Planet Pulp

Efter et forholdsvis roligt 1967, hvor han kun komponerede to scores, satte John Barry tempoet noget op i 1968.

Det år komponerede Barry musikken til fire film, heriblandt det historiske drama The Lion in Winter, som Barry vandt sin tredje Oscar for.

Det første af de fire scores blev dog skrevet til en helt anden størrelse, nemlig det kunstlede drama Boom! (dansk: Hendes sidste sommer) med Elizabeth Taylor og Richard Burton i hovedrollerne.

Taylor spiller en døende kvinde, der bor på en afsidesliggende ø sammen med en flok tjenestefolk. Hertil ankommer en mand (Burton), der måske skal tolkes som dødsenglen.

Filmen var baseret på et skuespil af Tennessee Williams, men til trods for de to stjerner i hovedrollerne blev den et kritisk og kommercielt flop, der har ry for at være dræbende kedelig.

Erstatningsscore

John Barrys score er imidlertid ikke kedeligt, og musikken kan meget vel være det bedste, der kom ud af Boom!, selvom oplevelsen angiveligt ikke var særligt god for Barry.

Barry var ikke den første komponist, der forsøgte sig med filmen. Instruktøren Joseph Losey havde oprindelig bedt John Dankworth om at skrive musikken, men Losey var ikke tilfreds med det, Dankworth skrev, og så kom John Barry ind i billedet.

Ifølge den særdeles informative Barry-biografi John Barry: The Man With the Midas Touch (2008) skete det på baggrund af en anbefaling fra Richard Lester, som Barry havde arbejdet sammen med på The Knack …and How to Get It tre år forinden.

Losey stod nemlig overfor snart at skulle i gang med en ny film, så han havde behov for en komponist, der kunne arbejde hurtigt og overholde deadlines.

Man kan dog ikke undgå at spekulere på, om John Dankworth også kunne have haft et par rosende ord til overs for Barry.

Dankworth var én af 1950’ernes mest succesfulde jazzbandledere, og det var bl.a. til Dankworth, at Barry begyndte at sende sine arrangementer allerede i starten af 1950’erne, efter at han havde taget et brevkursus i en kompositorisk metode kaldet Schillinger-metoden.

Senere, efter at have taget endnu et brevkursus (denne gang i arrangement for jazzorkestre), mens han aftjente sin værnepligt fra 1952-55, sendte Barry flere arrangementer til Dankworth, der faktisk endte med at bruge et par af Barrys arrangementer.

Hvorvidt Dankworth og Barry derudover havde nogen kontakt, har jeg ikke kunnet finde ud af, men det er da en nærliggende tanke, at Dankworth kunne have nævnt Barry i sine samtaler med Losey.

Uanset om Dankworth havde nogen rolle at spille, eller om det alene var på Richard Lesters anbefaling, endte Losey med at gå til Barry for at få komponeret musikken til Boom!

Ifølge John Barry: The Man With the Midas Touch lader oplevelsen dog ikke til at have været specielt fornøjelig for Barry, der i bogen er citeret for at sige, at det var lidt af et mareridt.

I den britiske journalist Eddi Fiegels Barry-biografi John Barry: A Sixties Theme (1998) angives det tilmed, at kun nogle få minutter af Barrys score i det hele taget blev brugt i filmen.

Jeg har ikke selv set filmen og kan derfor hverken be- eller afkræfte Fiegels påstand, men under alle omstændigheder er albumudgivelsen med Barrys score en interessant om noget aparte størrelse.

Bootleg?

Inden vi når til selve musikken, må udgivelsen dog også have et par ord med på vejen. Anmeldelsen er baseret på CD-udgaven, der udkom på det lille britiske label Harkit Records i 2008.

På flere diskussionsfora på nettet hævdes det dog, at Harkit Records’ udgivelse er at betragte som en bootleg, da der angiveligt er så store problemer med at finde ud af, hvem der egentlig har rettighederne til scoret, at selv det betragteligt større label Intrada på et tidspunkt måtte opgive at udgive scoret.

Dette betyder også, at Harkit Records’ udgivelse formentlig er mastered fra den oprindelige LP-udgivelse af scoret fra 1969 og egentlig bare at betragte som en digital kopi af LP’en.

Under alle omstændigheder er CD’ens indhold helt identisk med LP’en fra 1969, og juridisk status eller ej, så har Harkit Records’ udgivelse været i handlen siden 2008 uden at blive påtalt fra nogle rettighedshaveres side.

Score og bossanova

CD’en indeholder i alt 13 skæringer, hvoraf de 12 er John Barrys score, mens den trettende er en tidstypisk bossanovasang, der repræsenterer den eneste rest af John Dankworths indflydelse på Boom!

“Hideaway”, som sangen hedder, er komponeret af Dankworth med tekst af Don Black (som også flere gange, både før og efter Boom!, arbejdede sammen med John Barry) og fremført af den britiske sanger Georgie Fame.

Der er som sagt tale om en meget tidstypisk sag med en udpræget easy listening-vibe, der virker helt malplaceret i kølvandet på Barrys score. Ikke at sangen ellers på nogen måde fejler noget, hvis man er til letvægts-bossa.

Umiskendeligt John Barry

Men det er selve scoret, der påkalder sig interesse, og Boom! er på flere punkter et ganske specielt score, men umiskendeligt John Barry.

Det er komponeret for et mindre symfonisk ensemble – strygere, blæsere, træblæsere og slagtøj – med tilføjelse af nogle specialinstrumenter, bl.a. den ungarske cimbalom, som Barry tidligere havde anvendt med stor effekt i sine scores til The Ipcress File (1965) og The Quiller Memorandum (1966).

Derudover anvendes også den i barokmusikken så almindelige cembalo, men det mest specielle instrument, Barry tog i brug i scoret til Boom! er dog pibeorglet, som sammen med cimbalomen er de væsentligste instrumenter i det aparte hovedtema.

Stærkt tematisk

Generelt er Boom! et stærkt tematisk score, og tæller man både fuldt udviklede temaer og mindre motiver med, er der over en håndfuld tematiske idéer på spil.

Fælles for næsten alle disse tematiske idéer er dog, at de kun anvendes i et enkelt cue. Hovedtemaet er den primære undtagelse fra denne regel, idet hovedtemaet dukker op i fire cues. Et mindre motiv dukker også op et par gange, men ellers er de øvrige tematiske idéer isolerede i enkelte cues.

Hovedtemaet (“Boom!”, nr. 1) er helt klart det mest iørefaldende af scorets temaer, både på grund af sin usædvanlige orkestrering og på grund af selve temaet, der er ret fængende.

Det er komponeret som en vals, hvor pibeorglet danner den grundlæggende rytmiske ostinato, mens selve temaet fremføres på cimbalom.

Den alternative orkestrering gør, at temaet har en tivoli- eller cirkusagtig atmosfære – pibeorglet er jo nært beslægtet med lirekassen – som virker ganske bizar, når man tager filmens handling i betragtning.

Hovedtemaet gentages mere eller mindre identisk i et par andre cues, bl.a. “Of a Year Unknown” (nr. 3) og “Mister Death Angel Flanders” (nr. 7).

Stilmæssigt varieret

De øvrige cues veksler mellem forholdsvis afdæmpede, og mere eller mindre traurige atmosfæriske cues, mere insisterende atmosfærisk musik og enkelte cues, der nærmest minder om både suspense- og actionmusik.

“Pain Gone Till Tomorrow” (nr. 4), der er orkestreret for strygere og træblæsere, minder noget om Barrys suspensemusik fra perioden, mens “A Mobile Called Boom!” (nr. 11) nærmest kunne være taget ud af en suspensesekvens i en Bond-film.

Lige præcis “A Mobile Called Boom!” er dog endnu mere interessant ved at være et meget tidligt eksempel (måske endda det tidligste) på ét af de kompositoriske træk, som skulle gå hen og blive ét af Barrys varemærker, nemlig de overlappende ostinatoer.

I “Through Caverns Measureless to Man” (nr. 8) er vi ovre i den meget dystre afdeling. Her præsenterer Barry os for et uroligt, konstant vandrende flygeltema, bakket op af strygere, der spiller samme vandrende flygeltema. Det er uhyre simpelt, men også uhyre effektivt og faktisk meget urovækkende.

“You’ve Got More Things Going for You Than Teeth Baby” (nr. 6) nærmer sig med sin urolige strygerostinato, slagtøj og træblæsere actionmusikkens formsprog, men dog en aparte én af slagsen.

Omvendt er “Which Way to The Sun” (nr. 10) et meget mere regulært dramatisk cue, omend i den absolut dystre ende af skalaen med et creepy lille tema.

Det absolut mest specielle cue er dog “Capito” (nr. 9), der nærmest lyder mellemøstligt, og hvis primære instrument er et uidentificeret strengeinstrument, der suppleres af dissonante blæsere og en del slagtøj.

Mærkværdigt

Som det nok fremgår er scoret til Boom! ganske varieret, både tematisk og stilmæssigt, men også hvad angår orkestreringen.

På den måde er Boom! et konstant engagerende score, som man aldrig keder sig et øjeblik med.

Til gengæld er der helt klart også tale om ét af Barrys mere mærkværdige scores, hvor alene hovedtemaet markerer sig som ét af de mere besynderlige, Barry har begået.

Derfor er Boom! nok heller ikke et score, mange Barry-fans ville sætte helt op i toppen af deres liste over favoritter, men på den anden side er det heller ikke helt rimeligt, at scoret nærmest er glemt i dag.

Man leder i hvert fald forgæves efter anmeldelser af det på nogle af de store, toneangivende filmmusikhjemmesider, der ellers også har anmeldt mange af Barrys mindre kendte scores.

Derfor skal Harkit Records efter min mening have ros for at have udgivet scoret, også selvom der synes at være problemet med at få papirarbejdet i orden.

Man kan kun håbe på, at et label som Intrada kunne have held med det på et senere tidspunkt. Ikke fordi Intrada nødvendigvis kan grave mere musik frem, end der er på Harkit Records’ udgivelse, men fordi Intrada altid forsyner deres udgivelser med ekstremt informative liner notes – noget man savner ved denne udgivelse.

Nummerliste:
1. Boom! (2:30)
2. Urgentissimo – Like Everything This Summer (1:55)
3. Of a Year Unknown (2:13)
4. Pain Gone Till Tomorrow (2:17)
5. Have I Changed Very Much Since You Last Saw Me? (2:17)
6. You’ve Got More Things Going for You Than Teeth Baby (1:51)
7. Mister Death Angel Flanders (3:32)
8. Through Caverns Measureless to Man (2:46)
9. Capito (2:06)
10. Which Way to the Sun (2:42)
11. A Mobile Called “Boom” (1:56)
12. The Shock of Each Moment of Still Being Alive (3:34)
13. Hideaway (2:53)

Total spilletid: 32:32

Anmeldt i nr. 147 | 13/01/2018