Planet Pulp

Titelrollen i Stephen Kings roman Christine, fra 1983 er ikke en kvinde, det er en bil. En rød 1958 Plymouth Fury. Men dette til trods handler romanen ikke så meget om bilen som om dens ejer, den uheldige Arnie Cunningham, hans kæreste Leigh Cabot og hans gode ven Dennis Guilder.

High school-taber

Arnie Cunningham er ved romanens begyndelse en klassisk high school-taber. Hans eneste ven er Dennis Guilder, der heldigvis er én af skolens populære drenge, og da han er Arnies barndomskammerat er det op til Dennis at tage Arnie i forsvar, bl.a. overfor skolens obligatoriske dumme svin. Tidligt i romanen køber Arnie Christine; en gammel spand af en Plymouth, der står og ruster på en græsplæne med et “Til salg”-skilt i vinduet. Ud over at Dennis Guilder synes det er en rigtig dårlig idé, at Arnie bruger sine penge på at købe en gammel rustbøtte når han kunne få en langt nyere bil for de samme penge, bryder Dennis sig heller ikke om sælgeren, krigsveteranen Roland D. LeBay. Men Arnie køber bilen, og derefter begynder der at ske ting og sager.

Arnies køb af Christine medfører for det første et opgør med hans forældre, der ikke mener at Arnie burde købe en bil overhovedet. Arnie er teknisk begavet, hvilket fylder hans veluddannede forældre, især moderen, med rædsel da de har akademiske forventninger til sønnike. Arnie får en plads til bilen hos den lokale, temmelig skumle værkstedsejer Darnell, hvor han kan begynde sit lange, seje træk med at reparere Christine. Men det viser sig hurtigt for Dennis, som er historiens fortæller, at det lange, seje træk slet ikke er så langt alligevel. Det lykkes i en gevaldig fart Arnie at få Christine køreklar, og hurtigt – alt for hurtigt – er bilen som splinterny.

Dæmonbesættelse

Og Arnie ændrer også karakter. Fra at være en regulær taber bliver han selvsikker, nærmest kæphøj, og hans tidligere bebumsede ansigtshud bliver på nul-komma-fem så glat som en barnenumse. Og han bliver som besat af Christine. Hans nye stil gør det også muligt for ham at score skolens skønhed, Leigh Cabot. Det lyder alt sammen for godt til at være sandt, og det er det også. For forandringerne med Arnie er ikke helt naturlige.

Især efter at Christines tidligere ejer dør, bliver forandringerne voldsomme, og i takt med at en række mystiske hændelser sker omkring Arnie og Christine, går det op for Dennis, og senere Leigh, at noget frygteligt er på spil. Efter at en af skolens bøller, Buddy Repperton, og hans idiotiske venner smadrer Christine går der for det første meget kort tid inden Arnie har bilen køreklar igen. Der går heller ikke længe inden Repperton og hans kammesjukker begynder at dø. Kørt ned, forstås. Dennis, der på dette tidspunkt er sengeliggende efter en alvorlig ulykke i forbindelse en footballkamp, og Leigh, der nu har slået op med Arnie pga. hans stadigt mere bizarre opførsel, begynder at undersøge sagen nærmere. Efterhånden må de konkludere det umulige: at Arnie er blevet besat af LeBay og at det måske er LeBays ånd, der styrer Christine på hendes natlige dødskørsler. Langsomt, men sikkert bevæger historien sig frem mod sit tragiske og voldsomme klimaks.

En søgt affære

Opsummeret som ovenstående lyder Christine som en noget søgt affære, og det er det selvfølgelig også – omend ikke helt så søgt som Kings tidligere novelle om mekanik (og biler), der kommer til live, Trucks (dansk: Lastbiler) fra 1973. Hvor Trucks mest af alt var en vanvittig homage til Night of the Living Dead (1968), bare med lastbiler som zombier, er Christine mere alvorligt ment. King formår i Christine at gøre det hele uhyggeligt ved på klassisk King-vis at placere de bizarre overnaturlige hændelser i et middelklasse-USA, der føles særdeles realistisk og meget velkendt.

Sandt at sige er det ikke scenerne, hvor Christine på forskellig vis tager livet af de folk, der går Arnie imod, der er de mest uhyggelige. Den virkelige uhygge ligger i Dennis og Leighs langsomme afdækning af Christines og Roland D. LeBays historie, der mere end noget andet er en historie om en ond mand og hans besættelse af én eneste materiel ting. Tematisk har Christine meget til fælles med Kings tidligere bog The Shining (dansk: Ondskabens Hotel) fra 1977. I The Shining var det The Overlook Hotel, der var hjemsøgt, og havde en frygtelig indflydelse på en svag sjæl. I Christine sker akkurat det samme; her er det bare en bil, der er hjemsøgt.

Satire

Men at betegne Christine som en simpel haunted house-historie med en bil i stedet for et hus, ville være en fejl. For én af styrkerne ved bogen er, at den faktisk kun på overfladen er en gyser. Christine er mere end noget andet en satire over den amerikanske fascination af biler, og en kommentar til den amerikanske ungdomskultur i senhalvfjerdserne, hvor bogen foregår.

Denne “tongue-in-cheek”-indstilling kommer tydeligst til udtryk gennem de citater fra amerikanske sange, der indleder hvert kapitel. Alle citaterne stammer fra numre, der handler om biler og byder på alt fra Beach Boys over Janis Joplin til The Doors. Samtidig er Christine også en roman om ungdomsoprør. Arnies opgør med sine forældre løber som en rød tråd gennem bogen, og selv om hans opførsel er en del mere voldsom, end de fleste teenageskænderier, er det også en social kommentar til middelklasseforældres ofte svære forventninger til deres børn.

Det er især på grund af disse forskellige underliggende tråde, at det lykkes for King at få bogen til at fungere. For Christine tager nemlig sig selv forholdsvis alvorligt, hvilket kunne have fået romanen til at slå fejl. En roman om en dræberbil kan kun gennemføres, hvis den enten realiseres som en useriøs lige-ud-ad-landevejen-historie (undskyld ordspillet) eller hvis den, som i dette tilfælde, præges af en blanding af uhygge og social kommentar. Det virker som to umulige genrer at forlige, men King formår at gøre det, primært fordi han kender middelklasse-USA så godt. Det samme kan ikke siges at være tilfældet med John Carpenters filmatisering, der udkom samme år som bogen først udkom i USA. Carpenters film tager sig selv alvorligt uden at have noget af romanens underliggende vid eller bid.

Enkelte problemer

Historiens fortæller er Dennis Guilder, og første såvel som tredje del er fortalt i 1. person, hvilket virker godt. Midterdelen er underligt nok fortalt i alvidende 3. person og skiftet fra 1. til 3. person virker lidt forceret, især fordi det i første og tredje del bliver tydeligt at hele bogen skulle være Dennis’ historie, fortalt efter at begivenhederne har udspillet sig. Men når musikken i Christines bilradio (der i øvrigt kun kan tage den station, der spiller gammel 50’er rock ‘n roll) spiller, glemmer man hurtigt det lidt umotiverede skift og læser fornøjet videre.

Christine er oversat til dansk af Mogens Wenzel Andreasen, der har oversat mange King-romaner. Oversættelsen er imidlertid ét af romanens svage led, for Andreasen har tydeligvis haft problemer med at oversætte Kings dialog til et realistisk dansk talesprog. Dette kommer bl.a. til udtryk ved, at bogens unge tiltaler alle ældre personer med “De”, også i situationer hvor det virker helt malplaceret. Her har Andreasen tydeligvis haft det svært med det engelske “you”, der på dansk både kan oversættes med “dig” og “De”. Det virker mest af alt som om oversætteren bare har foretaget et valg uden i hvert enkelt tilfælde at tænke over kontekst.

Andre steder kommer dialogen i oversættelsen til at lyde unødvendig stiv, hvilket primært skyldes at amerikanske udtryk oversættes med udtryk som dansk ungdom aldrig har og aldrig ville bruge i tale. At han oversætter the Battle of the Bulge (som Roland D. LeBay medvirkede i) til Slaget ved Bulge, når det skulle være Ardennerslaget, er måske mere forståeligt, da man skal have solidt kendskab til 2. Verdenskrig for at kende det engelske navn, men det er stadig underligt for en så rutineret oversætter som Andreasen. Alt i alt er oversættelsen hæderlig, men bestemt ikke mere, og det må anbefales for de, der er i stand til det, at læse romanen på engelsk.

Christine er ikke Kings bedste roman; dertil er hele konceptet simpelthen lige en tand for langt ude, men historien reddes som sagt af også at indeholde satiriske elementer og social kommentar. Blandt yngre læsere burde Arnie Cunninghams teenageoprør også ramme plet. Alle disse ting er medvirkende til at gøre Christine til én af Kings mest direkte vedkommende bøger for et yngre publikum (teenagere fra 15-16 år og opefter), og hvis man – som undertegnede – også er fascineret af den amerikanske bilkultur, er romanen også bare godt gedigent underholdende. Og stof til eftertanke for de, der overvejer at købe brugt næste gang.

Anmeldt i nr. 1 | 13/11/2005

Stikord: Dæmoner, Dæmonbesættelse, Filmatiseret, High School, Okkultisme