Planet Pulp

Selv om H.P. Lovecrafts historier er blevet filmatiseret så langt tilbage som de tidlige 1960’ere (Roger Cormans The Haunted Palace, 1963), er den mest ivrige fortolker af forfatterens arbejder uden tvivl Stuart Gordon, hvis bedst kendte adaptering er den vanvittige og topunderholdende Re-Animator (1985).

Flere af Gordons film er, som Re-Animator, kendetegnet af at have et noget løst forhold til deres forlæg, men man genkender alligevel kernen i historien. Det samme gør sig gældende for Castle Freak, der dog må betegnes som meget løseligt inspireret af Lovecrafts novelle The Outsider (1926), hvis overraskende twist-slutning filmen slet ikke har.

Et kryb i kælderen

I Castle Freak spiller Jeffrey “Re-Animator” Combs rollen som familiefaderen John Reilly, der har arvet et slot i Italien fra en moster, han ikke engang var klar over eksisterede. Han og familien, konen Susan (Barbara Crampton) og datteren Rebecca (Jessica Dollarhide), tager til Italien for at inventere slottet, inden hele molevitten skal sælges.

Så enkelt skal det imidlertid ikke komme til at gå, for Johns gale moster har holdt noget indespærret i kælderen i årevis, og da familien Reilly ankommer, slipper skabningen løs og begynder at sprede rædsel. F.eks. myrdes og delvist fortæres en prostitueret, John har taget med ind på slottet, og også husbestyrerinden tages af dage af det frygteligt deforme væsen.

Yderligere handlingsreferat er der intet behov for, for handlingen i Castle Freak er uhyre enkel og simpelthen baseret på den præmis, at skabningen i kælderen er sluppet løs! Selvfølgelig er der en forklaring på, præcis hvad skabningen er, og det får man da også ganske pædagogisk forklaret i løbet af filmen.

Unødvendig baggrundshistorie

Castle Freak fungerer særligt i kraft af sin enkelhed, som langt hen ad vejen gør filmen meget “ren” set fra et genremæssigt synspunkt. Desværre tilmudres denne enkelhed af en noget unødvendig baggrundshistorie, der er klistret på John og familien. Nemlig at John er en tidligere alkoholiker, der for nogle måneder siden var skyld i en trafikulykke med fatale konsekvenser.

Havde det ikke lige været for dette unødvendige forsøg på at give hovedpersonerne lidt dybde, havde Castle Freak været en helt rendyrket gotisk exploitationfilm med både blod og bryster. Faktisk er filmen ganske blodig, særligt i de passager hvor “the freak” kaster sig over sine ofre og begynder at fortære dem. Men ud over lidt gore, satser Castle Freak hovedsageligt på at være uhyggelig.

Det lykkes da også i enkelte scener, men i mange andre gør det slet ikke – dertil har Gordon alt for tidligt introduceret os for skabningen, hvis natur derfor ikke er noget mysterium for publikum. Havde monstret været holdt i baggrunden i længere tid, ville Castle Freak nok have været en betydeligt mere uhyggelig film.

Vil ramme plet, hvis man skruer forventningerne lidt ned

Alligevel fungerer Castle Freak faktisk temmelig godt som genrefilm. Virkelig uhyggelig er den måske ikke, men den har sine creepy momenter og som sagt en god sjat blod. Den decideret dystre stemning, der dominerer filmen, er også en klædelig afveksling fra Gordons sædvanligvis mere letbenede Lovecraft-filmatiseringer.

Hvis man ikke har alt for høje forventninger, men kan slå sig til tåls med en i bund og grund enkel, dyster og brutal lille genrefilm, vil Castle Freak ramme plet!

Castle Freak er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 57 | 13/07/2010

Stikord: Kannibaler, Slotte