Chaplin

Richard Attenboroughs biografiske drama om stumfilmslegenden Charlie Chaplin markerede både første og eneste gang, Attenborough og John Barry arbejdede sammen; i hvert fald direkte.

Som producer havde Attenborough tidligere krydset veje med John Barry, for i slutningen af 1950’erne stiftede Attenborough nemlig et produktionsselskab sammen med skuespilleren og manuskriptforfatteren Bryan Forbes, der igennem 1960’erne blev én af Storbritanniens markante instruktører.

Attenborough var således producer på to film, som Bryan Forbes instruerede i 1960’erne, og som havde musik af John Barry, The L-Shaped Room (1962) og Seance on a Wet Afternoon (1964).

Forbes og Barry fortsatte efterfølgende deres samarbejde med King Rat (1965), The Wrong Box (1966) og Deadfall (1968) – men altså uden Attenboroughs involvering.

Det oplagte valg

På mange måder var John Barry det oplagte valg til at komponere musikken til Chaplin. Ikke fordi, der ikke på det tidspunkt, i 1992, var andre store, britiske filmkomponister, der sagtens kunne have komponeret et fremragende score, for det var der naturligvis.

Men John Barry var nok den første britiske filmkomponist, der slog så eftertrykkeligt igennem i den amerikanske filmindustri, som han gjorde.

Der var britiske komponister i Hollywood før Barry, men Barry opnåede uhørt stor popularitet, ikke mindst for sin tilknytning til James Bond-filmene, og en tilsvarende stor anerkendelse, med hele fem Oscars i løbet af karrieren.

På den måde er der en grad af parallelitet mellem Chaplin og Barry, og måske har Attenborough haft nogle af de samme tanker, eller måske var Chaplin bare endelig det heldige sammenfald, hvor instruktøren Attenborough og komponisten Barry kunne få deres kalendere til at stemme.

Som Attenborough har udtalt i et interview (citeret i CD’ens glimrende liner notes af Jon Burlingame):

“After [Seance on a Wet Afternoon], although, John and I kept in touch, we never quite managed to arrange our respective schedules so that we could work together once more. It was, therefore, with the greatest joy that I learned he was not only willing but able to compose the score for Chaplin.”

Mageløst smukt hovedtema

Chaplin er – stort set – præcist, sådan som man ville forvente, at et John Barry-score skulle lyde på dette tidspunkt: Et mageløst smukt hovedtema i Barrys vanlige langsomme, melankolske stil, suppleret med over et dusin yderligere tematiske idéer, hvoraf det dog kun er enkelte, der har karakter af egentlige ledemotiver, mens resten “blot” er udtryk for Barrys udsøgte sans for det melodiske.

Og de fleste af de andre tematiske idéer, eller melodier, er naturligvis også holdt i Barrys modne stil, som jeg har beskrevet så mange gange i mine foregående anmeldelser af Barrys scores fra midten og slutningen af 1970’erne og fremefter.

Der er dog enkelte undtagelser, og det er de sekvenser, hvor Barry scorer Chaplins skuespil og hans gags; her er der både lidt mere tempo i musikken, ligesom den antager en mere komisk karakter.

Derudover er Chaplin-scoret lidt usædvanlig derved, at Barry også inkorporerer nogle af Chaplins originale kompositioner i sit score. For Charles Chaplin var, udover at være skuespiller, manuskriptforfatter, instruktør og klipper jo også komponist.

Godt nok var Chaplin ikke musisk uddannet, så han havde brug for egentlige komponister til at effektuere den musik, han komponerede – altså at skrive den ned og orkestrere den – men det betyder jo ikke, at Chaplin ikke skal anerkendes som komponist.

Endelig inkorporerer Barry også melodien fra sangen “The Honeysuckle and the Bee” – en sang fra 1901, der oprindelig blev skrevet til et teaterstykke i 1901, Bluebell in Fairyland. Men i dette tilfælde omsætter Barry melodien fra sangen til sit helt eget symfoniske formsprog, og det i en sådan grad, at melodien fra sangen er næsten ugenkendelig.

Scoret til Chaplin er naturligvis symfonisk, men hist og her indgår også nogle andre instrumenter – et af temaerne er f.eks. en art tidlig jazz, orkestreret for forstemt klaver (“honky-tonk-klaver”), banjo, percussion, dæmpet trompet, klarinet og andet godt.

Hovedtemaets markante rolle

Som nævnt er Chaplin et ekstremt tematisk/melodisk score, så der er mange forskellige temaer på spil. Alligevel kommer det næppe som nogen overraskelse for dem, der kender Barry, eller som har fulgt mine Barry-anmeldelser over de seneste år, at hovedtemaet spiller en markant rolle.

Og det gør da så absolut heller ikke noget, for Chaplin-temaet er et fantastisk tema – det er klassisk John Barry fra denne periode og som sagt mageløst smukt.

Som vanligt forsyner Barry temaet med både et A- og et B-tema, men som det også er traditionelt for Barry, hører man aldrig B-temaet uden en forudgående fremførsel af A-temaet, mens omvendt A-temaet nogle gange står alene.

Hovedtemaet høres som det allerførste på La-La Land Records udgivelse fra 2023 i “Chaplin – Main Theme”, hvor temaet dukker op i sin hyppigste orkestrering for flygel og strygere, senere suppleret af fløjte. A-temaet er høres naturligvis som det første, mens B-temaet høres mellem ca. 1:14 og 1:51.

Sådan som det også næsten altid er tilfældet med et John Barry-score, så er Barry også i sit score til Chaplin god til at variere hovedtemaet undervejs, således at det ikke altid høres i præcis den samme version og orkestrering.

I “News of Hetty” (nr. 10) høres således en version, hvor temaet indledningsvist bæres af obo og senere af strygerne alene, og i nr. 16, “Hetty’s Dead”, er det B-temaet, der fremføres af oboen ved ca. 1:19. Endelig kan nævnes den udgave, der høres i “Madness, Charlie?” (nr. 28), hvor temaet, indledningsvist orkestreret for strygere og cembalo, er strakt så langt ud, at det næsten er uigenkendeligt.

Chaplin-kompositioner

Efter hovedtemaet, der dukker op i 10 af scorets i alt 32 cues, er det hyppigst forekommende tema faktisk melodien fra Chaplins egen sang “Smile”, som han komponerede til Modern Times (1936).

“Smile” indgår i fem cues, første gang ganske enkelt betitlet “Smile” (anden del af nr. 16 fra ca. 2:00 og frem), men ligesom tilfældet også var med melodien fra “The Honeysuckle and the Bee”, formår Barry at få Chaplins komposition til at passe godt sammen med resten af scoret.

I de fleste optrædener hører vi “Smile” i en langsommelig, traurig udgave, typisk orkestreret for flygel og strygere, nogle gange også med fløjte, men i nr. 29 (også blot med titlen “Smile”), høres temaet i en mere tempofyldt og munter version.

Også “Salt Lake City Episode” (nr. 14) og “Theme From Limelight” (nr. 26) er Chaplin-kompositioner; førstnævnte henter sin musik fra City Lights (1931), mens sidstnævnte naturligvis kommer fra Limelight (1952).

I begge tilfælde er det ret tydeligt at høre, at vi ikke her har med Barry-kompositioner at gøre; særligt “Salt Lake City Episode”, hvor den tempofyldte, komiske musik ligger langt fra Barrys stil.

Lettere musik

Ikke at Barry ikke selv kunne komponere mere letbenet og stedvist komisk musik, for det indgår der også flere eksempler på i Chaplin-scoret i form af adskillige temaer, hvoraf dog kun et par har karakter af ledemotiv.

Det første er det fine, lille tema, der første gang dukker op ved ca. 2:32 i nr. 2. Dette, let komiske tema, hører vi yderligere et par gange i løbet af scoret.

Det andet er det lille stykke honky tonk-jazz, der første gang høres i “The Roll Dance” (nr. 12), hvor Barry virkelig har moret sig med at komponere for forstemt klaver, banjo, gulvbas, diverse percussioninstrumenter og muted trompet.

Ellers har de mere lette og komiske temaer kun en enkelt optræden hver, f.eks. de to separate temaer, der begge dukker op i “Charlie on Riverbank” (nr. 4), og hvor Barry i begge tilfælde skaber den komiske tone ved brug af træ- hhv. messingblæsere og en lidt bumlende rytmik.

Flere smukke temaer

Men til trods for Charlie Chaplins komiske geni, så er Chaplin – hverken film eller score – domineret af komik eller sjov musik.

Som nævnt dominerer det vildt smukke, men for Barry vanligt traurige, hovedtema, men der er også enkelte andre temaer i samme modus.

Det første af disse temaer er det, som kommer fra “The Honeysuckle and the Bee”, men som Barry som nævnt altså har formået at gøre så meget til sit eget, at hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at det var et originalt Barry-tema.

Det høres, orkestreret for strygere og flygel, i “Hannah’s Hope” (første del af nr. 2) og senere i “Tea for Four” (nr. 15), hvor temaet indledningsvist bæres af obo over strygere, inden strygerne tager helt over.

Det andet er et vidunderligt, malerisk tema, igen for strygere og flygel, der første gang dukker op i “Charlie Goes to the U.S.” ved ca. 0:41, og som senere også høres i “In the Cutting Room” (nr. 7) og “Charlie’s Studio Opening”, i begge tilfælde orkestreret på samme måde, men i sidstnævnte (fra ca. 1:12) i en virkelig storslået udgave.

Det sidste er også bredt malende og orkestreret for enten strygere alene, som “Discovering the Tramp” (nr. 8) eller “This is My Work” (anden del af nr. 9), eller flygel og strygere som i “Oona Arrives” (anden del af nr. 23) eller “It’s All Over” (første del af nr. 10).

Disse tre temaer er helt generelt skåret over samme læst som hovedtemaet, både hvad angår stemning og orkestrering, hvilket betyder, at de på én gang er ekstremt smukke, men også skåret med den tristhed, som stort set alle Barrys temaer var på dette tidspunkt. Her dog nok i højere grad end i så mange andre scores.

Enkeltstående temaer og underscore

Foruden de temaer, jeg allerede har nævnt, er der indtil flere, der kun optræder i et enkelt cue, ligesom et par mindre motiver gør det samme. Heraf bør nævnes det fantastisk storladne lille motiv, der optræder i “I Had No Home” (nr. 18) – det er som taget ud af et score i stil med Dances With Wolves (1990).

Og så er der også noget mere regulær underscore hist og her, hvoraf noget er ganske dystert, som f.eks. “Joan Out of Control” (nr. 22) med sit repeterende strygermotiv, eller de tilsvarende dystre strygere i anden del af “Tea for Four”.

Helstøbt

På sin vis kan man sige, at Chaplin er et ganske varieret score: Der er stribevis af temaer, og stilmæssigt spænder scoret fra klassiske Barry-temaer i den velkendte langsommelige stil til mere letbenet og humoristisk musik, nogle gange i et højere tempo.

Dertil kan man så lægge de lån, der indgår, dels fra Chaplins egne kompositioner og dels fra “The Honeysuckle and the Bee”.

Ikke desto mindre fremstår Chaplin ved gennemlytning alligevel som et helstøbt score. Selvom de forskellige elementer kan få det til at lyde som om, scoret stikker i mange forskellige retninger, er det hele alligevel filtreret igennem John Barry og hans særlige smag og stil, hvilket betyder, at scoret har et markant helhedspræg.

Dertil skal man som tidligere nævnt så også lægge, at hovedtemaet er det klart dominerende tema og løber gennem hele scoret som en rød tråd, der giver samling til det hele.

En smule tørt

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Chaplin er en ganske fremragende score, men skal man være lidt hård, kan man også sige, at det ved endt gennemlytning kan fremstå en smule tørt. Er man mere kynisk end jeg er, ville man måske sågar sige, at det godt kan fremstå en smule kedeligt.

Helt så hård i filten er jeg dog ikke. Jeg har så stor en svaghed for Barrys ekstremt smukke temaer, at jeg er parat til at tilgive ham rigtig meget, og her må man bare erkende, at Chaplin har et usædvanligt stærkt es oppe i ærmet i form af selve hovedtemaet.

Når man dertil lægger de andre temaer, der er komponeret i samme stil, så fremstår Chaplin som et meget stærkt score, også selvom det markante, næsten monolitiske, helhedspræg, som Barry formår at give scoret, godt kan få det til at virke lidt tungt.

Jeg læste en karakteristik af Chaplin-scoret et andet sted på nettet, hvor anmelderen hævder, at Chaplin var den sidste film, John Barry scorede, hvor hans modne, langsommelige og let traurige stil, virkelig passede til materialet.

Det er jeg nu ikke helt sikker på, jeg er enig i, men der er bestemt ingen tvivl om, at i tilfældet med Chaplin, passer musikken stoffet perfekt. Og hvis man, som jeg, holder utroligt meget af Barrys maleriske stil fra denne del af hans karriere, vil man være solgt. Andre vil måske finde Chaplin-scoret en smule tørt i længden.

Nummerliste:

Original Score:

1. Chaplin – Main Theme (3:10)
2. Hannah’s Hope* / Workhouse Chase / Mudflats (3:02)
3. To the Asylum (0:58)
4. Charlie on Riverbank (1:12)
5. Charlie Proposes (3:03)
6. Charlie Goes to the U.S. (2:58)
7. In the Cutting Room (2:16)
8. Discovering the Tramp / The Wedding Chase (4:04)
9. Funny With a Hose / This is My Work (1:28)
10. News of Hetty (1:03)
11. Chaplin’s Studio Opening (1:59)
12. The Roll Dance (2:35)
13. To Salt Lake City (1:08)
14. Salt Lake City Episode** (2:13)
15. Tea for Four* (1:16)
16. Hetty’s Dead / Smile*** (2:44)
17. Remembering Hetty (2:59)
18. I Had No Home (0:32)
19. From London to L.A. (3:22)
20. The Hungry People / Smile*** (1:52)
21. Farewell Sweet Prince*** (1:26)
22. Joan Out of Control (1:00)
23. Joan Barry Trouble / Oona Arrives (2:17)
24. Premiere Fantasy (0:45)
25. It’s All Over / Guilty (1:21)
26. Theme from “Limelight”** (0:49)
27. They’ve Thrown You Out (1:17)
28. Madness, Charlie? (1:02)
29. Smile*** (2:07)
30. The Roll Dance (1:50)
31. Chaplin – Main Theme / Smile*** (4:49)
32. Smile*** (performed by Robert Downey Jr.) (3:43)

Total spilletid: 66:20

Original Album Suites:

33. Early Days in London* (4:19)
34. To California / The Cutting Room (3:45)
35. News of Hetty’s Death / Smile (3:43)

Total spilletid: 11:47

Samlet total spilletid: 78:07

* Contains “The Honeysuckle and the Bee”
** Composed by Charles Chaplin
*** Contains “Smile”, composed by Charles Chaplin

Anmeldt i nr. 222 | 13/05/2024