Planet Pulp

70’er-horror har en helt særlig charme. Måske fordi horrorfilmen for alvor begyndte at boltre sig på det visuelle overdrev, og fandt et stort potentiale i det biografhungrende teenagepublikum.

På samme tid var 70’erne om noget også det årti, hvor det var fuldt acceptabelt for store instruktører at beskæftige sig med en genre, der ellers havde været henvist til tredje division meget længe. Godt nok havde skræk og rædsel solgt billetter lige siden Universals klassiske monsterfilm, men det var alligevel først i 70’erne, at gyset for alvor fik en tiltrængt saltvandsindsprøjtning.

Mening og budskab

En af de vigtige dimensioner ved horrorfilmens intellektuelle revival, eller måske endda opståen, var koblingen mellem samfundskritikken og gyset. Det var naturligvis set før – faktisk siden 50’erne – men det særdeles samfundsbevidste klima, der fulgte i kølvandet på 68’erne og antikrigsbevægelsen smittede meget stærkt af på filmindustrien.

Hollywood var selvfølgelig en hel del mere resistent overfor den slags kulturelle krusninger, men den vildtvoksende underskov af nye filmskabere blev i høj grad opflasket med ambitionen om at lave film med mening og budskab.

Listen over navne vi kunne trække frem som eksempler er betydelig, men her skal vi kigge nærmere på én af de mindre kendte, men absolut karakteristiske instruktører. Jeff Lieberman debuterede som instruktør i 1976 med øko-gyseren Squirm, der netop indfangede alt det ovenstående. Lieberman benyttede her den økologiske katastrofe som udgangspunkt for en om ikke andet underholdende film, hvor Fanden for alvor bliver malet på væggen.

Heldigvis var der penge i filmen, og trods nogle indledende besværligheder kunne Lieberman allerede samme år udsende sin anden spillefilm – gyseren Blue Sunshine. Her var det ikke længere et økologisk sammenbrud der var gysets genstand, men i stedet frygten for LSD.

Massemord

Blue Sunshine begynder en hyggelig aften til en fest, hvor alle ser ud til at more sig. Alle smiler, og et af festens midtpunkter – kunstfotografen Frannie – bliver opfordret til at stille sig op og synge. Det gør han modstræbende, men da han først får begyndt, er det tydeligt, at det er noget, han har gjort mange gange før.

Alt ånder fred, men så er der pludselig en der vil klappe Frannie, og her kommer vedkommende til at trække det, der viser sig at være en paryk af Frannies hoved. Under parykken er han komplet skaldet, hvilket ingen vidste, og i det øjeblik hvor det afsløres, kaster Frannie sig ud fra lokalet og forsvinder. Ingen ser, hvor han er løbet hen, så festen bryder op og folk begynder at lede efter staklen. De eneste som bliver tilbage er en flok damer, som sidder foran ilden og diskuterer situationen.

Pludselig er der lyde ved døren, og den ene rejser sig for at åbne. Uden for står Frannie, men han ser ikke ud til at have det godt. Faktisk ser han slet ikke godt ud, og snart får alle da også bekræftet, at det står skidt til. Han farer nemlig løs på damen, der åbner døren, og snart har han dræbt alle i festlokalet.

Uskyldig mistænkt

Mens Frannie myrder løs i hytten, beslutter den unge intellektuelle boheme Jerry Zipkin, at han hellere må kigge tilbage til de andre. Han går op til hytten, og her bliver han vidne til de rædsler, som Frannie har efterladt sig. Først fatter Jerry ikke, hvad der er sket, men så står han ansigt til ansigt med gerningsmanden, og en voldsom kamp for livet begynder.

Heldigvis for Jerry tumler de to kombattanter ud af hytten, og havner på en vej, hvor skæbnen vil, at Frannie bliver ramt af en lastvogn og omkommer. Problemet er nu bare, at folk tror, det er Jerry, der står bag drabene i hytten og endda også Frannies død, for passagererne i lastvognen synes bestemt, at Jerry kastede sin modstander ud foran vognen.

Nu er gode råd dyre, for kort tid efter ankommer politiet, og Jerry ved ikke andet end, at han må se at få benene på nakken, hvis han ikke vil anklages for massemord. Det gør han så, og den eneste mulighed han ser, er at finde ud af hvad der skete den aften. Hvorfor gik Frannie amok, og hvorfor havde han mistet alt sit hår?

Blue Sunshine

Det er med andre ord et klassisk set-up, hvor Jerry har ryggen mod muren. Han er nødt til at finde sandheden, før politiet finder ham, for jo længere tid han forbliver i skjul, jo mere overbeviste vil de blive om hans skyld. Heldigvis står Jerry ikke helt alene. Hans kæreste Alice Sweeney var også til stede under festen, og hun er overbevist om Jerrys uskyld. Hun bliver derfor hans kontakt til omverdenen, og det bindeled, der gør ham i stand til mere konkret at sætte sig i forbindelse med de relevante personer.

Nogen åbenlys løsning er der imidlertid ikke, men det ændrer sig, da Jerry tilfældigvis falder over en avisartikel, som fortæller, at en politibetjent gik grassat, og myrdede sin kone og børn. Han havde kort forinden mistet alt sit hår, og var begyndt at opføre sig særdeles besynderligt. Det lyder jo meget som Frannies tilfælde, og ganske rigtigt – der viser sig at være en forbindelse.

Nettet knyttes dog først for alvor sammen, da Jerry opdager et billede af senatorkandidaten Edward Flemming, som Frannie havde taget. Billedet viser Flemming omgivet af psykedeliske farver og dets titel er “Blue Sunshine” – en alternativ betegnelse for LSD. Nu begynder tingene at give mening, og da det oven i købet viser sig, at de efterhånden talrige eksempler på folk, der går amok, har tilknytning til en bestemt pusher ved Stanford University for omtrent ti år tilbage, er sagen klar. Der har på et tidspunkt cirkuleret en form for dræber-LSD, og det er det vi nu ser effekten af.

Solidt håndværk

Hvordan det hele nøjagtigt hænger sammen, og hvordan Jerry kommer ud af sin kattepine, skal naturligvis ikke afsløres. Det er Jeff Lieberman selv, der har skrevet manus til Blue Sunshine, og det er han sådan set sluppet heldigt fra. Det er en stram fortælling, der benytter sig af en række gammelkendte kneb for at holde historien kørende.

En rammende karakteristik er solidt håndværk, for det er netop det, Blue Sunshine er. Meget mere er den dog heller ikke, for det er let at pege på svage steder. For det første sker en hel del af plotudviklingen gennem tilfældige hændelser, som mere eller mindre trækker historien videre uden hovedpersonernes aktive indvirkning. Den slags er jo aldrig synderligt elegant, men det virker. Samtidig er der også en del visuelle småting, som der dog ikke behøver tærskes langhalm på. I hovedsagen er Blue Sunshine nemlig en visuel fornøjelse.

Kameraarbejdet er stabilt, og Lieberman formår til fulde at udnytte chokeffekten ved de skaldede mordere, der løbende dukker op. Ved også at fjerne deres øjenbryn og sminke dem sygeligt hvide, får de et tilpas manisk udseende, som rent faktisk ser forbandet skræmmende ud.

Her må man heller ikke underkende betydningen af Charles Gross’ score, der med sit minimalistiske udtryk rammer sømmet på hovedet. Den enkle fotografering og den avantgardiske musik går op i en højere enhed, som det ellers kun opleves i de bedste gyserfilm, og man kommer uvilkårligt til at tænke i retning af noget som eksempelvis Goblins musik til Dario Argentos Suspiria (1977).

Rolig atmosfære og velspillende cast

Et andet vigtigt træk ved Blue Sunshine er også, at dens relativt rolige atmosfære og stille udvikling trækker klare veksler på kriminalgenren. Filmen er meget mere nede på jorden end instruktørens debut Squirm, og det giver filmen en passende grad af troværdighed. Her er det generelt velspillende cast også vigtigt.

Navnlig den ellers ret ukendte Zalman King, der spiller hovedrollen Jerry Zipkin, gør det temmelig godt som rolig men intens ung mand. Det samme kan som sagt også siges om resten, hvor Deborah Winters har rollen som Jerrys kæreste, mens senatorkandidaten Edward Flemming spilles af Mark Goddard.

På overfladen slår Blue Sunshine groft plat på den frygt, der befandt sig i det brede USA for de såkaldt bevidsthedsudvidende stoffer, som i stigende grad blev indtaget i slutningen af 60’erne og 70’ernes første del. De var en vigtig del af den amerikanske hippiekultur, men der begyndte hurtigt at vokse myter, vandrehistorier og pseudovidenskabelige eksempler frem, som kunne påvise groteske eksempler på de konsekvenser, det kunne have at indtage stoffer som LSD.

En film som Liebermans trak på netop dette, ved at lade helt almindelige mennesker blive forvandlet til sindssyge mordere, fordi de engang for år tilbage havde eksperimenteret med stoffer. Temmelig mange i biografsalene har kunnet føle sig ramt her, for i filmen er der endda en dame, som kun har prøvet det én gang, og trods det bliver hun også til en morderisk psykopat! Mon ikke det har kunnet give isnende fornemmelser i maven på et par stykker? Kigger man lidt ind under den banale chokværdi, ligger der dog også mere alvorlige budskaber.

De anderledes

I virkeligheden handler Blue Sunshine nemlig slet ikke om galninge, der myrder, men om socialt udstødte, der af frygt for at skille sig ud, ser sig nødsaget til at angribe samfundet. På overfladen ser de ud som alle andre, men i det øjeblik de demaskeres – får fjernet parykken – ser vi, at de ikke ser ud som alle andre, og derfor bliver de farlige. Liebermans spørgsmål er naturligvis, hvad det er for et samfund, som slår så hårdt ned på det der skiller sig ud, og hvorfor vi er så sygeligt angste for at være anderledes.

Kritikken bliver endnu hårdere, når man tager i betragtning, at filmen skildrer modne hippier – eller folk som var “vilde” for ti år siden. Nu er de satte borgerdyr, der gør, som om de er frigjorte, men er de ikke blevet mindst lige så konforme som det samfund de oprindeligt gjorde oprør imod? Lieberman er i hvert fald overbevist om dette, for i det øjeblik en af disse såkaldt frigjorte bohemer blot skiller sig det mindste ud fra flokken, har det døden til følge.

Afkræver respekt

Alt det her er store ord om en film som Blue Sunshine, der dybest set bare er en ganske solid gyser, der har set sit snit til at udnytte en allerede eksisterende frygt i samfundet. Filmen er efterfølgende blevet en amerikansk TV-klassiker, og det forstår man godt, for den har de kvaliteter, der skal til for at kunne blive set igen og igen. Det er bundsolidt arbejde, og derfor en rigtig sympatisk film. Det er ikke den bedste gyser, der blev lavet i 70’erne, og faktisk er den på mange måder ret ordinær, men netop fordi den leverer varen uden slinger i valsen, afkræver den respekt.

Der er nok heller ikke så meget tvivl om, at Blue Sunshine er noget af det bedste, Jeff Lieberman har lavet overhovedet. Hvad det efterfølgende er blevet til i instruktørens generelt begrænsede karriere, kan man konstatere ved at kaste et blik på den hårrejsende elendige Satan’s Little Helper fra 2004. Nu hvor filmen er kommet ud som dansk DVD, er der blot at sige, at Blue Sunshine er en sikker investering, som sagtens kan underholde mere end én gang.

Blue Sunshine er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: Narko