Bloodsport

Bloodsport er på mange områder en showcase, et blueprint, for den Van Damme, vi så de kommende mange år: Den voldsomme fysik, at gå i spagat, accenten, ballerne, lidelsen og de imponerende kampsportsscener.

Husk nostalgiens briller!

Som film er den ganske rædsom med frygteligt skuespil, klodset plot og jammerlige dialoger. Men hvis du placerer de nostalgiske briller godt på næsen, så er det en film, du kan nyde, som dengang, du så den første gang og de mange, mange gange, du så den på VHS.

Vi møder Frank Dux, soldat og kampsportsekspert (det med kampsporten får vi fortalt i en meget kluntet og kikset flashbacksekvens), der vil deltage i en hemmelig kampsportsturnering i Hong Kong.

Frank skrider rent faktisk fra sin tjans på kasernen i USA, fordi hans overordnede ikke vil tillade ham at tage af sted. Frække Frank!

På røven i Hong Kong

Men Frank kommer til Hong Kong, og som et fjollet sideplot følger vi gennem filmen to militæragenter der skal forsøge at få Frank med hjem. Det er ren Gøg og Gokke og komplet utroværdigt.

Tilbage til Frank, der møder den amerikanske kæmper, wrestleren Ray Jackson, der også skal deltage i Kumite.

Ray og Frank bliver gode venner, og der er en flirt i form af journalisten Janice. Og så er der kampscenerne. Og meget mere er der ikke.

Jo, der er lige den skønne, skønne skurk Chong Li. En skurk, der er så ond, så ond, en skurk der motiverer Frank med følgende ord:

“You break my record, now I break you, like I break your friend.”

Hvem det er, Chong Li har smadret, vil jeg ikke røbe her, for de få læsere, der ikke måtte have set filmen.

Historien er den tyndeste kop te, som er baseret på “virkelige hændelser” – altså hvis man tror på virkelighedens Frank Dux’ beretninger om den mystiske og mytiske kampsportsturnering Kumite – en historie, der stammer fra november 1980-udgaven af magasinet Black Belt.

Uanset om filmen er baseret på virkelige hændelser, eller om virkelighedens Frank Dux var kampsportsudgaven af Baron von Münchhausen, så er der ikke meget realisme over filmen Bloodsport.

Som et computerspil

På mange måder er den som et computerspil: ligegyldige mellemscener, en ligegyldig historie, der bare leder frem til den ene fede kampscene efter den anden.

Og ja, den store attraktion er, udover Van Dammes krop, selve turneringskampene. Som i et computerspil, så er der flere forskellige krigere, der bruger hver deres kampstil. Fra wrestleren til hopperen, fra bokseren til karateeksperten.

Det er en udsøgt fornøjelse med disse forskellige typer. Lidt som at stå på grillbaren foran arkadespillet. Den del er stadigvæk ganske effektfuld den dag i dag. Der er smæk for skillingen, der er corny slowmotion, kroppe der smadres, mænd der skriger og Van Damme, der lider.

Derudover har vi netop helten og skurken. Frank Dux/Jean Claude Van Damme og Chong Li/Bolo Yeung. De er et perfekt match. To meget forskellige hårde kroppe. Van Dammes lethed og Bolos tunge, tunge krop.

Ikke tung som i langsom, nej tung som i brutal. Det er karikeret og effektfuldt, og generelt har filmen et meget skarpt fokus på trænede mandekroppe i forskellige kategorier.

Lummer dyrkelse af Van Dammes krop

Den lumre dyrkelse af Van Dammes krop, som blev et kendetegn for ham i alle årene, der fulgte, er tydelig og vild i Bloodsport.

Det er ikke en dyrkelse, som instruktøren står bag ved med lumre tanker. Nej, det er Van Dammes eget ønske. Han nyder det.

Janice ligger i sengen. Hun kigger på noget med meget stor nydelse. Hun kigger længe. Så ser vi, hvad der er, hun kigger på: En næsten nøgen Van Damme.

I det øjeblik, kameraet fanger ham, har han lige iklædt sig et par tangatrusser. Janice nyder hvad hun ser: En meget veltrænet mandekrop, ballerne, lige der i spændingsfeltet mellem de hårde bøffer fra træningscentret og den elegante kampsportsmand fra dojo’en – dog mest af alt en bøf fra centret.

Men Van Damme har en fysisk tilstedeværelse, der gør, at man godt forstår, hvorfor han blev en af actionprinserne.

Det er troværdigt, når han kæmper med fede spark, seje ansigtsudtryk og en fornem kropskontrol. Og så er der naturligvis det skæve drengerøvssmil og den belgiske accent.

Der er mange rygter om, hvor meget Van Damme ønskede kontrollen med Bloodsport. Han var godt klar over, at den film, lige på det tidspunkt, godt kunne være hans vej frem. Så jo flere close-ups, jo flere kropskunster, jo bedre.

Rædderlig men vigtig film

Så det kan godt være, at Bloodsport som film er ganske rædderlig og at den kun har kvaliteter i kampsportsscenerne, men i et filmhistorisk perspektiv, når man zoomer ind på actionhelten i 1980’erne og specifikt på Van Damme og kampsportsfilmens udbredelse i vesten, så er den vigtig.

Hvad Karate Kid sparkede i gang i 1984, med en fremragende sportsfilm, gør Van Damme til en svulstig omgang lidelses- og cirkelsparks-fantasi. Og filmen blev netop den store økonomiske succes, der åbnede dørene for vores belgiske actionprins. Tillykke.

Anmeldt i nr. 216 | 13/11/2023