Planet Pulp

I 1983 udkom Stephen Kings roman Christine. Romanen handler om mange ting: på overfladen er det en overnaturlig historie om en hjemsøgt bil og om besættelse, men under overfladen dunker historiens virkelige hjerte – en sorthumoristisk satire over den amerikanske fascination af biler, ungdomsoprør, teenagehormoner og high school. Fordi romanen fungerer på flere niveauer lykkedes det for King at få den i udgangspunktet noget søgte historie til at fungere, både som gyser og som social kommentar.

Virker forhastet

Samme år som bogen udkom, kom John Carpenters filmatisering af romanen også, og man kan ikke undgå en mistanke om at filmen er blevet hastet igennem produktionsapparatet for at lukrerere mest muligt på Kings navn samt bogens nyhedsværdi. Både King og Carpenter var på daværende tidspunkt hot shit i Hollywood. Kings debutroman, Carrie (1974), var i 1976 blevet til filmhittet af samme navn, instrueret af Brian de Palma, og King var i begyndelsen af 1980’erne på en stadigt stigende popularitetskurve som USAs hotteste yngre populærforfatter.

Carpenter havde året før lavet sin første film med et stort budget inden for studie-systemet i Hollywood, og selv om filmen – The Thing – ikke blev nogen stor succes i biograferne må producenterne have set kvaliteterne i det, der efter undertegnedes mening er Carpenters bedste film. I hvert fald har nogen ment, at det var en god idé, at få gyserinstruktøren Carpenter til at stå i spidsen for filmatiseringen af Kings seneste opus. Så meget endda at filmens produktion begyndte før bogen overhovedet var udkommet!

Men filmversionen af Christine knirker nogenlunde lige så meget, som vraget af Christine knirker da hovedpersonen Arnie Cunningham først sætter sig bag rattet i den.

Dårlig indflydelse

Ligesom romanen handler filmversionen af Christine om supertaberen Arnie Cunningham. Arnie har kun én virkelig ven i hele verden, nemlig Dennis Guilder, der heldigvis er én af skolens populære fyre og lidt af en score-karl. Men så køber Arnie en bil, og ikke en hvilken som helst bil: han køber det gamle vrag af en 1957 Plymouth Fury ved navn Christine, og beslutter sig for at sætte den i stand.

Efter at have købt Christine, begynder Arnie at ændre sig. Han smider de nørdede kæmpebriller han har rendt rundt med, han bliver mere selvsikker og det lykkes for ham, at få fingre i skolens nye skønhed, Leigh Cabot, som Dennis i filmens begyndelse forgæves har forsøgt at invitere ud. Men Arnie bliver ved med at ændre sig: han bliver mere og mere hidsig og dertil meget beskyttende over for Christine. Samtidig har Leigh en oplevelse i Christine, som gør hende overbevist om, at bilen forsøgte at slå hende ihjel. Da Christine bliver totalsmadret af nogle bøller som Arnie har lagt sig ud med, er bilen som splinterny i løbet af nul komma fem, og da bøllerne begynder at blive kørt ned, fatter politiet mistanke til Arnie, selv om knægten i virkeligheden ikke har noget med det at gøre. Christine kører nemlig af sig selv, og hun er vred. Og så er der ingen grund til at afsløre mere af handlingen her.

Tom film

Grunden til at filmen fejler skyldes to ting: for det første har manuskriptforfatteren Bill Philips valgt at ændre et vigtigt plotelement i historien, hvilket gør at selv om filmen langt hen ad vejen følger romanens umiddelbare handling ret tæt, så mangler der nogle meget vigtige elementer, der var med til at binde romanen sammen. De underliggende satiriske strømninger der eksisterer i Kings roman er desuden enten skåret ud eller tonet så meget ned, at de reelt er ikke-eksisterende i filmversionen.

Dette er kritisk, for den faktiske handling i romanen er i sig selv temmelig søgt, og det er ikke den alene, der gør historien underholdende og spændende. Det er kombinationen af de umiddelbare hændelser og de underliggende strømninger, der fungerer, og ved helt at fjerne en del af handling har manuskriptforfatteren sikret at Christine er en underligt tom film.

I romanen er det ikke Christine, der fra begyndelsen er ond. Bilen er bare en bil, og det bliver det tydeligt at det, der er galt med Christine har noget at gøre med dens tidligere ejer, Roland D. LeBay. I romanen er det LeBay, der sælger Christine til Arnie og dør kort efter, hvorefter hans bror fungerer som en vigtig kilde til viden om Christines tidligere historie. Roland LeBay var en ondskabsfuld satan, der i hele sit elendige liv kun elskede én ting, nemlig Christine. LeBay og Christine har på én eller anden måde har indgået en frygtelig pagt så Christine bliver halvt levende, og LeBay kan blive i sin bil til evig tid. Det antydes kraftigt at LeBays ånd lever i bilen, og at Arnies stadigt mere bizarre opførsel skyldes at han besættes af LeBay. Her kan man virkelig tale om en spøgelsesbilist (gnæk gnæk).

Bad to the bone

Men i filmen er Christine ond fra begyndelsen. Filmen begynder med at Christine løber af samlebåndet på fabrikken i Detroit, og allerede i sine første fem minutter smækker Christine motorhjelmen ned over hånden på en intetanende fabriksarbejder og dræber en anden, der har formastet sig til at tabe cigaraske inde i bilen (i øvrigt til tonerne af George Thoroughgoods bluesklassiker ”Bad to the Bone”). Og så er scenen ellers sat. Nogen forklaring på Arnies ændrede opførsel får man ikke og i filmen får man aldrig sympati for Arnie som man gør i bogen. Hvor det i bogen endda antydes, at Arnie forsøger at kæmpe imod LeBays besættelse af ham, så mangler dette element helt i Carpenters film. Han bliver bare mere og mere til et rigtigt svin, og selv om man forstår at det har én eller anden forbindelse til Christine får man aldrig fornemmelsen af, at Arnie ikke har noget valg.

Disse ændringer af historien virker umiddelbart små, men de betyder reelt at man ikke forstår præcis hvad der foregår, og idéen om at en bil “fødes” ond kommer bare til at virke latterlig. Da Roland LeBays bror er skåret ud af historien, mangler Dennis’ og Leighs vigtigste kilde til viden om Christine, og da tingene for alvor brænder på accepterer de to uden nogen form for vantro, at Christine er en selvkørende dræberbil, hvorefter de iværksætter en plan for at ødelægge den.

Jeg vil gå så vidt som at sige, at hvis manuskriptet blot havde bibeholdt Kings originale idé om, at LeBay var roden til Christines ondskab og at Arnie var besat, kunne der være kommet en velfungerende gyserfilm ud af det. Som filmen endte, er der imidlertid tale om en tam omgang.

Kommer til at fremstå fjollet

Set som film alene, uden at skæve til romanforlægget, kommer den bagvedliggende idé om en bil, der på én eller anden måde er “levende” og som er indædt ond til at fremstå så fjollet, at man ikke kan tage præmissen alvorlig. Desuden virker idéen ikke rigtigt truende, så filmen formår aldrig at opbygge nogen form for uhygge, der trods alt kunne have fået den til at fungere som en gyser. Ikke engang Christines natlige mordtogter er særlig skræmmende, og sandt at sige, sidder man faktisk og hepper på bilen fordi dens ofre er nogle rigtige røvhuller af præcis den type, som man elsker at hade. Resultatet er en temmelig kedelig film, der aldrig rigtig kommer ud af starthullerne.

Skuespillet gør heller ikke noget for at hæve niveauet, John Stockwell i rollen som Dennis Guilder har ikke meget at arbejde med, og er faktisk også meget lidt med i filmen. Alexandra Paul (senere kendt i rollen som Stephanie i Baywatch) skal ikke andet end se godt ud i rollen som Leigh Cabot – skuespil er der ikke meget af. Værst er dog Keith Gordon (der fra slut-firserne især har forsøgt sig som instruktør) i den vigtige rolle som Arnie Cunningham. Han overspiller konstant – både som taberen i begyndelsen af filmen og som den farlige psykopat henimod slutningen.

Harry Dean Stanton lyser op i rollen som politidetektiven Junkins (en rolle Stanton kunne have spillet i søvne) og det samme gør garvede Robert Prosky (kendt fra bl.a. Hill Street Blues) som skrothandleren Darnell. Men det er få lyspunkter i en film uden mange positive elementer. Man fornemmer tydeligt, at Carpenter ikke har haft sjælen med i produktionen af Christine, der står som én af hans mindst personlige film nogensinde. Christine skriver sig desværre ind i den store bog af fejlslagne Stephen King-filmatiseringer.

Anmeldt i nr. 1 | 13/11/2005

Stikord: Filmatisering, High School, Okkultisme