Planet Pulp

Braindead fra 1992 er Peter Jacksons tredje film, efter debuten Bad Taste (1987) og den groteske “Muppets-on-drugs”-dukkefilm Meet the Feebles (1989). I forhold til Bad Taste er der sket meget for Jackson. Hvor Bad Taste var et rent fritidsprojekt, lavet på et minimalt budget af en gruppe venner i deres fritid, er Braindead klart en professionelt lavet film med et langt højere budget.

Filmen er en vanvittig splatterkomedie, der i løbet af sin spilletid på små 100 minutter konstant forsøger at overgå sig selv i groteske optrin med masser af special effects og teaterblod. Resultatet er en ekstremt underholdende film, hvor man både væmmes og griner på samme tid.

Zombiemor

Filmen, der har manuskript af Stephen Sinclair, Peter Jackson og Fran Walsh, foregår på New Zealand i slutningen af 1950’erne. I en prolog ser vi, hvordan en zoolog fra Wellington Zoologiske Have er på øen Skull Island syd for Sumatra (hvor har man hørt det før?) for at hente en meget sjælden rotteabe. Zoologen kommer dog aldeles galt af sted, men aben (som publikum på dette tidspunkt endnu ikke har set) kommer alligevel af sted til New Zealand.

I Wellington møder vi filmens hovedperson Lionel og hans modbydelige heks af en mor, Vera. Da den unge og kærlighedssyge ekspeditrice Paquita forelsker sig i Lionel, er det ikke noget, der passer moderen, og da Lionel og Paquita tager i zoologisk have, følger hun efter dem.

Det ender med at moderen bliver bidt af rotteaben, som vi nu får at se i form af en temmelig dårligt lavet, men ret morsom stop motion-dukke, og det ender ret hurtigt med, at hun bliver syg og dør for så hurtigt at forvandles til en zombie.

Derefter går tingene stærkt. Moderen zombificerer en lokal sygeplejerske, og Lionel prøver at skjule dem for omverdenen i kælderen under det store hus. Da moderen slipper fri køres hun ned af en sporvogn med det resultat, at folk tror at hun er død en naturlig død.

I kick arse for the Lord!

Selvfølgelig har sporvognen ikke gjort en ende på Lionels mor. Da Lionel vil grave hende op på kirkegården overraskes han af en flok lokale bøller. De når dog ikke rigtigt at banke Lionel, før moderen springer ud af graven og overfalder bøllerne med det resultat, at der nu er endnu flere zombier. Også præsten, der dukker op for at finde ud af, hvad der foregår, bliver zombificeret efter ellers at have kæmpet bravt og effektivt mod de levende døde (“I kick arse for the Lord!”).

På én eller anden måde lykkes det for Lionel at få dem alle bragt tilbage til huset, hvor han nu har hele fire zombier at tage sig af: moderen, sygeplejersken, præsten og én af bøllerne (de andre tog præsten sig af, inden han selv blev bidt). Problemerne begynder dog først, da Lionels mildest talt klamme onkel dukker op for at få del i arven efter sin søster.

Han opdager zombierne og afpresser Lionel til at overdrage huset til ham, og for at fejre det inviterer han en stor gruppe af sine venner til fest. Her slipper zombierne selvfølgelig fri, og snart er huset et stort ragnarok af levende døde, som Lionel og Paquita må forsøge at tage sig af.

Megazombie

Filmens præmis er enkel, men effektiv, og manuskriptet følger konceptet til dørs uden de store dikkedarer. Dog er der faktisk en lidt dybere historie bag al balladen, idet Lionels moderbinding spiller en rolle hele vejen igennem filmen. Det sidste opgør står da også imellem Lionel og Vera, der på det tidspunkt er endt som en grotesk megazombie.

Men det er ikke historien, Braindead lever højt på. Filmens klare styrke er de mange groteske situationer, der opstår på grund af zombierne, og som udvikler sig til det kaotiske blodbad, der udgør filmens sidste 20 minutter. Det hele er krydret med masser af humor, der rangerer fra det mere finurlige over det groteske til det decideret lagkagekomiske.

Der er fortsat klare elementer af den samme “dårlige smag”, der gennemsyrede Meet the Feebles, hvor de to kopulerende zombier (sygeplejersken og præsten) kan nævnes som noget af det sjoveste, mens zombiebabyen, der kommer ud af deres samkvem leder frem til deciderede slapstick-situationer, da Lionel forsøger at agere far for zombiebarnet ved at køre en tur med det i barnevogn.

Da onklens fest bliver til zombiekaos udvikler filmen sig til rendyrket splat med massevis af afrevne lemmer og en ustyrlig mængde teaterblod, især i sekvensen hvor Lionel ondulerer dusinvis af levende døde med en motorplæneklipper i en scene, der bare skal ses. Her giver filmen køb på nogle af de mere sorthumoristiske elementer til fordel for ren splatterkomik, men som man siger – hvad der mistes på karusellerne, tjenes ind på gyngerne.

Re-Animator på speed

Filmens sidste 20 minutter foregår i et hæsblæsende tempo, der ikke kun imponerer ved sine utallige og ganske gode special effects, men også ved at være et perfekt eksempel på organiseret kaos. For selv om begivenhederne i denne del af filmen er stærkt kaotiske, har man som seer aldrig svært ved at følge med i, hvad der sker for de forskellige personer.

Det er også i filmens sidste del, at inspirationen fra især Evil Dead II (1986) bliver tydelige, men generelt strør Jackson igennem hele filmen om sig med referencer til ældre film, både indenfor zombiegenren og udenfor.

Filmens zombier er i øvrigt af den type, hvor næsten alt er levende indtil det bliver udslettet, hvilket medfører en del sjove situationer med levende kropsdele, der forfølger vores hovedpersoner. Der er altså på ingen måde tale om klassiske Romero-zombier, men snarere noget, der ligner de genoplivede kadavere fra Re-Animator (1985) på speed.

Visuelt flot

Hele filmen er visuelt flot. Den historiske setting i 1950’ernes Wellington er udført overbevisende, og det er allerede nævnt, at mange af filmens special effects er solidt udført, selv om der også er nogle mindre vellykkede.

Bag effekterne står bl.a. Richard Taylor, der også var én af de tekniske troldmænd bag Jacksons The Lord of the Rings-trilogi (2001-03). Peter Jackson og fotografen Murray Milne disker desuden op med mange fede kameravinkler, og generelt er det tydeligt, at Jackson er modnet betydeligt siden Bad Taste, der på trods af sit low-budget feel ellers ikke var helt ueffen når det kom til visuel opfindsomhed.

Stærkt underholdende

Alt i alt er Braindead en stærkt anbefalelsesværdig film. Den står ganske vist på skuldrene af ældre forbilleder, hvis charme den måske ikke besidder, men til gengæld har den så megen fandenivoldsk energi og så mange sindssyge indfald, at fans af genren ikke kan andet end at overgive sig. Og i sine mere rolige øjeblikke har filmen faktisk også en finurlig sort humor, der er helt dens egen. Stærkt underholdende er det under alle omstændigheder, og man keder sig ikke et eneste øjeblik i løbet af filmens 100 minutter.

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: Splat, Zombier