Planet Pulp

Ved siden af sine efterhånden klassiske serier Bernhard Prince, Jeremiah og Tårnene i Maury-Skoven, har tegneren og forfatteren Hermann med årene også fået tid til at udsende en lang række uafhængige soloalbums. Flere af disse er blandt hans bedste arbejder overhovedet, da Hermann tydeligvis har set disse albums som et pusterum fra seriernes strammende konventioner.

Samtidig har de enkeltstående albums også været en mulighed for at samarbejde med andre tegneserieskabere. Hermann er den type, der gør det hele selv, hvilket naturligvis har sine styrker og svagheder. Et Hermann-album er altid let genkendeligt på grund af hans særlige streg, og på samme led er det også tydeligt, at Hermanns smag for melankolske helte og cinematografiske situationer lader sig genfinde i hovedparten af hans manuskripter.

Far og søn

I Blodets Bånd (Liens de Sang) fra 2000 gør ovenforstående sig i høj grad gældende, men ganske overraskende har samarbejdet med tekstforfatteren Yves H forstærket de klassiske træk hos Hermann og på den led styrket det, han efterhånden har vundet sig så mange fans på.

En lille detalje er i øvrigt, at Yves H’s fulde navn er Yves Huppen, og kendere af Hermann vil derfor måske nok kunne lægge to og to sammen. Hermanns fulde navn er nemlig Hermann Huppen, og Yves H er den gamle mesters søn. Yves H har primært arbejdet som tekstforfatter og rent faktisk samarbejdet med farmand flere gange. Blandt andet Vlad Pælespidderen og på to bind i den ikke helt vellykkede fortsættelse til Tårnene i Maury-Skoven, den såkaldte Slægtskrønike.

Den forbandede storby

Blodets Bånd åbner med følgende linier: “Vil du høre en historie? Så skal De høre den om Sam Leighton, en lille dreng, der rejste fra sin gudsforladte landsby og som så mange andre drenge før ham drømte om et liv i storbyen… Den forbandede storby…”.

Året er 1956, og vi befinder os et sted i USA. Sam Leighton er en helt grøn kriminalbetjent, som netop er begyndt sit arbejde i drabsafdelingen. Fyldt med høje ambitioner og drømme om at rense ud i storbyens råddenskab, står han nu ansigt til ansigt med sin første sag. En morder huserer i byens natteliv, og fjerner kendte navne fra underverdenen med en ubehageligt stor dolk.

Det første offer Sam stifter bekendtskab med er gangsteren Giuseppe Balduino, der bliver fundet med en åben strube og ansigtet begravet i en tallerken gnocchi. Morderen har skåret et kryds eller “X” på Balduinos ene kind, og Sam bemærker nogle karakteristiske grønne pletter frisk maling på gulvet. Alt sammen noget, der tyder på, at gerningsmanden havde en plan, og nok vil slå til igen. Det tror Sams forhærdede kolleger bare ikke på. I stedet bekymrer de sig om at nappe en slurk fra lommelærken og få rapporten afsluttet, før chefen giver dem problemer.

Sagen bliver ydermere kompliceret, da Sam forsøger at få indføjet nogle kommentarer i sagsrapporten. Det finder Sams overordnede sig ikke i, og det forklares den unge betjent med store bogstaver, at såfremt han gerne vil leve længe og undgå problemer, så bør han holde sig fra denne sag. Det kan det retskafne Sam bare ikke.

Forbryderkongen

Det er der imidlertid også andre, der har svært ved, og snart modtager Sam et mystisk brev om at møde op på baren Blue Indigo Club, hvor sangerinden Gladys skal underholde. Gladys er Joes pige, og snart bliver det tydeligt, at denne Joe har et eller andet med disse mord at gøre. Hvordan aner Sam ikke, men hans besøg på Blue Indigo Club går ikke ubemærket hen.

Snart har han fundet sammen med privatdetektiven Philip Meadows, og sammen må de forsøge at tage kampen op med Djævlen selv – den altdominerende forbryderkonge Joe, som ingen har set i mere end tyve år. Korruption og misundelse forhindrer Sam i at søge hjælp hos kollegerne, og Meadows bliver derfor hans eneste allierede. Det vil sige næsten, for Sam ender med at have Gladys med på slæb, men om det er godt eller skidt skal ikke afsløres.

Konstrueret

Historien og tegningerne i Blodets Bånd får alt, hvad den kan trække af pulp-noir og hårdkogte kriminalklichéer. Det regner stort set fra første til sidste side, og de steder hvor regnen ikke siler ned, understreger dette blot stemningen af fugtigt forfald, som hjemsøger storbyen.

Navne som Sam og Philip Meadows burde naturligvis få klokker til at ringe hos læseren, og når man samtidig kan konstatere, at Meadows er tegnet med slet skjulte referencer til Bogart, kender vi vist godt navnet på forbilledet. Det samme kan man i øvrigt sige om hovedparten af persongalleriet i Blodets Bånd, der mere eller mindre er én stor parafrase over ansigter fra Hollywoods 50’ere. Flere af illustrationerne er i øvrigt også lånt fra andre steder, hvorfor man eksempelvis med held kan gå på opdagelse efter flere af maleren Edward Hoppers klassikere.

Alt dette gør, at Blodets Bånd er en ekstremt konstrueret størrelse, som i mindst lige så høj grad forsøger at sælge en stil, som den forsøger at fortælle en historie. Her må man imidlertid ikke undervurdere albummet, for Hermann og Yves H har rent faktisk formået at udnytte den fyldige indpakning til mere end rent noir-selvsving og tomt cellofan. Der er mening med historien, og som vi kommer ind i handlingen, begynder plottet rent faktisk at fjerne sig fra de alt for fortærskede idéer.

Hvordan vil være forkert at afsløre, men en diskret henvisning til albummets titel kan måske lede tankerne i de rigtige baner. Der er i hvert fald meget i Blodets Bånd, som ikke er, som man umiddelbart skulle tro, men trods alt sprænger fortællingen aldrig sin genres rammer.

Destillation fra en svunden tid

Der kan muligvis være flere, som allerede med rette har spurgt sig selv, hvor Blodets Bånd står i forhold til Frank Millers Sin City. Langt fra, må man svare, for mens Miller er gået til kilderne med en stemning af tempofyldt 90’er-action, har Hermann og søn gjort det modsatte, og skruet tempoet helt ned til et minimum, som faktisk kommer meget tæt på det, vi kender fra Raymond Chandler og Dashiell Hammett.

Uansat hvad er både Blodets Bånd og Sin City en nyere tids forsøg på at destillere en svunden tids kriminalgenre, og begge dele har derfor i virkeligheden ikke så meget med de oprindelige forlæg at gøre, som med det, vi i dag opfatter som fedt ved 50’er-pulpen.

Skal man vælge, hvilken type neo-noir, der kommer tættest på de oprindelige forlæg, er der dog ikke så meget tvivl om, at Hermann og Yves H kommer tættere på end Frank Miller, uden at dette dog i sig selv er et kvalitetstegn. Det er nærmere en strømpil, der indikerer, at man kan arbejde med noir på andre måder end Frank Miller, hvilket åbenbart til tider kan være svært at huske.

Træfsikker

Blodets Bånd er et fremragende album. Det er en kompakt historie, der ikke alene visuelt hænger forbandet godt sammen, men historien står også frem som noget særligt. Albummet har en på en gang velkendt og fremmedartet stil, der gør det letgenkendeligt men stadig spændende at læse. Illustrationerne er holdt i den kombination af skarpe blyantsstreger og akvarel, som Hermann har udviklet gennem de senere år, og især baggrundene er forbandet flotte.

Hermann er med årene blevet dygtigere og dygtigere til sine miljøskildringer, og det er derfor også lidt af en svendeprøve for ham nu at afprøve sin nye stil i et album, som endda primært anvender gråtoner. Der hvor farverne sniger sig ind, er det som neon på regnvåd asfalt, og det samme kan siges om selve historien. Som en sucker for Chandler er det svært ikke at anbefale dette album som en perle. Sjældent her Hermann været så træfsikker, og det kan man takke samarbejdet med Yves H for.

Er du glad for hårdkogte kriminalhistorier, uden at Frank Millers Sin City lige er din kop the, er Blodets Bånd det helt rigtige sted at søge hen. Hermann er en stor mester, og det beviser han endnu engang med dette album. At Yves H bestemt heller ikke er helt ueffen, får ligeledes bekræftet ved samme lejlighed.

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: Neo-noir, Noir, Privatdetektiver