Planet Pulp

Hospitaler er forbavsende alsidige miljøer at anvende i fiktion. Inden for film og TV kan de danne rammen for alt lige fra sæbeoperaer (E.R. (1994-2009), som Michael Crichton i øvrigt var med til at skabe), komedier (Patch Adams, 1998) og dramaer (Awakenings, 1990) til medicinske detektivhistorier (House M.D., 2004-), gysere (Riget, 1994), splatterkomedier (Re-Animator, 1985) og thrillere.

Coma hører til i sidstnævnte kategori, og ud over, at det måske er den bedste hospitalsthriller, der er lavet, er det også en eminent thriller, der brillerer i sin stemningsopbygning.

I koma efter rutineoperation

Coma har Geneviève Bujold i hovedrollen som doktoren Susan Wheeler, der arbejder på Boston Memorial Hospital. Hun er i et forhold til én af de andre læger, den ambitiøse Mark Bellows (Michael Douglas), men derudover er arbejdet på hospitalet relativt begivenhedsløst.

Alt det ændrer sig, da én af Susans venner, Nancy (Lois Chiles) skal have foretaget en abort. Indgrebet er ren rutine, men i forbindelse med indgrebet skal hun lægges i fuld narkose. Under narkosen observerer narkoselægen enkelte besynderligheder, men situationen stabiliserer sig, og tilsyneladende er alt i orden. Men også kun tilsyneladende, for da Nancy skal bringes ud af narkosen er hun i stedet gledet ind i en dyb koma, og konstateres senere at være komplet hjernedød.

Susan er stærkt oprevet over sin venindes situation, og begynder at undersøge sagen nærmere. Det viser sig ret hurtigt, at der er nogle ting på hospitalet, der ikke stemmer. Usædvanligt mange unge og i øvrigt sunde patienter er inden for det seneste år blevet lagt i narkose i forbindelse med rutineoperationer, og er aldrig vågnet op igen.

Endnu en komapatient

Susan forsøger at gøre Mark interesseret i sagen, men han slår det hen som tilfældigheder – også da endnu en patient (i øvrigt spillet af Tom Selleck) glider ind i en koma, dagen efter Nancy. Det er helt åbenlyst, at ingen på hospitalet interesserer sig synderligt for sagen. Ja faktisk mener de overhovedet ikke, der er en sag, og Susan bliver alt andet end populær hos overlægerne, da hun begynder at grave yderligere i sagen. Snart opdager hun imidlertid, at noget er helt, helt galt på Boston Memorial og på det såkaldte Jefferson Institute uden for byen, hvor komapatienter fragtes hen og opbevares.

Hvad, hvordan og hvorfor skal jeg bestemt ikke afsløre her – det skal man have lov til at selv at finde ud af, for Coma er en filmoplevelse af den type, der virkelig kryber under huden på seeren.

Intens paranoia

Michael Crichton skrev både manuskript (efter Robin Cooks roman af samme navn) og instruerede, og det er han sluppet umanerligt godt fra! Manuskriptet til Coma opbygger på forbilledlig vis en stemning af intens paranoia, indtil hverken hovedpersonen eller publikum ved, hvem man kan stole på, og hvem der er involveret i den sammensværgelse, der helt åbenlyst er på Boston Memorial.

Samtidig er Crichtons instruktion ikke til at sætte en finger på. Hans stil er køligt observerende, og han holder de mere direkte spændingsfilmselementer i arms længde indtil næsten en time inde i filmen. Herefter tager handlingen virkelig fart, og bygger op til det fremragende klimaks, men vel at mærke sådan, at man ikke ville være foruden den langsomme stemningsopbygning i den første halvdel af filmen. Det er den snigende paranoia, der bærer filmen, og den bygger Crichton op med usvigelig sikkerhed.

Køligt observerende

Michael Crichton var uddannet læge, og arbejdede også kortvarigt som læge, inden han for alvor indledte sin karriere som forfatter og instruktør. Som sådan var han selvskrevet til at lave Coma, og hans kendskab til hospitalsmiljøet har uden tvivl været en fordel. Det kommer bl.a. til udtryk i filmens indledning, hvor en stor del af ”baggrundsstøjen” tager form af medicinsk techno babble af forskellig art. Det er aldrig noget, publikum drages ind i eller kræves at forstå – der er der sådan set bare, og omgiver hovedpersonen. Herigennem lykkes det på aldeles glimrende vis Crichton at etablere sit miljø, inden hovedproblemet introduceres, og stemningen virkelig slås an.

Der er noget grundlæggende creepy ved hospitaler, og vel især ved operationssituationen, hvor man som patient er totalt prisgivet lægerne og deres ekspertise. Det er selvfølgelig denne totale prisgivelse, Coma spiller så fremragende på, og det virker! Samtidig er hospitalsmiljøets fysiske rammer også en god kilde til myrekrybende stemning – de lange gange, kældrene, laboratorierne, lighusene. Herhjemme har vi set virkemidlerne anvendt i Nattevagten (1994) og Riget, og de virker bestemt ikke dårligere i Coma – bl.a. også fordi Crichtons instruktion er så køligt observerende, som den er.

Det ville ikke være fair at kalde Coma en ren thriller – enkelte science fiction-lignende elementer sniger sig også ind, bl.a. da hovedpersonen finder vej til det skumle Jefferson Institute, men disse træk er så få og små, at man i bund og grund er parat til købe dem. Det er vigtigt, for det er netop den grundlæggende troværdighed og realisme ved Coma, der giver filmen dens slagkraft. Og netop troværdigheden er om noget Crichtons varemærke i stort set alt, han rørte ved. Det kan lyde utroligt, når man tager i betragtning, at manden (blandt meget andet) også skrev om at bringe dinosaurer til live, men Crichtons evne var at forankre det utroværdige i det troværdige og derigennem opnå suspension of disbelief.

Solide skuespillere

Ud over at være glimrende iscenesat efter et stramt og velfungerende manuskript har Coma også en række meget solide skuespillere til at bære historien. Geneviève Bujold er måske ikke den bedst kendte skuespillerinde nu om stunder, men i 1980’erne medvirkede hun bl.a. også i seriemorderthrilleren Tightrope (1984) med Clint Eastwood og David Cronenbergs Dead Ringers (1988) med Jeremy Irons. I Coma udfylder hun rollen som den mere og mere skræmte læge virkelig godt og troværdigt.

Til gengæld har hun også fint modspil af Michael Douglas som kæresten Mark, som det er meget svært at vide, om man kan stole på eller ej. Og i birollerne finder vi flere solide navne: Richard Widmark er både sympatisk og skummel som overlægen Harris, og skummel er mildest talt også Rip Torn som anæstesioverlægen Dr. George. Ed Harris debuterede i Coma i en lille birolle som patolog, mens Lois Chiles (fra bl.a. Bond-filmen Moonraker, 1977) og Tom Selleck har været nævnt som komapatienter.

Fremragende musik

Endelig må også nævnes Jerry Goldsmiths fremragende og nervepirrende musik, som i øvrigt brillerer ved først at dukke op i filmens 49. minut. Det er en glimrende disposition af Crichton og Goldsmith at holde filmmusikken ude af filmen så længe, for den virker desto bedre, da den først dukker op.

Jeg har ikke andet end ros til overs for Coma. Filmen er et fremragende eksempel på, at 1970’erne virkelig var thrillernes årti, og så kan man i øvrigt kun tage hatten af for Michael Crichton, der kun havde lavet én spillefilm før Coma. Med Coma viste han, at han ikke var et one hit wonder, men at han virkelig var et enormt multitalent. Coma anbefales på det allervarmeste!

Anmeldt i nr. 49 | 13/11/2009

Stikord: Filmatisering, Hospitaler, Michael Crichton, Paranoia, Sammensværgelser