Categories: Tegneserier

Caballistics, Inc.: Going Underground

En gennemgående trend i det sidste halve årtis tegneserieudgivelser synes at være et fokus på okkultisme i både stemning, stil og historie. Vi har her på Planet Pulp tidligere anmeldt både Hellblazer og skrevet om Hellboy-serien. Begge er serier, der i stor stil bruger okkulte elementer, og som også begge har fået stor succes. At de begge er blevet oversat til dansk vidner om, hvor stor deres succes egentlig er.

Okkult bureau

Caballistics, Inc. må siges at være 2000 AD‘s mest alvorlige forsøg ud i denne genre. Det er dog ikke fordi, at 2000 AD ikke har haft moderne magikere og deslige som hovedpersoner i deres serier før, så langt fra. En af de meste kendte af disse er serien om Nicholas Dante. Så helt ukendt grund er det ikke for 2000 AD-drengene.

Dog er Caballistics, Inc. betydeligt mere i retning af både Hellblazer og Hellboy. Det gælder både i forhold til det univers, handlingen foregår i, men bestemt også i kraft af den tegnestil, Dom Reardon her lægger for dagen. Det er en streg, der er både skarp, holdt i klart sort og hvidt og samtidig mørk, stemningsfuld, til dels nærmest ikonisk, og besværgende.

Når man så dertil føjer, at selve serien handler om et form for okkult bureau, der påtager sig at undersøge diverse sager – i dette bind involverer det Thule-selskabet og andre overlevende okkulte nazister fra 2. verdenskrig, dæmoner, spøgelser samt næsten udødelige “troldmænd” og kultledere – så vil de fleste nok med det samme sammenligne serien med Hellboy.

Til det kan jeg sige både njaaa og nej. Nok indeholder begge tegneseriers universer mange af de samme elementer og grundpræmisser, og nok er der visse fællestræk i tegnestilen og den måde, en okkult billedsfære bruges på. Der er dog et stort MEN, der får Caballistics, Inc. til at skille sig ud fra mængden, og som er forskellen mellem Hellboy og Caballistics, Inc.

Postmoderne

På første side af Caballistics, Inc. bliver der faktisk sagt nøjagtig hvad tegneserien handler om.

Hellboy er stort anlagt stilistisk, således at serien nærmest synes af foregå i et helt andet pulpagtigt univers, hvor verden aldrig rigtigt har bevæget sig ud af mellemkrigstidens ånd, teknologiske look og udvikling. Ligeledes er en stor del af de myter og historier, der bruges som inspiration til det overnaturlige inventar i serien i høj grad taget fra førmoderne kilder, såsom folkeeventyr og legender.

Hos Caballistics, Inc. er historierne og inspirationen ikke bare moderne, de er nærmere – tør jeg sige det – postmoderne. Her er business-korporationer, der blandt andet gør det i dæmonfremkaldelse, her er rockstjerner, der også har en eller flere fingre i det okkulte, her er helt uortodokse præster, der prædiker og eksorcerer med en Bibel og et haglgevær, og et strejf af voodookult.

Og som et generelt 2000 AD-kendetegn så er der også en flirten eller legen med alt, hvad der end måtte ligge og flyde i samfundsdebatten og popkulturskraldespanden. Tag f.eks. bare albumtitlen, Going Underground, som musikentusiaster sikkert genkender som en af hittene fra punk/mod-bandet The Jam – hvilket var Paul Weller før han blev gammel og kedelig. Det siger ligesom det hele, og det er også denne kulørte vælten-sig-i-vores-lige-her-og-nutid, der er med til at give Caballistics, Inc. dens charme.

Department Q

Tegner Dom Reardon er virkelig i stand til at få noget ud af den hårde sort/hvide stil.

For kort at skitsere selve hovedplottet, så har den mystiske mangemillionær Ethan Kostabi, som er tidligere rockstjerne og nu verdenssky finansgeni, et ønske om at skabe et specielt bureau som en udvidelse af hans forretning, bestående af forskellige paranormale eksperter.

Selve bureauets oprettelse og rekrutteringen af specialisterne står Kostabis højre hånd, den let slimede advokat Howard Slater, for. Blandt dem, Slater på mere eller mindre ærlig vis hyrer, er resterne af en nyligt nedlagt specialafdeling af den britiske efterretningstjeneste, hvis område var okkult forskning.

Denne Department Q består af den tweedbærende og piberygende professor Brand og hans assistent Miss Simmons. Dertil kommer to amerikanske lejesvende med stor praktisk erfaring, bestående af den storrygende, hårdkogte og pistolbevæbnede lebbe Hannah Chapter og den tårnhøje, sorte og lige så hårdkogte Rev. Lawrence Verse – ja, der spilles på alle klichéerne, men det gør ikke noget, så længe de virker.

Det sidste medlem af Caballistics, Inc. er den særdeles berygtede og lige så mystiske magiker Solomon Ravne – med ondt lokumsbrætskæg, høgenæse og det hele.

Og så går det løs. Den første mission fører gruppen ned i Londons undergrundsbane, hvor resterne af én af nazisternes V2-bomber, specialkonstrueret med hjælp fra Thuleselskabet, skaber nye problemer og vækker de døde til live. Og det forsætter i den dur med Lovecraft-referencer, kultledere, der prøver at snyde døden samt meget Clive Barker-agtige undslupne dæmoner, der skal indfanges. Alt imens har hver af karaktererne deres egne hemmeligheder, der først antydes og kun langsomt undervejs afsløres for læseren.

Unge kræfter

Engelsk undergrunds-selvreference – bemærk bogen som Hannah Chapter bruger som godnatlæsning.

Dom Reardon er som tegner, udover af Caballistics, Inc., et rimeligt ubeskrevet blad, men han har dog naturligvis lavet et par småting for 2000 AD før Caballistics, Inc.. Bl.a. har han tegnet noget til Terror Tales.

Seriens forfatter, Gordon Rennie, er en af 2000AD‘s nye gulddrenge. Han har skrevet historier til Tharg The Mighty og Terror Tales samt til gode gamle Judge Dredd og Mean Machine. Senest har han også været med til at revitalisere Rogue Trooper ved at skabe en serie af historier med den oprindelige Rogue Trooper.

Derudover har han også fået lov til at lave sine egne serier for 2000 AD, hvilket ud over Caballistics, Inc. blandt andet omfatter serierne Necronauts, Rain Dogs og Glimmer Rats. Gordon Rennie har desuden også lavet arbejde udenfor 2000 AD, bl.a. for et andet klassisk britisk nørdforetagende, Games Workshop, hvor han har skrevet tegneseriehistorier til deres Warhammer Monthly.

Fortsættelse følger

Den største svaghed ved Going Underground er måske, hvad der senere kan vise sig at blive dens styrke. Nemlig at der i dette bind lægges op til en masse, og der antydes endnu mere, uden at alt dette på nogen måde bliver afsluttet eller forløst.

Dette kan måske være lidt af et turn-off for nogen, specielt hvis de er gået ind til albummet med en forventning om, at dette var et samlet, afsluttet værk. “Forsættelse følger” kommer til allersidst, da den netop er allermest spændende. Men serien er forsat i 2000 AD og for dem, der ikke gider samle på bladet, er der ikke så meget andet at gøre end tålmodigt at vente på, at Rebellion samler de efterfølgende historier i et nyt bind, hvilket jeg så absolut ser frem til.

Caballistics, Inc.: Going Underground er venligst stillet til rådighed af Rebellion.

Titel: Caballistics, Inc.: Going Underground
Forfatter: Gordon Rennie
Tegner: Dom Reardon
Forlag, år: Rebellion, 2006
Albumlængde: 128 sider

Albummet består af historier, oprindeligt udgivet i 2000 AD progs. nr. 1322-1326, 1331-1333, 1337-1340, 1363-1368, alle fra 2003.

Anmeldt i nr. 8 | 13/06/2006

Stikord: 2000 AD, Naziskurke, Okkultisme

Claus Jacobsen

Claus Jacobsen: Redaktør, medstifter af Planet Pulp. Født i det gyldne år 1977, hvor den første Star Wars-film såvel som Sex Pistols’ Never Mind the Bollocks udkom og Elvis døde. Jeg er da heller ikke i stand til at huske tilbage til et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke har været voldsomt og overdrevet besat af Star Wars (og sådan startede nørderiet; Phantom Menace har selvfølgelig lagt en dæmper på det kærlighedsforhold). Vokset op i Kliplev, en lille landsby [..]

Share
Published by
Claus Jacobsen

Recent Posts

Leder og indhold – 13. oktober 2024

Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…

4 dage ago

Alien vs. Predator

Den første film, der lader de to ikoniske monstre fra Alien- og Predator-filmserierne mødes, er…

4 dage ago

Beetlejuice Beetlejuice

Det længe ventede gensyn med Beetlejuice og det bizarre efterliv er heldigvis en fornøjelig oplevelse.…

4 dage ago

Metallicus

"Nej. Tingesten kunne måske nok spille et nummer på gehør efter en enkelt gang, men…

4 dage ago

Leder og indhold – 13. september 2024

Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er…

1 måned ago

Beetlejuice

Tim Burtons anden film hører stadig til blandt hans mest seværdige, med dens unikke blanding…

1 måned ago