunkt i Crichtons roman, men alligevel har sin helt agenda (læs: den fucker plottet helt op til fordel for sjov og ballade). I dette tilfælde er det ikke en ubetinget god ting, men Congo er en god omgang hjernedød underholdning – og allerede her går den i en helt anden retning end Crichton, som netop kombinerer mainstreamunderholdning med gymnastik til hjernecellerne.

Når man ser på det færdige produkt, tager et lille view ned over de anmeldelser, filmen fik og konstaterer, at Congo blev nomineret til hele syv Razzie Awards, så vil man nok komme frem til, at filmen blev en gigantisk økonomisk fiasko. Det gjorde den bare ikke. Den tjente faktisk over 100.000.000 dollar hjem!

Det skyldes nok flere ting. For det første havde man ikke set et godt gammeldags jungleeventyr i lang tid. For det andet var programmet ikke videre godt i sommeren 1995. Men den tredje og vigtigste grund er uden tvivl, at Michael Crichton står som forfatter til romanen. For vi husker nok, hvor dundrende en succes øglefilmen Jurassic Park (1993) havde været to år forinden? Så Congo red på bølgen.

Oldscool, here I come!

Filmen er meget nem at hade, men faktisk endnu nemmere at holde af. Man skal sådan set bare slå hjernen fra, lade være med at bekymre sig om, om det er en god filmatisering (for det er det ikke!) eller ej, og lade sig underholde af en meget gammeldags type film.

I mine øjne er filmens helt store problem, at den ikke helt tør tage skridtet væk fra Crichtons teknologiske aspekter, og det trækker voldsomt ned, da den hverken bruger tid eller effekter nok til at gøre denne del fed og velsmagende. Men vi står da tilbage med en dejlig campet stemning, hvor vi både kan mærke 50’ernes tåbelige (og elskelige) sci-fi- film, det dejlige studiefeel og de mange tåbelige replikker.

For personinstruktionen er bestemt ikke den gode Frank Marshalls stærkeste kort at spille til en jobsamtale. Og man forstår godt, hvorfor han mest har holdt sig som producer og som en del af slænget omkring Steven Spielberg. For Marshall har sans for det eventyrlige, men nogen stor filminstruktør bliver han nok aldrig. Sorry Frank!

Når regningen skal betales

Skuespillet er flere steder pinagtigt på den sjove måde, og faktisk er det kun Tim Curry og hans manierede overspil som rumænsk eventyrer (der bærer et af filmhistoriens mest forrygende navne i form af Herkermer Homolka), som gør det godt blandt skuespillerne. Men igen er det ikke skuespillet der er vigtigt i den her type film, og Marshall viser til gengæld, at han er god til action og eventyr, og man keder sig ikke et sekund uanset at tåbelighederne tager til i styrke hen i mod slutningen.

Når man ser på Jurassic Park er effekterne i Congo ganske ringe (specielt når vulkanen går i udbrud, og når man ser på aberne, som bare er skuespillere i grimme kostumer) og det er lidt ærgerligt, selvom det faktisk er med til at øge campeffekten og de ting man kan grine af – i Crichtons roman er aberne skræmmende, men i Marshalls film ligner de pensionerede abeklovne der har drukket for mange juleøl.

Til gengæld rammer Jerry Goldsmith plet med sit stemningsfulde actionscore, hvor man også kan høre, at den gode Jerry ikke er for fin til at genbruge sig selv, men det passer fint ind her.

Når den store regning skal gøres op, så er Congo sgu’ ikke nogen god film. Og slet ikke nogen god filmatisering. Men heldigvis tager den ikke sig selv højtideligt, og fremstår i sin form som en fesen sci-fi-film, men en underholdende eventyrfilm, som man med succes kunne vise for hele familien eller aberne i Zoo.

Anmeldt i nr. 49 | 13/11/2009

Stikord: Aber, Filmatisering, Junglen, Michael Crichton