Tegnestilen er den samme, og stemningen af nært forestående undergang er bevaret i anden sæson af Netflix’ animerede serialisering af Nintendo-klassikeren Castlevania.
Men nogen har jokket bremsepedalen i bund. Tempoet er et helt andet end i den action-proppede startsæson, og det er ikke kun fordi sæson to, med sine otte afsnit, er dobbelt så lang. Det er som om, hele fortællingen går lidt i stå.
Heltene – den umage trio bestående af den fallerede adelsmand Trevor Belmont, troldkvinden Sypha og ærkeskurkens magiske superhelt af en søn, halvvampyren Alucard – bruger langt det meste af anden sæson på at støve rundt i et bibliotek.
Dette er en aktivitet, jeg selv har stor fornøjelse af, men det er ikke rigtig seværdigt – som Jytte Hilden i sin tid sagde om sport: “Det er ligesom porno, sjovere at deltage i, end at være tilskuer til.” Det samme gælder biblioteksbesøg!
På den anden side af den apokalyptisk krig sidder Dracula i sit teknomagiske slot. Han har hidkaldt sine generaler fra nær og fjern, og de bruger lang tid på ikke at kunne enes, hverken med hinanden, med Dracula eller med de to menneskelige særlinge, der fungerer som den udødelige greves hoftroldkarle og rådgivere.
Kun tilstedeværelsen af Carmilla, en af Draculas vasaller, føjer nogen egentlig spænding til de første mange afsnit – hun tilføjer i særlig grad intriger og et forståeligt had mod gamle, bitre mænd.
De sure mænds skyld
Det er nemlig i højeste grad bitre mænd, der driver den smule handling, der er, før de sidste par episoder.
På den ene side Dracula, der ikke er så meget en dæmonisk, hadefuld, holocaustbegejstret galning – om end hans fjender opfatter ham sådan – som han er en uhyrligt magtfuld person, hvis uovervindelige hånd styres af en afgrundsdyb depression, et guddommeligt selvhad, en følelse af så hjerteknusende ennui, at samtlige af romantikkens poeter godt kan gå hjem og lægge sig.
Grevens modstandere, Trevor og Alucard, er henholdsvis en dybt fordrukken, selvdestruktiv taber, og en misforstået, psykologisk umoden teenager, fanget i en voksen krop (med superkræfter).
Det er faktisk kun gennem de to store kvindekarakterer, evigt tålmodige Sypha og proaktive, manipulerende Carmilla, at historien udspiller sig. Stod det til mændene, ville serien køre rundt i en evig trummerum, en fastlåst skyttegravskrig, uden mål og med.
Sæson 2 er altså noget mere langtrukken, og de fleste af dens actionscener udspiller sig i flashbacks. Og selvom de også tilhører klassen af surmulende mænd, er det her de to indtil nu relativt ubeskrevne karakterer, Isaac og Hector, Draculas føromtalte hoftroldmænd, for alvor kommer til deres ret.
De er mennesker, men arbejder paradoksalt nok sammen med vampyrgreven for en verden, hvor menneskeheden er udryddet. De sætter virkelig en stor fed streg under begrebet “bitter”, men deres baggrundshistorier er noget af den bedste fortællekunst, sæson 2 har at byde på. De ultimative quislinger fortjener jo heller intet mindre.
Lyden sidder i skabet
Bag dette på én gang spraglede og ensformige persongalleri findes en perlerække af virkelig dygtige voice actors. I en dyster og blodindsølet verden som Castlevania-settingen er der lidt gået inflation i dybe herrestemmer, men det gør ikke noget, når kvaliteten er så høj.
Richard Armitage lægger stemme til Trevor Belmont – Armitage er nok mest kendt kendt som førerdværgen King Thorin i filmatiseringen af The Hobbit (2012-2014).
En anden dværg fra samme filmserie, der har fundet vej til Castlevania, er Dwalin, der spilles af Graham McTavish. Han får her lov til at prøve kræfter med selveste Draculas røst, og han gør det fantastisk med sin rustendybe, livstrætte skurren.
Draculas søn, Alucard, får bittert liv af James Callis – Doctor Baltar fra re-bootet af Battlestar Galactica (2004-2009).
En sidste stemmeskuespiller, der fortjener særlig opmærksomhed, er Jaime Murray, som spiller den intrigante snog ved Draculas krigsråd, Carmilla, med psykopatisk afmålthed og en konstant kant af sadisme i stemmen – Murray har deltaget som tilbagevendende live action skuespiller i så varierede shows som Dexter, Warehouse 13, Once Upon a Time, Sleepy Hollow og Gotham.
Sammen med lydeffektafdelingen, er castet i svær grad med til at gøre Castlevanias sæson 2 lettere at sluge, da kvaliteten på de punkter ikke daler.
Det samme kan som sagt ikke siges om handlingens sammenhængskraft eller underholdningsværdien.
Og den noget slidte idé om, at verden ligesom bare ville være et kodylt sted at være, uden alle de stædigt handlingslammede, magtfuldkomne mænd til at ødelægge alting, er dæleme blevet brugt for meget – ikke at det nødvendigvis er usandt; det er blot kedsommeligt at se en serie, hvor den eneste mand, der ser ud til at more sig, er en snotdum, blodtørstig adrenalinjunkie i skikkelse af vikingevampyren/comic relief-figuren Godbrand.
Platoniske blodsugere
En ting der undrer, når man ser historien om Draculas krig mod menneskene til ende, er manglen på erotik. Det er tæt på en naturgiven lov, at hvis noget handler om vampyrer, skal det helst også ose lidt af blodig, farlig sex.
Undtagelser, hvor vampyrerne er groteske monstre – Nosferatu, Fangland, I Am Legend, Subsiders fra Daybreakers – eksisterer selvfølgelig, men selv i Buffy the Vampire Slayer og From Dusk Till Dawn er der noget forførende og dyrisk frækt over den monstrøse vampyr.
I Castlevania er alle vampyrerne fysisk smukke, men komplet kønsløse – optaget enten af aldeles usexede politiske ambitioner eller, i tilfældet Dracula, en dybfølt, men underligt platonisk kærlighed til Alucards menneskelige mor.
Ikke engang hos det meget forudsigelige heltepar, Trevor og Sypha, er sex noget, man gør i. Deres læber rører aldrig hinanden on-screen, og kun gennem vagt formulerede vildskud i dialogen opdager man, at de er romantisk involveret i hinanden.
I en serie, der intet problem har med at udsætte seeren for døde spædbørn, udpenslede drab, djævletilbedelse og andet guf, på et medie (Netflix), der heldigvis er gået indædt på kompromis med nøgenhedsreglerne på det sidste, virker det bare ekstra bemærkelsesværdigt – ligefrem umodent – hvor lidt erotisk bid, Castlevania har.
Hvis man klarer sig gennem de første fem afsnits mangel på handling, sex og relevant vold, kan man dog sætte sig ud på kanten af sofaen, åbne en øl og nyde de sidste tre.
Finalen er en vidunderlig omgang fantasy-ultravold, der næsten – kun næsten – får en til at glemme de sidste 120 minutters stilstand. Der bliver bundet en smuk og meget passende knude på den episke kamp mellem helte og skurke, og følelserne er rå og uspolerede.
Hold øje med Adi Shankar
Jeg fremhævede den geniale tegneserieskaber Warren Ellis i min anmeldelse af første sæson – Ellis er manuskriptforfatteren bag hele serien, og lever altså langt fra op til sin egen standard med sæson 2.
I den forbindelse glemte jeg at nævne den noget mindre berømmede Adi Shankar, der har været med til at udvikle historien og karaktererne, så fans af Nintendo-spillene ikke følte sig snydt.
Indisk-amerikaneren Shankar er mest kendt for tre ting: At være en højlydt stemme i kampen for at få ændret eller fjernet karakteren Apu fra The Simpsons, sit enestående arbejde som producer på den fabelagtige Dredd (2012) og sin provokerende omgang med copyrights i forbindelse med animerede bootleg-kortfilm om blandt andre Venom, James Bond, The Punisher og – naturligvis – Judge Dredd.
Shankar er absolut en person, der er værd at holde øje med for pulp-publikummet. Det rygtes at han er i færd med at kreere (lovlige) animerede serier baseret på andre computerspil – heriblandt Assassin’s Creed og Devil May Cry.
Han vil uden tvivl også være involveret i tredje sæson af Castlevania, som er blevet godkendt af Netflix. Om det er en god idé at lave mere Castlevania, er jeg ikke sikker på.
Værket forekommer meget fuldendt med sine tolv afsnit, og selvom sidste afsnit påpeger en række uløste plotknuder, tvivler jeg på, at noget kan måle sig med historien om kampen mod Dracula.
Instruktør: Sam Deats, Adam Deats, Spencer Wan
Manuskript: Warren Ellis
Cast: Richard Armitage (Trevor Belmont), James Callis (Alucard), Graham McTavish (Dracula), Alejandra Reynoso (Sypha Belnades), Tony Amendola (The Elder), Matt Frewer (The Bishop), Emily Swallow (Lisa Tepes), Adetokumboh M’Cormack (Isaac), Jaime Murray (Carmilla), Peter Stormare (Godbrand)
Musik: Trevor Morris
Spilletid: 205 minutter
Aspect ratio: 16:9
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2018
Produktionsselskab: Frederator Studios, Mua Film, Netflix, Powerhouse Animation Studios, Project 51 Productions, Shankar Animation
Castlevania er en original Netflix-serie
Anmeldt i nr. 164 | 13/06/2019
