Planet Pulp

Det femte bind i Alejandro Jodorowskys og Francois Boucqs Bouncer-serie er sidste del i en længere fortsat historie, der begyndte i det tredje album, Slangernes retfærd, og samtidig seriens – i hvert fald på nuværende tidspunkt – sidste bind.

Storstilet shootout

Femte del starter lige på og hårdt med, at Barro Citys nye kvindelige bøddel, Antoine Grant, møder modstand, da hun skal forrette sin første henrettelse. Her kommer Bouncer hende dog til hjælp, og det udvikler sig til et aparte amourøst forhold mellem de to. Det får imidlertid en brat ende, da Bouncer finder ud af, at Grant er datter af byens tidligere bøddel, og at hun er kommet for at hævne sin faders død. Da byens tidligere bøddel jo blev myrdet af Bouncers far, indianeren White Elk, som hævn for fortidige synder, opstår der i sagens natur en alvorlig interessekonflikt mellem de to, der dog fortsat har et godt øje til hinanden.

Derudover fortsætter flere af plottrådene fra de umiddelbart foregående bind. Den skruppelløse storbonde Cooper er fortsat ude efter Malone-ranchen, og denne gang går hans planer noget bedre end i bind fire, Den enarmedes hævn. Det er imidlertid ikke blot Malone-ranchen, Cooper er ude efter, men hele Barro City, og denne del af plottet kulminerer i et storstilet shootout, da Cooper og hans folk kommer til byen. Inden da har vi dog fået opgøret mellem Bouncer og de tre mexicanske pistoleros, Cooper har hentet til byen, og det udspiller sig på meget klassisk High Noon-facon.

Plottråden omkring White Elks hævn over Barro Citys grundlæggere får vi også en afslutning på, inklusiv et af de plot twists, der har været så karakteristiske for Bouncer som serie. Denne gang kommer twistet i form af Infierno Saloons ejer, den mystiske Lord Diablo, men præcis hvad twistet er, vil jeg ikke afsløre her, i fald nogen ikke skulle have regnet det ud på forhånd. Om White Elk i øvrigt overlever mødet med Antoine Grant skal jeg heller ikke afsløre, men jeg kan da sige så meget som at det lykkes indianeren at få bugt med de sidste to af de mænd, der var med til at udrydde hans stamme mange år tidligere.

Præget af afslutninger

Generelt er Hunulvenes bytte præget af afslutninger, og man må erkende, at Jodorowsky har formået at få slået en knude på de fleste af de plottråde, han har kastet ud i de foregående bind – inklusiv svaret på spørgsmålet om, hvorvidt Bouncers gamle flamme Noemie og hendes mand Tom virkelig var skyldige i den forbrydelse, de blev henrettet for.

Selv om albummets plottwist angående Lord Diablo er endnu et af disse usandsynlige sammentræf, som serien har været så rig på, og selv om der også stedvist er noget frygtelig pseudo-poetisk ordgejl (endnu engang primært forestået af den kinesiske kvinde, der er forelsket i Bouncer) så fungerer historien faktisk fint. Som tilfældet var med det umiddelbart foregående bind, Den enarmedes hævn, så er Hunulvenes bytte først og fremmest et solidt underholdende album, hvor det er barsk western-action, der er i højsædet. Dette understreges ikke bare af det blodige shootout i Barro City, men også i en ubehagelig tortursekvens tidligere i albummet, hvor Coopers folk forsøger at vride sandheden ud af moderen fra Malone-ranchen.

Igen gælder det, at hvis man er i stand til at sluge den temmelig klichéprægede historie, så er Hunulvenes bytte faktisk solid underholdning, og netop fordi Jodorowsky i sit manuskript har sørget for at få afsluttet de mange plottråde tilfredsstillende, er der også tale om en ganske tilfredsstillende læseoplevelse.

Billederne er som sædvanlig af høj kvalitet, og Boucqs ansigtstegninger bliver bedre og bedre – eller også har jeg bare efterhånden vænnet mig til hans måde at tegne ansigter på. Miljøskildringerne er fremragende, lige som de har været hele vejen igennem, og Bouncers opgør med de tre mexicanere er glimrende og meget filmisk realiseret – bl.a. med et panel, hvor de tre mexicanere ses som silhouetter i modlys fra solen.

Underholdende men ujævn

Endnu engang må man bare beklage, at serien som helhed har budt på så mange klichéer og ultraklassiske elementer, for også i Hunulvenes bytte er der aparte indslag, der faktisk er med til at give serien noget ekstra kolorit – f.eks. den kvindelige bøddel, der tydeligvis er til lettere S&M eller de tre pistoleros’ dresserede abekat (i øvrigt meget Indiana Jones-inspireret). Hvis der havde været en bedre balance mellem disse spøjse indslag, der har kendetegnet serien fra bind ét, og historiens generelle udførsel, kunne Bouncer som helhed have været en langt bedre.

De klichéprægede westernscenarier, der udgør baggrunden i de fleste af historierne, kombineret med de evindelige plottwists og den stedvist forekommende påtagede “syrethed” gør imidlertid, at serien ikke formår for alvor at hæve sig over så meget andet. Der er konstante tiltag til, at serien kunne få vinger og blive noget virkelig særegent, men igen og igen hiver Jodorowsky det ned på et niveau, hvor det bare bliver jævnt.

Man må derfor generelt sige, at Bouncer er en underholdende men også temmelig ujævn westernserie, og lige som det karakteriserer serien som helhed, karakteriserer det også Hunulvenes bytte som enkeltstående album.

Bouncer del 5: Hunulvenes bytte er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.

Anmeldt i nr. 27 | 13/01/2008

Stikord: Hævn, Western