Planet Pulp

Så er der gensyn med den store bondeknold Bob Rotleaf og hans gruppe af amatøreventyrere, som vi stiftede bekendtskab med i første del af Bobs Saga – Tørre tæsk og springskaller.

Vi møder Bob, hvor vi forlod ham i første del af sagaen, nemlig på kroen Den Glade Gås i Blåbrønd. Her har Bob og gelfen Rubyn været i gang med at drikke deres del af udbyttet fra forrige eventyr op. Imens er de to sidste medlemmer af den lille gruppe, elveren Cil og mageren Melfidan, draget bort for at studere magi.

Fortællingen begynder, hvor vennerne atter samles på kroen i Blåbrønd. Vores helte har brugt alle pengene på druk eller studier, og må derfor til at finde på noget. Heldigvis har Cil fået en besked om, at der er brug for ham i byen Guldsand, der ligger nogle dagsrejer borte.

Et party i problemer

Begivenhederne begynder for alvor at tage fart, da Bob og hans venner når frem til Guldsand. Her møder vennerne deres gamle ven fra Tørre tæsk og springskaller, gelfepræsten Elizar, der kan berette, at der sker noget frygteligt i slettelandet langt mod nord, der får folk til at flygte i hobetal mod Guldsand. Samme aften bliver eventyrerne overfaldet af en lejemorder, som de kun undslipper med nød og næppe. Dagen efter får Cil forklaret hvorfor, han er ønsket i Blåbrønd.

Der er åbenbart store problemer i det elversamfund, han kommer fra, og hans forældre ønsker ham hjem. Hvad vennerne ikke ved er, at deres veninde Gwenn, som de reddede i første bog, atter er kommet i fare, og har måttet flygte hals over og hoved fra Blåbrønd.

Desuden lader det til, hvad vores helte heller ikke ved, at deres ven, troldmanden Torsten, spiller en yderst uheldig rolle i de forskellige begivenheder. Selvfølgelig er der en sammenhæng i alt dette. Hvilken skal ikke afsløres her, men virker problemerne uoverskuelige, er det for intet at regne i forhold til, hvad der venter Bob og hans venner senere i fortællingen.

Langt bedre end sin forgænger

Hvis man har læst første del af Bobs saga, skulle det gerne stå klart, at vi her i andet bind af fortællingen har at gøre med en meget mere kompleks historie, end man turde håbe på efter at have læst historiens første bind. Og lad det være sagt med det samme: Elvere og andre halvtrolde er en meget bedre bog end Tørre tæsk og springskaller. Forfatteren Michael Kamp er ganske enkelt blevet en bedre historiefortæller.

For det første er sproget blevet bedre og mindre teenage-D&D-agtigt, hvilket er klædeligt. Selv om Kamps målgruppe er teenagere, er der ingen grund til at tale ned til dem ved at forsøge at kopiere deres sprog. Den slags er de fleste for intelligente til at hoppe på.

For det andet bruger Michael Kamp sine virkemidler som fortæller på en langt mere raffineret måde end i Tørre tæsk og springskaller. Som den alvidende fortæller, lader han sine læsere få præcis den mængde forhåndsviden, der stadig holder os nysgerrige og giver forventning om, hvad der vil ske.

Hvad gør elvere, når de skal skide?

Selv om der er sket markante forbedringer i Bobs saga II i forhold til etteren, vokser træerne ikke ind i himlen alligevel. Michael Kamp holder stadig fast i de noget søgte dialoger mellem Bobs fire funktionelle hjerneceller. Dog fylder de ikke nær så meget som i første bind af serien. Noget, der dog er værre er, at Bob på et tidspunkt får en ring, der gør ham udødelig. Uanset hvor mange dele hans lig bliver parteret i, vil han altid vokse sammen og genopstå.

Det trækker unægteligt noget af spændingen ud af alle de farefulde situationer, Bob og hans venner kommer ud i, når vi ved, at det altid er omkostningsfrit for ham. Heldigvis lader det til at Michael Kamp har indset dette paradoks, for til slut i bogen bliver Bob fanget i en situation, hvor han, set ud fra sit eget synspunkt, måske var bedst tjent med at være død.

Der er dog også aldeles underholdende og oplivende momenter i Elvere og andre halvtrolde. Det er ganske morsomt at være vidne til elvernes nedladende og arrogante opførsel over for Bob, Melfidan, Elizar og Rubyn, da eventyrerne når frem til Cils elversamfund. For Bob rejser der sig under dette besøg et uforklarligt spørgsmål, nemlig: “Hvad gør elvere når de skal skide?” Spørgsmålet bliver aldrig besvaret, men elverne skal nok finde ud af, hvad Bob gør, når han skal skide.

Vægtige emner

Bogens største højdepunkt er dog, hvordan Michael Kamp på ganske subtil vis får flettet emner som racisme og totalitarisme ind i en ellers uskyldig ungdoms- og fantasyroman. Fortællingens store skurk, Første Broder, har en vision om, at alle racer skal leve i fred med hinanden, og denne vision skal føres ud i livet, koste hvad det vil. Det er “hvis du ikke er med os, er du imod os”-filosofien ført ud i ekstremerne og fascismens grundvæsen, Michael Kamp beskriver her.

På trods af, at der stadig er nogle svipsere i Bobs saga II, er det en glimrende historie, Michael Kamp får fortalt. Samtidig har han også denne gang noget på hjerte, hvilket kun gør bogen mere læseværdig. Michael Kamp har annonceret endnu et bind i sagaen om Bob Rotleaf. Det bliver spændende at følge Michael Kamps forfatterskab. Som det har udviklet sig fra bind et til to, har vi kun mere at forvente, når tredje bind af Bobs saga kommer på gaden.

Bobs saga II – Elvere og andre halv-trolde er venligst stillet til rådighed af forfatteren.

Anmeldt i nr. 30 | 13/04/2008

Stikord: 2’er, Fantasy, Fortsættelse, Humor