Planet Pulp

Dave McKeans grafiske roman Cages har efterhånden mange år på bagen. Den bestod af ti hæfter og blev udgivet 1990-1996 – de første syv hæfter fra forlaget Tundra, mens Kitchen Sink Press tog sig af resten.

Den blev så samlet som en stor grafisk roman i 1998 af det sidstnævnte forlag og senere i 2002 af NBM Publishing, men desværre i et begrænset oplag og senere var den væk fra tegneseriemarkedet. Men så skete der et mirakel!

Forlaget Dark Horse Comics, der huser mere kommercielle titler som Hellboy og Aliens, købte rettighederne til Cages og genudgav den i 2010 med nye flotte covers fra McKean.

Den version vi ser på her er softcover-udgaven med et lille citat på forsiden fra instruktøren Terry Gilliam. Han siger, at den er ”mesmerizing” (hypnotiserende), og jeg er fuldkommen enig med ham.

Kunstnere og deres liv

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Forventer man at få en logisk historie, hvor alt er forklaret til den mindste detalje, så får man det ikke i Cages. Man får i stedet en rejse sammen med nogle figurer, der tomler rundt i livets trængsler.

De fleste af dem er kunstnere. Man følger for det meste kunstmaleren Leo Sabarsky, der flytter ind i en ny lejlighed. Han er konstant på jagt efter sit helt eget udtryk, og man ser ham tit skitsere nye motiver fra sine nye omgivelser, bl.a. en jazzklub.

Der oplever han en jazzmusiker, der nærmest hypnotiser sit publikum med sin intense musik. Det kan man i sagens natur ikke opleve direkte som læser, men McKean formidler det med sin streg.

En anden vigtig person i den løse historie er forfatteren Jonathan Rush, der lever et isoleret liv sammen med sin kone efter at have pisset mange mennesker af med sin roman Cages.

Midt i personernes travle liv optræder der en sort kat, der har forbindelser til Gud! Ja, som sagt ikke en logisk historie.

Grafiske betragtninger om liv og kultur

Cages er skrevet af McKean selv, om end McKean sikkert har fået lidt feedback fra forfatteren Neil Gaiman, som han tit samarbejder med.

Der er mange scener, hvor folk taler sammen, men McKean formår at fastholde læserens interesse ved at variere med vinkler, så det aldrig bliver kedelig. Den dominerende stil i Cages er grove, ekspressionistiske tusch-strenger, farvelagt med hvide, sorte og grå flader, der giver tegneserien en fin film noir-stemning.

McKeans velkendte collage-stil er dog også i fokus, så som de smukke forsider, der oprindelig kom fra de tidligere udgivelser af Cages.

Ind imellem er der øjeblikke – både figurative og abstrakte – hvor McKean slår sig løs med sine forskellige stilarter. En fabelagtigt smuk drømmesekvens, der er kulørt malet, og nogle sort/hvid scener, der kombinerer tegning med fotobaggrunde. Alt sammen et visuelt must-see uden lige.

Hvad angår historien, eller hvad man nu kan kalde det, er der mere tale om betragtninger om livet og kulturen end egentlig historiefortælling. McKean stræber mere efter at udtrykke følelser og tanker.

Cages er derfor mere en end noget andet en visuel oplevelse, også selvom de kunstneriske personer og deres dialog er interessante. Faktisk er det som at opleve jazz, bare med billeder. Så på med en jazzplade og læs!

Spar på drømmeriet og læs Cages

Cages er Dave McKeans hovedværk som tegneserieskaber. Den viser, at tegneseriemediet ikke behøver at være begrænset af konventionelle fortælle-skabeloner og tør være surrealistisk. Kort sagt er den et fantasifyldt mesterværk.

Cages er en moppedreng (496 sider!) af en grafisk roman og er derfor ikke nem at læse i sengen! Men oplever man problemer med at drømme, så læs Cages og lad den gøre alt det svære arbejde. For den er det tætteste, man kommer på at holde en drøm i hænderne.