Når talen falder på Bram Stokers berømte vampyrroman Dracula er det ikke så sjældent, at også Carmilla bringes på bane. Godt nok er den 25 år ældre kortroman generelt langt mindre kendt end Stokers roman om den blodsugende greve fra Transsylvanien, men Carmilla har alligevel opnået en plads i vampyrlitteraturens kanon. Dette skyldes nok primært, at Le Fanus kortroman langt hen ad vejen betegnes som en væsentlig inspirationskilde for Stoker, men det er faktisk lidt urimeligt, at den er blevet degraderet til inspirationsmateriale, for Carmilla er en fin fortælling i sig selv.
Del af antologi
Joseph Sheridan Le Fanu (som regel bare kaldet Sheridan Le Fanu) var ligesom Bram Stoker irer, og selv om Le Fanu måske ikke er særlig kendt i Danmark, så regnes han blandt de store mestre inden for den gotiske genre, og som én af de væsentligste forfattere af spøgelseshistorier i 1800-tallet.
Carmilla var Le Fanus bidrag til vampyrgenren, der tidligere i 1800-tallet havde stukket hugtænderne frem i John Polidoris The Vampyre (1819) og James Malcolm Rymers Varney the Vampire (1847). Kortromanen (i den anmeldte udgave er historien 70 sider lang), udkom første gang som føljeton i magasinet The Dark Blue i januar-marts 1872, og senere samme år udkom den som en del af antologien In a Glass Darkly.
In a Glass Darkly indeholder fem fortællinger, der præsenteres som en del af nogle studier, foretaget af en vis doktor Martin Hesselius, der interesserer sig for psykiske fænomener. Hver historie indledes derfor af en kort prolog, hvor der redegøres for doktorens tanker om den enkelte sag. I forhold til Carmilla står der blot, meget kryptisk, at doktoren anser sagen for at involvere “some of the profoundest arcana of our dual existence and its intermediates.”
Et afsidesliggende slot
Carmilla er fortalt i første person af en ung kvinde, der har nedskrevet sin historie i et brev til doktoren. Denne unge kvinde boede, på det tidspunkt, historien foregår, sammen med sin far på et afsidesliggende slot i Østrig, nær den ungarske grænse. Faderen var englænder, men havde været i østrigsk tjeneste, og havde været gift med en østrigsk kvinde – fortællerens mor – som dog forlængst er død ved historiens begyndelse. Fortællerens navn er i øvrigt Laura, hvilket vi dog først får at vide hen imod historiens afslutning.
Hun indleder historien med at fortælle om noget, der skete, da hun var omkring 6 år gammel. En nat befandt en meget smuk ung kvinde sig pludselig i hendes værelse, begyndte at kærtegne hende og lagde sig ned i sengen hos hende. Laura faldt i søvn, men vågnede op ved fornemmelsen af noget, som to nåle, der borede sig ned i hendes bryst. Hun skreg op, hvorefter den mystiske kvinde forsvandt ned under sengen og var pist væk. Tjenestefolkene og faderen fik efterhånden overbevist fortælleren om, at det hele blot var en drøm, men som læser ved man jo nok, at der er ugler i mosen.
Så springer handlingen en del år – 12 år finder vi senere ud af. På dette tidspunkt afventer vor hovedperson og hendes far besøg af general Spielsdorf, én af faderens gamle venner. Dette er noget, Laura ser umådeligt frem til, idet generalen ville medbringe sin unge niece, hvilket ville kunne bryde noget af Lauras ensomhed – hun gør en stor indsats for at forklare, hvor ensomt livet var for hende som barn på det afsidesliggende slot langt ude i skoven.
Men desværre dukker generalen ikke op. Han sender et mystisk brev, hvori han forklarer, at der er hændt noget frygteligt – hans niece er død – og brevet virker generelt temmelig dunkelt. Knap har Lauras far fortalt de dårlige nyheder, før der sker noget andet. En fornem hestevogn er ved at forulykke lige ude foran slottet, men ingen kommer alvorligt til skade. Den ærværdige ældre kvinde, der rejser med et større følge, er dog bekymret for sin datter, der har været syg og ikke burde påtvinges en så hektisk rejse, som kvinden er nødt til at foretage. Det lykkes damen at få vores fortællers far til at tage den unge kvinde ind i en periode, indtil hun kan vende tilbage fra sin hastende rejse og hente datteren.
En mærkelig gæst
Det kommer næppe som en overraskelse, når jeg fortæller, at den unge kvinde, hvis navn er Carmilla, er ingen ringere end den selv samme ufatteligt smukke kvinde, som fortælleren så i sin drøm 12 år tidligere. Blot er Carmilla på nuværende tidspunkt samme alder, som hun var i Lauras drøm, hvilket gør de to piger til nogenlunde jævnaldrende attenårige. Ligheden mellem Carmilla og kvinden i drømmen slås hen som udtryk for, at deres senere venskab var skæbnebestemt, for Carmilla indleder nemlig med at fortælle, at hun havde en næsten helt identisk drøm, da hun var barn.
Hvad der herefter sker, skal jeg ikke afsløre alt for meget af. Jeg kan dog sige så meget, som at Laura begynder at drømme mærkelig drømme, og at hun får det gradvist dårligere. Desuden begynder en mærkelig sygdom, der slår flere personer ihjel, at hærge nogle landsbyer på egnen, og Carmilla opfører sig fra tid til anden temmelig besynderligt.
Besynderlighederne omkring Carmilla forstærkes, da fortællerens far får nogle meget gamle malerier retur, der har været sendt til restaurering. Et af disse malerier er et portræt af den for længst afdøde grevinde Mircalla af Karnstein, og det viser sig, at portrættet bærer en slående lighed med Carmilla. Også dette bliver slået hen som tilfældigt – og nu siger jeg ikke mere.
Først og fremmest en gotisk fortælling
Handlingen i Carmilla er for så vidt ret begrænset, men dette til trods er det forbløffende, hvor mange ting, Le Fanu får med i historien – han formår med relativt enkle midler at få Carmilla til at virke betydeligt mere handlingsrig, end den egentlig er, uden at den af den grund kommer til at virke for lang eller overlæsset.
Carmilla er måske nok en vampyrfortælling, men det den først og fremmest er, er en gotisk fortælling. Vi har ensomt beliggende slotte, en stor skov, en forladt landsby for foden af en borgruin med en overgroet kapelruin. Der er et maskebal (i et flashback), overtroiske tjenestefolk, mystiske drømme og – nåja – en vampyr. Der hænger en vidunderlig tyk gotisk stemning over kortromanen, og man kan næsten lugte de fugtige gemakker på det gamle slot, hvor hovedparten af historien foregår.
Det er dog ikke historiens fine gotiske stemning, der har gjort den til én af Sheridan Le Fanus bedst kendte fortællinger, hvis ikke den bedst kendte. Det er, som tidligere nævnt, i stedet de mange ting i Carmilla, der uden tvivl har påvirket Bram Stoker og inspireret ham, da han 25 år senere skrev Dracula. Carmilla har derfor primært vundet status igennem Stokers roman, hvilket ikke er helt retfærdigt, for selv om Dracula er en langt mere ambitiøs historie og på mange måder mere fuldendt som vampyrhistorie, så er Carmilla langt fra dårlig.
Gennemgående erotisk undertone
Man skal være forsigtig med ikke at overtolke sammenhængene mellem Carmilla og Dracula, men der kan næppe være tvivl om, at den – i forhold til samtiden – stærkt erotiserede Dracula har hentet en hel del inspiration i Le Fanus historie. Der er nemlig en gennemgående erotisk undertone i Carmilla, som dog udelukkende er af lesbisk karakter. Dette spiller en mindre rolle i Stokers roman, om end de lesbiske undertoner også vagt er tilstede i forholdet mellem Lucy Westenra og Mina Harker, men den generelt erotiske tone, som er forbundet med vampyren som figur, har de to historier klart tilfælles.
Naturligvis er Carmilla på ingen måde eksplicit – historien er fra en tid, hvor erotik generelt var fy-fy i pæn litteratur og hvor decideret erotisk litteratur som John Clelands Fanny Hill (1748) endnu var forbudt ved lov. Ikke desto mindre er Le Fanu overraskende klar i mælet omkring Carmillas seksualitet, men han gør dog også et nummer ud af at understrege fortællerens ambivalente følelser ved Carmillas kærtegn:
“Sometimes after an hour of apathy, my strange and beautiful companion would take my hand and hold it with a fond pressure, renewed again and again; blushing softly, gazing in my face with languid and burning eyes, and breathing so fast that her dress rose and fell with the tumultuous respiration. It was like the ardour of a lover; it embarassed me; it was hateful and yet overpowering; and with gloating eyes she drew me to her, and her hot lips travelled along my cheek in kisses; and she would whisper, almost in sobs, ‘You are mine, you shall be mine, and you and I are one for ever.” (s. 251 i den anmeldte udgave).
Næppe mange i Le Fanus samtid kan have været i tvivl om de seksuelle undertoner, men forfatteren er naturligvis – som Stoker senere – undskyldt: Det viser sig jo, at Carmilla er et uhyre, og dermed er hendes kærtegn jo ikke udtryk for noget naturligt. Mere fascinerende end de lesbiske undertoner er imidlertid det centrale tema om ensomhed, som også spiller en væsentlig rolle i kortromanen.
Som tidligere nævnt gør fortælleren en sag ud af at understrege sin egen ensomhed, og på samme vis kan Carmillas kærlighed til fortælleren ses som et udtryk for ægte kærlighed og en måde at opnå menneskelig kontakt på trods af hendes grundlæggende umenneskelighed. Det understreges nemlig også, at Carmilla kan være meget hurtig til at tage livet af sine ofre, og når hun ikke blot dræber fortælleren i en fart, må det skyldes, at hendes kærlighed er oprigtig.
Særdeles læseværdig
Det seksualiserede aspekt af vampyren er måske ét af de væsentligste fællestræk, man kan finde mellem Carmilla og Dracula, og hvis man begynder at pege på deciderede forbilleder for Dracula i Carmilla, risikerer man overtolkning. Mange har peget på rammefortælleren Dr. Hesselius som et slags forbillede for Van Helsing i Dracula, og et andet aspekt der ligeledes har været fremhævet er, at begge historier er fortalt i første person – Carmilla af én person, Dracula af mange. Her mener jeg, at man er ude i det spekulative, om end forbindelserne naturligvis ikke kan afvises. Det eneste punkt, hvor man med en vis grad af sikkerhed kan pege på en direkte inspiration, er, at personen Carmilla langt hen ad vejen giver mindelser om Lucy Westenra i Stokers roman.
Netop sidstnævnte er jo netop også en af grundene til, at Carmilla er kommet til at stå i grevens slagskygge, hvilket gør, at der nok er mange, der kender Le Fanus historie af navn uden at have læst den. Det er synd, for Carmilla har mange kvaliteter, der gør den særdeles læseværdig i sig selv – inspirationskilde for Stoker eller ej. Derfor kan Carmilla varmt anbefales af alle, der er fascineret af vampyren som figur og i særdeleshed til de, der har en forkærlighed for gotiske fortællinger.
Den anmeldte udgave af Carmilla findes i den udgave af In a Glass Darkly, som er udsendt i Wordsworth Classics-serien i 1995. Teksten bærer desværre præg af en del besynderlige typografiske fejl, som jeg har en mistanke om skyldes, at teksten er scannet fra et ældre manuskript med et tekstgenkendelsesprogram uden en grundig efterfølgende korrekturlæsning. Det er dog kun i et par tilfælde, hvor det går ud over tekstens forståelighed, og Wordsworth-udgavernes særdeles rimelige priser i betragtning, skal det ikke afholde nogen fra at investere i In a Glass Darkly.
Forfatter: Joseph Sheridan Le Fanu
Udgivet: 1872 (i antologien In a Glass Darkly)
Forlag: Richard Bentley and Son
Anmeldte udgave:
Udgivet: 1995 (i antologien In a Glass Darkly)
Forlag: Wordsworth Editions (Wordsworth Classics-serien)
Format: Paperback
Sideantal: 70
Carmilla udkom første gang som føljeton i magasinet The Dark Blue i januar, februar og marts 1872. Senere samme år udkom kortromanen som én af de fem historier i antologien In a Glass Darkly.
Den anmeldte udgave af historien findes i den udgave af In a Glass Darkly, der er udgivet i Wordsworth Classics-serien, Wordsworth Editions, Ware 1995.
Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007
Stikord: Gotika, Lesbianisme, Vampyrer
