Planet Pulp

Blade tager sin begyndelse på et hospital i 1967. En sort kvinde føres ind på en båre, og hun bløder fra halsen. Lægerne snakker om, at et dyr har bidt hende. Et lille barn fødes, og handlingen klipper frem til nutiden.

På et stort diskotek, der sjovt nok ligger i en slagtehal, er der et kæmpe raveparty. Pludselig vælter der blod ned fra et sprinklersystem, og vi ser, at gæsterne er vampyrer, der danser rundt i blodet. Men så sker der noget. En sort fyr, iklædt sort læderjakke og solbriller, ankommer. Det er Blade, der er kommet for at dræbe vampyrer, og det gør han noget så eftertrykkeligt.

Scenen afrundes af en lille slutkamp mellem Blade og en langhåret, fedladen vampyr, som Blade åbenbart er kommet efter. Fyren hedder Quinn, og vi finder ud af, at Blade gennem sit angreb har villet sende en hilsen til en vampyr ved navn Frost, som senere hen viser sig at være filmens overskurk.

En gave sendt fra himlen

Så skifter vi scene til et hospital, hvor Quinns afbrændte lig ankommer. Her møder vi også filmens kvindelige hovedrolle, lægen Karen. Naturligvis er Quinn ikke død, og under sin flugt fra hospitalet bliver Karen bidt kort før, Blade ankommer til stedet. Blade tager Karen med til sit tilholdssted, hvor vi også møder Whistler, som er Blades partner i kampen mod vampyrerne.

For Blade er nemlig vampyrjæger. Og han er faktisk også halvt vampyr. Men han kan bevæge sig ude om dagen – derfor kalder hans fjender ham også The Daywalker – og lever af et serum frem for blod fra mennesker. Alt i alt det bedste fra begge verdener, og så kan Blade både kampsport, er mesterskytte og er god til at hakke vampyrer ned med sine samuraisværd. Blade er kort sagt en gave sendt fra himlen til dem, der godt kan lide overseje helte, der også har det mørke i sig.

Samfundets vampyrer ledes af et råd, der styres af de mest magtfulde vampyrer, og de vil gøre alt for at holde maskeraden kørende. De lever efter de gamle regler, hvor vampyrer og mennesker lever sammen i en symbiose, og hvor vampyrerne holder sig skjult fra offentligheden samtidig med, at de har infiltreret samfundet.

Men vampyren Frost vil det anderledes. Han mener, at vampyrerne skulle styre verden og ikke leve i skyggen af menneskeheden. Rådet affærdiger Frost og beder ham om at indordne sig. Men sådan vil Frost det ikke. Han har en plan om, gennem et ritual fra nogle gamle skriftruller, der omhandler The Blood God, at underlægge sig hele menneskeheden. Og Blade er naturligvis den eneste, som har mulighed for at stoppe ham.

Mens Blade skal nedkæmpe den ene vampyr efter den anden og samtidig passe på Karen, der er ved at blive forvandlet til en vampyr, må han også gøre sig klar til det endelige opgør med Frost. Hvad det hele ender med må du selv opleve når du ser Blade.

En mindre kendt Marvel-helt

Filmen kom ud nogle år før den store superheltebølge oversvømmede os. Blade er da også én af de mindre kendte Marvel-helte, og filmen bliver da heller ikke lanceret stort som en Marvel-film. Blade så i tegneserieverdenen første gang dagens lys tilbage i 1973 i Marvel-serien Tomb of Dracula nr.10. Han blev skabt af forfatteren Marv Wolfman og tegneren Gene Colan.

Siden hen blev den afroamerikanske superhelt så populær, at han fik sin egen tegneserie og har også optrådt sammen med forskellige andre superhelte. Blade-karakteren, som vi møder i filmen, er baseret på de senere udgaver af tegneseriefiguren, hvor han er blevet mere hård og kynisk end i de tidligere historier.

Over stok og sten

Filmen Blade er en omgang hæderlig underholdning, hvor handlingen skrider over stok og sten. Historien er tåbelig, men alligevel keder man sig aldrig. Rent visuelt er Blade ganske indbydende, og actionsekvenserne, som der er rigtig mange af, er godt lavet. Filmen vil jeg heller ikke betegne som en decideret superheltefilm, men mere en ordinær actionfilm, hvor superheltedelen bare er staffage i en ellers klassisk actionfilm.

Også vampyrdelen er blot med for at give filmens actionscener et nyt look og for at gøre sin hovedperson sejere end de fleste actionhelte. Det mest tegneserieagtige i filmen er den måde, hvorpå vampyrerne dør. Deres kroppe går i forfald med det samme, og den effekt er frembragt ved computereffekter, hvilket i mine øjne ser helt tåbeligt ud. Men ganske tegneserieagtigt, eller nok nærmere som var det et computerspil.

Faktisk hader jeg den måde, det ser ud på, men det er nok en smagssag. Der er fede elementer, som vedrører filmens vampyrmyter, men igen bliver det blot lidt lir, som hurtigt drukner i hæsblæsende action.

Godt greb om historien

Stephen Norrington, der siden hen har lavet den helt igennem frygtelige The League of Extraordinary Gentlemen (2003), som er en filmatisering af Alan Moores mesterlige tegneserie af samme navn, har et godt greb om historien i Blade. Han får det optimale ud af Wesley Snipes, og actionscenerne er ganske fede, selvom de er harmløse på en tegneserieagtig måde.

Manuskriptet er skrevet af David S. Goyer og specielt replikkerne i Blade er godt skrevet, hvis man som jeg er ret glad for oneliners. Endvidere formår han ganske godt at servere en helt ordinær actionhistorie i en lækker indpakning. Goyers debut som manuskriptforfatter er sjovt nok Jean Claude Van Damme-filmen Death Warrant (1990), men siden hen har han lavet manuskripter til solide film som Dark City (1998) og Batman Begins (2005).

Her på Planet Pulp har vi dog stiftet bekendtskab med Goyer tidligere gennem hans manuskript til superheltefilmen Nick Fury: Agent of S.H.I.E.L.D. (1998), som havde selveste David Hasselhoff i hovedrollen. Så Goyer er en alsidig herre. Blade fik da også stor succes, og der er også kommet to efterfølgere med titlerne Blade 2 (2002) og Blade: Trinity (2004) som også begge er forfattet af Goyer, men med andre instruktører.

Herlig omgang ramasjang

Filmen er proppet med oneliners, hvor min personlige favorit er da Blade siger “You are nothing to me but another dead vampire” til Frost. Man mærker, at Wesley Snipes har haft the time of his life under indspilningerne. Snipes er da også producent på filmen og har sikkert klappet sig selv på skulderen, da han fik rollen som Blade. Det skinner igennem, og gør Blade til en ganske seværdig film. Men også den aldrende Kris Kristoffersen er god som Blades hjælper Whistler, og med sit lange hår og sine tørre bemærkninger stjæler han flere scener.

Blade er en fesen superheltefilm, vampyrdelen er overfladisk og horrorpassagerne er ikke det mindste uhyggelige. Men som actionfilm er Blade en herlig omgang ramasjang, hvor den klassiske actionhistorie får nyt liv gennem netop de dele, som er overfladiske. Og det er en vigtig pointe.

For hvis superhelte- eller vampyrdelen havde taget for meget fokus, var den stramme actionfilm druknet i en historie, der ville for meget. Dog er Blade en anelse for lang, men hvis man ikke skruer forventningerne for højt op, kan man med god samvittighed nyde små to timers hjernedød underholdning, hvor Wesley Snipes som Blade har en ret høj coolnessfaktor.

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Film baseret på tegneserie, Vampyrer