Siden da har han skrevet musik til en lang række spillefilm, hovedsageligt i hjemlandet Italien. Især i 1980’erne var Donaggio dog også efterspurgt i Hollywood, hvor han især er kendt for sit samarbejde med Brian De Palma.
Donaggios første score for De Palma var Carrie (1976). Inden da havde De Palma etableret et samarbejde med Bernard Herrmann, der havde leveret musikken til Sisters (1973) og Obsession (1976). Det var oprindeligt planen, at Herrmann også skulle komponere scoret til Carrie, men Herrmann døde i december 1975 og De Palma måtte finde en erstatning.
Valget faldt på Donaggio, der da også stedvist i sit score giver Herrmann et par anerkendende nik – bl.a. med Psycho-inspirerede huggende strygere i både ”The Mirror” (nr. 4) og ”The Blood ”(nr. 14).
Donaggios score er komponeret primært for symfoniorkester, men med stedvis brug af synthesizer, bl.a. som understregning af Carries telekinetiske evner. Derudover bruges akustisk guitar, trommer og andre instrumenter, men overvejende er Carrie et symfonisk score.
Det altdominerende tema i scoret er Carries tema, der samtidig fungerer som filmens hovedtema. Det høres første gang i anden halvdel af ”Main Title”
Der er noget umiskendeligt italiensk over hovedtemaet. Det er meget svært at sætte en finger på præcist, hvori denne kvalitet ligger – måske noget i den harmoniske opbygning – men man kan uden problemer høre, at det er komponeret af en italiener.
Hovedtemaet er gennemgående på scoret, og Donaggio bruger det med stor succes. Men selvom det dukker op en del gange, er det aldrig bare ren gentagelse: Donaggio modificerer temaet, så det passer til forskellige lejligheder. Nogle gange er det så enkelt som en justering af tempoet og andre gange ændrer han i en smule i orkestreringen. Det er meget subtilt, men det gør, at man aldrig føler, at Donaggio bruger temaet for meget.
Foruden hovedtemaet er der enkelte andre temaer på spil. Der er bl.a. et fint kærlighedstema, som faktisk kun høres i et enkelt cue – ”Carrie and Tommy”
Den anden sang, ”Born To Have It All” (nr. 11) er baseret på hovedtemaet. Begge er sunget af Katie Irving – søster til skuespilleren Amy Irving, der medvirker i filmen.
Herudover er der nogle få mindre temaer og motiver, der anvendes nogle gange undervejs i scoret, bl.a. et creepy flygelmotiv (f.eks. i ”Margaret Comes Home/The Telephone Call”, nr. 3
Men ”Calisthenics” og ”The Tuxedo Shop” er også de eneste decideret lyse øjeblikke på Carrie-scoret. Derudover veksler scoret mellem melankoli, dyster stemningsskabende underscore og decideret horrormusik.
Både den atmosfæriske underscore og horrormusikken er funktionel og velkomponeret filmmusik uden at nogen af delene på nogen måde kan siges at være banebrydende. Til Donaggios ros må det dog siges, at det synthesizer-dominerede cue ”The Retribution”
Men det er hovedtemaet, man husker bagefter, og derfor er det selvfølgelig også meget heldigt, at temaet bruges så relativt ofte, som det gør. Hovedtemaet giver scoret sammenhængskraft, og det er næppe for meget at påstå, at Carrie-scoret havde fremstået betydeligt svagere, hvis ikke det var for det stærke hovedtema.
Carrie-scoret har været udgivet i flere forskellige versioner i tidens løb, men det komplette score udkom første gang i 2010, da det lille label Kritzerland udsendte scoret i en 2 CD-udgivelse. Her lå det komplette score samt to bonustracks (instrumentalversioner af de to sange) på den første skive, mens den anden skive indeholdt det oprindelige soundtrackalbum fra 1976.
Kritzerlands 2010-udgivelse udkom i et oplag på kun 1200 styk og er for længst udsolgt, men i 2013 genudgav selskabet det komplette score på en enkelt skive – altså et genoptryk af 2 CD-sættets første skive – og denne udgivelse er stadig til at få fingre i.
Carrie-scoret er generelt meget velanset blandt filmmusikfans, og på den ene side er det fuldt fortjent, for hovedtemaet er virkelig ganske fremragende; på den anden side kan jeg ikke undslå mig for at mene, at scoret også er lidt overvurderet. Det er måske et udslag af, at hovedtemaet er så godt, at det smitter af på opfattelsen af resten af musikken.
Men fjerner man hovedtemaet fra ligningen, står man tilbage med et horrorscore, der er velkomponeret og funktionelt, men som derudover ikke kan noget, som andre horrorscores fra 1970’erne ikke også kunne.
Nummerliste:
1. Main Title (2:52)
2. The Principal’s Office / The Ashtray (1:38)
3. Margaret Comes Home / The Telephone Call (2:29)
4. The Closet: St. Sebastian / The Mirror / The Reflection (1:27)
5. Calisthenics (1:19)
6. The Card Catalogue / Telekinesis (1:20)
7. Carrie and Miss Collins (1:53)
8. The Slaughter / The Storm / Outside the Gym / Margaret Prays (1:35)
9. The Tuxedo Shop (1:34)
10. Waiting for Tommy / Tommy Arrives (0:57)
11. Born To Have It All (Vocals by Katie Irving) (3:05)
12. I Never Dreamed Someone Like You Could Love Someone Like Me (Vocals by Katie Irving) (4:11)
13. The Ballot / Carrie and Tommy / The Conspirators (2:15)
14. The Coronation / The Blood (5:27)
15. The Retribution (3:10)
16. Carrie Returns Home (3:41)
17. The Bath / Carrie and Margaret (1:07)
18. The Crucifixion (2:50)
19. The House (1:38)
20. The Dream / The Nightmare / End Titles (5:10)
21. Born To Have It All (instrumental version) (3:06)
22. I Never Dreamed Someone Like You Could Love Someone Like Me (instrumental version) (5:38)
Total spilletid: 58:22
I denne måneds leder skriver Jacob Krogsøe om... en julekalender?
Edgar Wrights overnaturlige thriller om den unge kvinde Ellie, der på sit værelse i Soho…
Alfred Hitchcocks thriller om reklamemanden Thornhill, der uforvarende bliver viklet ind i en kompliceret og…
Demi Moore og Margaret Qualley er fantastiske i den groteske og absurde The Substance, der…
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…