Planet Pulp

Jerry Goldsmith (1929-2004) er, fuldt fortjent, én af mange filmmusikentusiasters favoritkomponist. Goldsmith var én af de få filmkomponister, der i sin aktive periode spændte over alle de tre æraer inden for film og filmmusik – Hollywoods guldalder (til ca. 1960), sølvalder (ca. 1960 til ca. 1980) og den moderne periode (ca. 1980 til i dag).

Goldsmith startede med at komponere musik til TV allerede i 1950’erne, hvor han også komponerede sit første score til en spillefilm (kriminalfilmen City of Fear fra 1959). Inden sin død i 2004 nåede Goldsmith at komponere musik til over 200 film, og han blev Oscarnomineret 18 gange i perioden mellem 1962 og 1998 (han vandt kun én gang – for The Omen fra 1976).

Alsidig komponist

Goldsmith var en alsidig komponist, der tacklede projekter inden for snart sagt enhver genre – og det tilmed rigtig godt. Derfor er der fremragende Goldsmith-scores til både krigsfilm, komedier, gysere, actionfilm og thrillere. Coma tilhører sidstnævnte, og er bare én af fem film, Goldsmith leverede musik til i 1978. De øvrige var Magic, The Boys from Brazil, The Swarm og Damien: Omen II. Så er kvalitetsniveauet ligesom lagt, og Coma lever da også fuldt op til de andre scores, Goldsmith producerede i 1978.

Coma markerede anden gang, Michael Crichton og Jerry Goldsmith arbejdede sammen. Goldsmith havde komponeret musikken til Crichtons debut, TV-filmen Pursuit fra 1972, og efter Coma skulle de arbejde sammen på yderligere to film (tre, hvis man tæller The 13th Warrior med, som dog officielt har John McTiernan som instruktør).

Endelig var det også Goldsmith, der stod for musikken til filmversionerne af Crichtons romaner Congo (1995) og Timeline (2003), hvor scoret til sidstnævnte dog blev kasseret.

Sparsom anvendt musik er en styrke

Coma er efter min mening utvivlsomt det bedste score, der kom ud af samarbejdet mellem Crichton og Goldsmith. Det demonstrerer på fornemste vis Goldsmiths evne til at skabe intens thrillermusik, selv om det bestemt ikke er musik, der vil falde i alles smag. Nogen let tilgængelig lytteoplevelse er det nemlig ikke, men det er dybt, dybt imponerende musik, og hvis man bare er lidt fan af Goldsmiths atonale suspense- og actionstil, vil man elske Coma.

Coma er desuden et glimrende eksempel på én af Jerry Goldsmiths store evner, nemlig evnen til at vide, hvornår det er bedst ikke at bruge underlægningsmusik. Det er selvfølgelig en beslutning, der tages af instruktør og komponist i samarbejde, men hele vejen igennem sin karriere var Goldsmith kendt for at være meget bevidst om den effekt, filmmusik havde, når den blev sparsomt anvendt.

I tilfældet Coma giver denne bevidsthed sig udslag i, at der ikke optræder filmmusik før 49 minutter inde i filmen! Fra det punkt anvendes musik dog ganske liberalt i filmen, men man kommer ikke udenom, at det virker langt bedre, fordi den ikke-diegetiske musik har været fraværende så længe.

Da først musikken dukker op er det intens suspense- og actionmusik fra først til sidst – kun afbrudt af filmens kærlighedstema, der præsenteres i en poppet version i albummets nr. 2 med titlen ”Cape Cod Weekend (Love Theme From Coma)”.

Urovækkende

Goldsmiths score til Coma er komponeret helt uden anvendelse af messingblæsere i symfoniorkestret, men til gengæld med brug af hele fire flygler og cimbalom. Dertil kommer en smule synthesizer hist og her. Ganske ofte gør Goldsmith desuden brug af echoplex, der giver en ganske urovækkende effekt, f.eks. i begyndelsen af det allerførste nummer, ”Stranger on the Street”.

Det var hverken første eller sidste gang, Goldsmith anvendte echoplex – han havde med stor held anvendt apparatet, da han komponerede musikken til Patton (1970), hvor det skabte de berømte trompet-ekkoer. Året efter Coma brugte han det, da han komponerede musikken til Alien (1979), hvor ekko-effekterne på ekstremt effektiv vis blev en signaturlyd for det uendelige verdensrum.

På nær kærlighedstemaet er stort set al musikken til Coma dissonant, hvilket giver hele scoret en gennemgående urovækkende stemning – helt på sin plads, filmens handling taget i betragtning.

Musikalsk sammenhæng på strukturelt niveau

Det iskolde hovedtema præsenteres i ”Stranger on the Street”, og høres flere gange senere på scoret – renest i begyndelsen af ”No Address” (første del af nr. 8). Der er ikke tale om et hovedtema af den type, man går og nynner, efter filmen er slut, og generelt gælder det for musikken, at den ikke er afhængig af temaer i klassisk forstand.

Der er indtil flere mindre motiver og kompositoriske idéer, som Goldsmith anvender igennem scoret til at give musikalsk sammenhæng, men det er på et strukturelt niveau, snarere end noget, man vil genkende som egentlige temaer. Det kan f.eks. være den dybe, rumlende baslinje for strygere og træblæsere, der f.eks. høres i ”The Charts / Chance Encounter / The Lecture Hall” (nr. 6) eller de echoplexbehandlede flygler, der indleder albummet i ”Stranger on the Street”, og som genbruges adskillige steder.

Rent stilistisk og stemningsmæssigt er der umiskendelige ligheder mellem Coma og så den mere suspenseprægede musik fra både The Omen (1976) og Alien. Rent stilistisk er Coma nærmere beslægtet med den iskolde, generelt dissonante og til tider decideret atonale musik fra Alien end den ofte melodiske musik fra The Omen, men f.eks. et nummer som ”Hot Wire” (nr. 4) giver klare mindelser om nogle af de mere dissonante cues fra The Omen.

Coma veksler mellem rendyrket suspense og all-out horror. Det er meget svært at fremhæve enkelte cues på bekostning af andre, for kvalitetsniveauet er uhyggeligt højt, men hvis et par suspensenumre skal fremhæves, må det blive det helt fremragende ”Toys in the Attic (O.R. 8)” (nr. 5) og det næsten lige så intense sammensatte nummer ”No Address / After Hours / Up for Bids / Illegal Parking” (nr. 8).

Sidstnævnte udvikler sig dog også i retning af decideret horrormusik, og har i den afdeling følgeskab af det vanvittigt fede ”The Charts / Chance Encounter / The Lecture Hall” (nr. 6).

Dybt imponeret

Det er nærmest helt umuligt for mig at anbefale Coma nok. Tidligere udgivelser af musikken har modtaget kritik for at være en stort set umulig lytteoplevelse, og sådan vil nogle utvivlsomt have det med albummet, for det kræver, at man tager sig tid til at lytte ordentligt til det. Personligt synes jeg, Coma er en helt fabelagtig lytteoplevelse, og jeg er dybt imponeret over Goldsmiths evner til at fremmane en stemning af intens paranoia. Jeg må erkende, at jo flere af mandens scores, jeg hører, jo nærmere er han på at slå John Williams af pinden som min personlige favoritkomponist.

Afslutningsvist skal jeg lige sige, at den anmeldte version af Coma er den, der er udgivet af Film Score Monthly (FSM) i deres serie af Silver Age Classics. Her er Coma udkommet sammen med musikken fra to andre Michael Crichton-film: Westworld (med musik af Fred Karlin) og The Carey Treatment (med musik af Roy Budd).

I modsætning til tidligere udgivelser, der alle har været baseret på den oprindelige LP-udgivelse af scoret, repræsenterer FSM-udgivelsen hele Goldsmiths score i dets oprindelige form. Foruden de 12 numre, der udgør selve scoret, ligger der også tre bonusnumre på CD’en – i alle tre tilfælde er der tale om diegetisk musik (source cues) fra filmen. De 12 numre fra Coma findes på CD2 af FSM-udgivelsen, hvor de ligger som nummer 12-23.

Nummerliste:
1. Stranger on the Street (0:53)
2. Cape Cod Weekend (Love Theme from Coma) (2:37)
3. The Institute (Jefferson Institute) / No Interview (2:28)
4. Hot Wire (2:09)
5. Toys in the Attic (O.R. 8) (5:36)
6. The Charts / Chance Encounter / The Lecture Hall (4:45)
7. Study in Anatomy (3:14)
8. No Address / After Hours / Up for Bids / Illegal Parking (5:32)
9. A Lack of Efficiency / A Free Ride (2:59)
10. A Difficult Position / The Long View (3:46)
11. A Lucky Patient / A Nice Case (5:49)
12. Sunday’s Moon (Lyrics by Carol Goldsmith) (2:32)

Total spilletid: 42:20

Anmeldt i nr. 49 | 13/11/2009