Die Another Day (2002) var Pierce Brosnans fjerde film i rollen som James Bond, og dermed var hans kontrakt opfyldt. Det var nu ikke ensbetydende med, at producenterne med det samme begyndte at lede efter hans efterfølger. Da Neal Purvis og Robert Wade begyndte at skrive manuskriptet til Casino Royale i 2004 var det fortsat med Brosnan i tankerne, selv om idéen var at bringe Bond mere i overensstemmelse med Ian Flemings romaner.
Alligevel endte det med Brosnans afgang: I februar 2005 meddelte Brosnan officielt, at han var færdig som Bond. Så gik jagten ind på en ny mand til at spille 007, og producenterne tog også en mere radikal beslutning: Casino Royale ville blive en helt ny begyndelse for James Bond. Med andre ord: Serien blev rebootet.
Eon Productions havde først sikret sig rettighederne til Casino Royale (Ian Flemings første James Bond-roman fra 1953) i 1999. Casino Royale var den eneste af Ian Flemings romaner, der aldrig var blevet filmatiseret som en del af den officielle serie af Bond-film, og idet det var Flemings første roman, var det selvfølgelig meget passende, at det var med Casino Royale, at Barbara Broccoli og Michael G. Wilson valgte at genstarte serien.
Men det blev en “moderne” genstart – i mangel af et bedre ord. Selv om Casino Royale skulle vise sig på nogle punkter at være meget tro over for Ian Flemings roman, blev handlingen flyttet til nutiden og tilpasset moderne forhold, ligesom der blev føjet væsentlige dele til handlingen.
En opdatering af historien til nutiden var vel uundgåelig, men personligt havde jeg gerne set en reboot af serien, der virkelig tog udgangspunkt i Flemings romaner og som ikke alene holdt sig relativt tekstnært til forlæggene, men som også hensatte handlingen til romanernes tid. Serier som Mad Men (2007-) og film som X-Men: First Class (2011) har siden vist, at publikum uden problemer accepterer film, der foregår i 1960’erne – så hvorfor skulle det samme ikke være sandt for 1950’erne?
Det turde Eon Productions dog ikke satse på, så de holdt Bond i nutiden og nøjedes med at give hele universet en overhaling på en mere subtil facon. Først og fremmest kom der en ny mand i hovedrollen, men derudover sørgede Neal Purvis og Robert Wade for, at manuskriptet holdt sig langt mere seriøst end de fleste foregående Bond-film. Det gjaldt både handlingen og karakteristikken af Bond, der i Casino Royale er af en helt anden støbning, end vi har set ham tidligere.
Som mange har bemærket før mig, er det nok ikke helt tilfældigt, at denne mere seriøse genstart af serien kom, da den gjorde. Især én filmserie var nemlig begyndt at true Bonds status som publikums foretrukne hemmelige agent – Bourne-filmene med Matt Damon i rollen som Robert Ludlums Jason Bourne. Den første Bourne-film, The Bourne Identity, havde premiere i 2002, samme år som Die Another Day, og den blev fulgt af The Bourne Supremacy i 2004. Den sidste af Bourne-filmene med Damon på rollelisten, The Bourne Ultimatum, kom året efter Casino Royale, i 2007.
Der er ingen tvivl om, at Neal Purvis og Robert Wade har skelet til Bourne-filmene for inspiration til deres nye inkarnation af Bond. Det kommer både til udtryk i den langt mere brutale fysik, Bond lægger for dagen i slåskampene, men det kommer også til udtryk i actionsekvenserne i al almindelighed. De er noget af det mest imponerende, vi har set længe i Bond-sammenhæng, og særligt parcourjagtsekvensen i filmens begyndelse er helt utrolig fed. Men også Bonds betydeligt mere facetterede psyke minder om noget, vi har set i Bourne-filmene.
Bourne-parallellerne, der også gælder flere af de øvrige tekniske aspekter, bl.a. klipningen, kan man vælge at se som en styrke eller en svaghed. Jeg synes, de er en styrke, for i modsætning til andre kritikere kan jeg stadig godt se forskel på en Bond-film og en Bourne-film, og jeg mener på ingen måde, at Bourne-inspirationen er med til at udvande Casino Royale som en James Bond-film.
Til at tegne den nye James Bond, valgte producenterne britiske Daniel Craig, der rent fysisk på ingen måde ligner Ian Flemings beskrivelse af Bond. I romanerne er Bond høj, mørkhåret og med grå øjne, mens Craig er noget mere lavstammet (under 1.80), blond og med blå øjne. Bond-puristerne var selvfølgelig ved at gå ud af deres gode skind i forargelse, men de fleste kritiske ryster forstummede alligevel, da Casino Royale havde premiere.
Craig, der var 38, da Casino Royale havde premiere, ligner måske ikke Bond på ydersiden, men han rammer tonen i Ian Flemings karakter helt perfekt. I Craigs udgave er Bond både brutal og sarkastisk, men han er ikke uden følelser, selv om han igennem hele filmen efter bedste evne prøver at holde dem skjult. Craig formår på fornem vis at tegne Bond som en person med sine egne personlige dæmoner, uden at det på nogen måde gør ham til en blød mand. Det havde heller ikke været passende.
Valget af Craig var måske utraditionelt, og til en vis grad kontroversielt, men Craig var den rette mand på det rette tidspunkt, og der var kun få andre, der var seriøst under overvejelse til rollen. Én af dem skulle efter sigende have været Henry Cavill (der spiller Superman i den kommende reboot af den filmserie), men Cavill var kun i starten af 20’erne og derfor for ung til rollen.
Der skal da heller ikke være nogen tvivl herfra om, at Craig er en glimrende Bond – på linje med både Connery og Dalton – og hans noget bistre ansigt giver ham en farlighed, der har manglet i figuren længe. Producenterne fortjener ros for deres utraditionelle valg, som jo heldigvis også viste sig at være det rigtige.
Casino Royale fører os altså tilbage til Bonds spæde start som 00-agent – altså med licens til at dræbe – og hovedhandlingen udgør hans første mission som 007. I den stilfulde prolog, skudt i sort/hvid, ser vi således, hvordan Bond opnår de to drab, der er forudsætningen for 00-statussen, og så går det ellers over stok og sten.
Filmen omhandler Bonds forsøg på at få skovlen under den skumle bankmand Le Chiffre (Mads Mikkelsen), der investerer penge for internationale terrorister og får dem til at yngle. Bond kommer på sporet af Le Chiffre i filmens første time, der starter med en spektakulær parcourjagt på Madagascar. Her får Bond fat i en bombemand, og sporet fører videre til Bahamas og derfra videre til Miami, hvor han forhindrer et angreb på et splinternyt passagerfly.
Det fejlslagne angreb fører til, at Le Chiffre taber 100 millioner dollar, og for at få pengene tilbage, arrangerer han et high stakes pokerspil på Casino Royale i Montenegro. M (Judi Dench) sender Bond af sted for at forhindre Le Chiffre i at vinde pokerspillet. Tanken er, at Le Chiffre så vil tage imod MI6’s tilbud om beskyttelse og fodre MI6 med information.
Undervejs får Bond følgeskab af den smukke Vesper Lynd, der styrer MI6’s finanser i sagen, og det går selvfølgelig hverken værre eller bedre end at de forelsker sig. Men missionen er selvfølgelig ikke så enkel, som den lyder, og bag Le Chiffre lurer en endnu mere dyster organisation, repræsenteret ved den mystiske Mr. White (Jesper Christensen).
Som nævnt er Daniel Craigs Bond-portrættering meget tæt på Ian Flemings, og det er ikke den eneste måde, hvorpå Casino Royale er tro over for forlægget. Den del af filmen, der foregår på Casino Royale, er generelt meget trofast lavet, selv om der naturligvis er foretaget visse ændringer og tilføjelser til handlingen.
Til gengæld er der tilføjet rigtig meget både før og efter den del af filmen, der foregår på kasinoet, og det er her, at der er problemer ved Casino Royale. Det står klart, at selv om producenterne havde valgt en ekstremt tekstnær filmatisering af Ian Flemings roman, så havde det krævet visse tilføjelser, for handlingen i Flemings roman er forholdsvist sparsom.
Men i filmversionen tager tilføjelserne overhånd. Således går der en fuld time, inden Bond når frem til Casino Royale, og dertil kommer den afsluttende del af handlingen, der er hensat til Venedig. Det er særligt i filmens første time, at man sidder med en fornemmelse af, at manuskriptet med fordel kunne være trimmet, men også den sidste del af filmen føles som overkill. Her har vi slet ikke brug for så stor en actionsekvens, som vi præsenteres for. Den kunne sagtens have været barberet ned til noget knap så bombastisk som et synkende hus.
Alt i alt ender Casino Royale med en spilletid på hele 140 minutter, og det er mindst en halv time for meget. Et betydeligt slankere manuskript havde klædt filmen, hvilket Marc Forster, der instruerede efterfølgeren, den noget bedre Quantum of Solace (2008), også var klar over.
Spilletiden ender desværre med at være noget af en hæmsko for Casino Royale, der på de fleste andre punkter ellers er en rigtig god film. Castingen er glimrende, og selvfølgelig er det især Craig, der dominerer, men også Eva Green er god som Bonds store kærlighed.
Dertil kommer Judi Dench, producenterne holdt fast i som M, og som gør det glimrende – som altid. Andre solide folk er Jeffrey Wright, der dukker op som Felix Leiter (første inkarnation af figuren, der er afroamerikaner) og Giancarlo Giannini, der spiller Rene Mathis, Bonds kontakt i Montenegro.
Og så har vi selvfølgelig vore to danske venner, Mads Mikkelsen som Le Chiffre og Jesper Christensen som Mr. White. De gør det begge fint i deres roller, selv om man kan have lidt svært ved at kapere den tydelige danske accent, når de taler engelsk. Og så er det i overkanten, at Le Chiffre både skal rende rundt med en astmaspray og græder blod ud af det ene øje. Mikkelsen er sådan set uhyggelig nok i rollen til, at vi har brug for den slags teatralske effekter. Det er faktisk en lille smule pinligt.
Casino Royale er en god film, en fin genstart af serien og en imponerende debut i rollen for Daniel Craig. Desværre lider den under en oppustet spilletid, der gør, at man føler sig overmæt længe inden filmen er færdig.
Derfor er Casino Royale i mine øjne også en overvurderet film, og man kan ikke undgå at overveje, hvor stor en del af kritikernes begejstring, der skyldes reel begejstring, og hvor meget, der bare var lettelse over, at Bond-producenterne lykkedes med deres forehavende om at genstarte serien uden at falde på røven.
Anmeldt i nr. 84 | 13/10/2012
Stikord: Filmatisering, James Bond
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
Den første film, der lader de to ikoniske monstre fra Alien- og Predator-filmserierne mødes, er…
Det længe ventede gensyn med Beetlejuice og det bizarre efterliv er heldigvis en fornøjelig oplevelse.…
"Nej. Tingesten kunne måske nok spille et nummer på gehør efter en enkelt gang, men…
Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er…
Tim Burtons anden film hører stadig til blandt hans mest seværdige, med dens unikke blanding…
